tirsdag den 24. februar 2015

Efter den 15. februar 2015

Vi skal selvfølgelig videre, men det var godt nok en underlig fornemmelse at gå efter morgenbrød om søndagen. Ingen sagde noget, men på en eller anden måde kunne man læse afmagten i folks ansigter. Der er allerede sagt og skrevet meget om denne skændige og fuldstændig meningsløse handling, så vi nøjes med at sende vores tanker og medfølelse til ofrenes efterladte.

Musik er en del af den vestlige verdens kulturgrundlag, så vi forsætter med at købe musik ind. Her er smagsprøver fra nye CD’ere fra februar.

Another day, another time er en dobbelt CD med koncertoptagelser fra Town Hall i New York i 2013. Musikken er en hyldest til Coen brødrenes film ”Inside Llewyn Davis”. Punch Brothers er et blandt mange kompetente navne i dette overflødighedshorn af country, americana og bluegrass. BC Camplight består mest af Brian Christinzio fra New Jersey, der med sin personlige singer/songwriter stil inviterer os indenfor i sit univers.  Bag Bored Nothing står australieren Fergus Miller, der er fascineret af 90’ernes indie rock. Tidligere frontmand i britpop bandet Supergrass udgiver sit andet soloalbum med sædvanlig sans for den gode melodi. Engelske Benjamin Garrett er drivkraften bag dette sofistikerede electronica album.  Også fra Australien kommer Helen Croome med Gossling og synger dejlige popsange med ”aussie” lyd. King Crimson blev betegnet som Englands progressive band nr. 1 gennem en årrække, godt hjulpet på vej af Robert Fripps innovative guitarspil. Hermed 2 femstjernede genudgivelser i remastered versioner. Fra Cleveland stammer Natalie Prass, hvis melodiske lyrik går lige i øregangene. Alle gode gange tre: Sally Seltmann har været i centrum på den australske indiescene i 90’erne og 00’erne. Nu er hun helt sin egen. Endnu et legendarisk britisk band i genudgivelse med indspilninger fra 1975-1981 i deres jazz/rock fusionsperiode. Peter Viskinde har engang sagt, at han var ligeglad med anmeldelser. Nuvel, her er tale om solidt pop håndværk, som mange vil sætte pris på. Vi lukker med Popa, der giver sin egen fortolkning af en af blues’ens  absolutte klassikere.

/Benny

Lyt til playlisten her:


mandag den 9. februar 2015

Fastelavn

Fastelavn og karneval er beslægtede fester. Med rødder mange hundrede år tilbage markerer de overgangen fra vinter til forår. Det skulle fejres  og at klæde sig ud og slå til Søren har alle dage været en yndet fornøjelse. Løssluppenhed var en del af fastelavnstiden i perioder, hvor der ellers ikke var meget andet end strenge regler fra religionen og hårdt arbejde at se frem til. I dag er det mest børnenes fest med tøndeslagning, udklædning, fastelavnsris og alt det andet, der hører sig til. Og ikke mindst stakkels forældre, der skal hjælpe ungerne med at finde den rette udklædning!

Decideret fastelavnsmusik er der ikke megen tradition for, ud over ”Fastelavn er mit navn…”, så i stedet kan I lytte til nogle smagsprøver fra nye CD’ere på biblioteket. Mike Auldridge døde i december 2012, nok som kongen af Dobro guitaren (speciel resonnans guitar). Æret være hans minde. Fra ”down under” kommer singer/songwriter Courtney Barnett med sine lavmælte lo-fi fortællinger. Echo & the Bunnymen er virkelig på banen igen, her med et helt nyt album med tydelig Echo lyd i opdateret udførelse. Fra Richmond, Virginia kommer et af USA's mest omdiskuterede heavy bands med en EP, som er et langt opus. Den tidligere leder af Black Belles er gået solo, her godt hjulpet og produceret af selveste Jack White. Marilyn Manson skuffer sjældent, om end chokeffekten måske har lagt sig en smule. Det besynderlige fænomen Panda Bear (alene navnet!) er kendt for sin stærkt eksperimenterende indie-tronic sound. Quiet Spring kan vi desværre ikke lytte til, men de er pære danske og anført af guitaristen Morten Aron fra Spids Nøgenhat. Så selvfølgelig på vinyl skal vi en tur tilbage til country rockens storhedstid omkring år Woodstock. Danmarks legendariske kult-band nr. 1 har fået genudgivet deres første og eneste LP ”Hip” nu her 48 år efter den udkom første gang. Denne gang med diverse bonusmaterialer af historisk interesse. Vi slutter af med Trigger Hippy, supergruppe fra Nashville med bl.a. Joan Osborne, der gir den en solid gang rock med bund i både soul og blues. 

/Benny

Lyt til playlisten her: