Viser opslag med etiketten bluegrass. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bluegrass. Vis alle opslag

onsdag den 2. september 2015

Er sommeren slut?

Forhåbentlig ikke helt endnu, men det går lidt stærkt. C.V. Jørgensen udtrykker det meget godt i
nummeret Sæsonen er slut fra klassiker-albummet  ”Tidens tern”. Vi fortsætter med nyheder på hylderne, som synes vi, nok er værd at lægge ører til, selvom grillkullene er ved at være brændt ud.

• Dr. Dre er på gaden med sit første album i 16 år og ifølge ham selv også det sidste. (Der er desværre ikke noget lydspor til en smagsprøve).

• Amerikanske Giant Sand har en stribe af kvalitetsplader bag sig. Nu ikke længere med karismatiske Chris Cacavas i front, men til gengæld med flere danske sidemænd m/k.

• Go Go Berlin er nu ude med deres andet album, som mange har ventet på. Belønningen er der i form af en rigtig god tur i overhalingsbanen. Læs evt. om Go Go Berlin i Gaffas august nummer.

• Fra arkiverne kommer Michael Head og The Strands fra Liverpool med denne udgivelse, oprindeligt fra 1997. Folk/rock af en sjælden intens og velinstrumenteret slags.

• Jonah Blacksmith er fra Thy og er godt i gang med at etablere deres navn indenfor alternativ folk med et længselsfuldt og kærligt islæt af Americana.

• Her kommer så en født klassiker, Joy Divisions ”Substance” med indspilninger fra perioden 1977-1980. Her i lækker remastered vinyl med de originale bilag.

• Fra Brooklyn, men med sydstatslyd kommer The Lone Bellow med deres soulfyldte og følelsesladede pop-ballader med rødder i Americana.

• Fra Canada kommer projektet Mas Ysa, som mest består af musiknomaden Thomas Arsenault, hvis studier har resulteret i en både dansabel, men også melankolsk folketone indsat i techno-rammer.

• Dannet i 2002 i Chelmsford, England er Mawkin  for længst af anmeldere blevet udråbt til et af de mest lovende og spændende nye bands indenfor den traditionsrige engelske folk-scene.

• Ashley Monroe viser på sit andet udspil en usvigelig sikker fornemmelse for country, når den er bedst. Flot vokalarbejde og perfekt instrumentering. Superflot! Hun arbejder også med lidt mere eksperimenterende Pistol Annies.

• Fra New York kommer electronica duoen  Ratatat. De har udsendt en række inciterende og funky instrumentalrytmer med Mike Stroud som lydmager og Evan Mast som producer.

• Fra Nashville kommer kvintetten SteelDrivers der med deres flotte håndtering af akustiske instrumenter viderefører bluegrass traditionen på fornemste vis.

• Rasmus Walter behøver nok ikke nogen nærmere præsentation, så her får vi fra en glad aften i Vega i København et udvalg af hans sangskrivertalenter.

Lyt til smagsprøver på spotify;

torsdag den 21. maj 2015

God pinse!

Øv, det lakker mod enden med de dejlige løse fridage her i foråret. Nu er det pinse og så Grundlovsdag, men heldigvis nærmer den gode danske sommer sig. Så her er lidt smagsprøver på god musik til de kommende lange sommeraftener.

Den kontroversielle walliser Julian Cope er her dokumenteret med en ”best of”, dækkende perioden 1999-2014. Eric og Leigh er brødrene Gibson der spiller uforfalsket bluegrass af den bedste slags. Beth Hart har vi tidligere stiftet bekendtskab med og hun skuffer bestemt heller ikke denne gang. Hvilken stemme! Jes Holtsø (Ja, det er Børge fra Olsen Banden) og erfarne Morten Wittrock er gået sammen om dette solide soul- og bluesinspirerede album med en skyldig tanke til salig Peter Thorup. Wizz Jones er en fornem repræsentant for den bedste del af den engelske folk scene, bl.a. sekunderet af Sandy Jones og John Renbourn. Udvalget her dækker helt fra 1964 til 2014. Det er et par skrappe søstre, Rebecca og Megan Lowell der danner kernen i dette roots sydstatsband. Platinsælgende Londondrenge med smægtende poprytmer, det er svært ikke at rykke fødderne til. Gode gamle Sebastian all by himself med koncertoptagelser fra sidste år. Så smukt og enkelt kan det gøres! Nick Cave møder P J Harvey er der blevet sagt om denne engelske singer/songwriters røgfyldte midnatsballader. Liverpool pigetrio mixer halvskæve popharmonier med innovativt vokalarbejde. Indie pop med et touch af folk leveres af Stornoway fra Oxford. Dwight Yoakam har stille og roligt flyttet sig fra den rene country til det mere rockede, hvor det ind imellem ovenikøbet lyder lidt à la selveste Bruce Springsteen.

/Benny

Lyt til playlisten her:



tirsdag den 24. februar 2015

Efter den 15. februar 2015

Vi skal selvfølgelig videre, men det var godt nok en underlig fornemmelse at gå efter morgenbrød om søndagen. Ingen sagde noget, men på en eller anden måde kunne man læse afmagten i folks ansigter. Der er allerede sagt og skrevet meget om denne skændige og fuldstændig meningsløse handling, så vi nøjes med at sende vores tanker og medfølelse til ofrenes efterladte.

Musik er en del af den vestlige verdens kulturgrundlag, så vi forsætter med at købe musik ind. Her er smagsprøver fra nye CD’ere fra februar.

Another day, another time er en dobbelt CD med koncertoptagelser fra Town Hall i New York i 2013. Musikken er en hyldest til Coen brødrenes film ”Inside Llewyn Davis”. Punch Brothers er et blandt mange kompetente navne i dette overflødighedshorn af country, americana og bluegrass. BC Camplight består mest af Brian Christinzio fra New Jersey, der med sin personlige singer/songwriter stil inviterer os indenfor i sit univers.  Bag Bored Nothing står australieren Fergus Miller, der er fascineret af 90’ernes indie rock. Tidligere frontmand i britpop bandet Supergrass udgiver sit andet soloalbum med sædvanlig sans for den gode melodi. Engelske Benjamin Garrett er drivkraften bag dette sofistikerede electronica album.  Også fra Australien kommer Helen Croome med Gossling og synger dejlige popsange med ”aussie” lyd. King Crimson blev betegnet som Englands progressive band nr. 1 gennem en årrække, godt hjulpet på vej af Robert Fripps innovative guitarspil. Hermed 2 femstjernede genudgivelser i remastered versioner. Fra Cleveland stammer Natalie Prass, hvis melodiske lyrik går lige i øregangene. Alle gode gange tre: Sally Seltmann har været i centrum på den australske indiescene i 90’erne og 00’erne. Nu er hun helt sin egen. Endnu et legendarisk britisk band i genudgivelse med indspilninger fra 1975-1981 i deres jazz/rock fusionsperiode. Peter Viskinde har engang sagt, at han var ligeglad med anmeldelser. Nuvel, her er tale om solidt pop håndværk, som mange vil sætte pris på. Vi lukker med Popa, der giver sin egen fortolkning af en af blues’ens  absolutte klassikere.

/Benny

Lyt til playlisten her:


onsdag den 3. december 2014

En lidt anderledes juleplade

An americana Christmas.


Hvad er americana? En fællesbetegnelse for musik med amerikanske rødder i traditionelle genrer som folk, country, bluegrass, blues, rhythm & blues m.fl. Altså en nutidig musik som med respekt trækker spor tilbage til ”roots” musikken, som den tidligere blev betegnet. Begrebet opstod midt i 90erne og fik officiel status ved oprettelsen af Americana Music Association (AMA).

Sampleren her består af indspilninger publiceret ca. 1963-2014, hvoraf de 6 af dem ikke tidligere har været udgivet. Det er typisk ”laid back” musik, der geografisk dækker det sydlige og sydvestlige USA fra Nashville til det sydlige af Californien. Man kan diskutere, hvor ”julet” musikken og teksterne er efter vor målestok, men samtidig også prøve at forstille sig, hvordan julestemningen måske er i f.eks. Ludlow i Californien, midt i Mojave ørkenen langs den gamle Route 66 her i december måned!

I ønskes alle sammen en rigtig glædelig jul!

/Benny

Lyt til playlisten her: