Højrøvet og klokkeklar gadepoesi anbefales.

Man tager to slidte englændere (den ene skal være fra Nottingham), og udstyrer dem med en trommemaskine og en bærbar computer. De skal helst være sure på the establishment, og bruge nogle ord og vendinger der ikke ville gå an i den etablerede presse. Så får man en konstellation der kunne minde om under-underklassens svar på Pet Shop Boys.

De hedder Sleaford Mods og har en arrig, social indignation over alt hvad der ikke lige passer i deres verdensbillede. Sådan er det jo altid: man skælder ud på det man ikke selv har.
Disse to gutter gør det bar ikke uden ironi, humor og charme. Hvis man kan holde ud at høre på det.
I længden er de monotone beats måske trættende, og forsangeren Jason Williams kan godt blive  lidt for vrængende i lidt for lang tid. Det er ikke alt der er guld, men lyt en gang til numre som Mcflurry eller My Jampandy. Det er charmerende socialrealisme tilsat nordengelsk vrængeri.

Av, for en smutter..!

Det hænder selvfølgelig for os alle sammen. Vi begår fejl engang imellem! Det startede med en SMS fra min søn på Roskilde Festivalen. Han havde hørt The War on Drugs onsdag aften på Arena og det havde været virkeligt stort. Så kvitterede Kim Skotte fra Politiken med seks hjerter i sin anmeldelse af samme koncert. Fedt, tænkte jeg. Dem har vi selvfølgelig i bibliotekets CD-samling. Troede jeg! Det viste sig nemlig ikke at være tilfældet. I uge 16 sidste år fik vi tilbudt deres fjedre album ”Lost in the dream”. Det blev senere årets næstbedste album ved en afstemning i den engelske avis The Guardian. I det hele taget masser af rosende anmeldelser og 4½ stjerne i allmusic.com. Hvordan det har kunnet forbigå vores opmærksomhed er ganske enkelt ikke til at give et fornuftigt svar på. Det er en smutter af format!

Lyt indtil videre til ”Lost in the dream” på playlisten og vi kan selvfølgelig skaffe CD’en fra et andet bibliotek, ligesom vi kan skaffe de 2 foregående CD’ere med bandet. ”Wagonwheel blues” (2008) og ”Slave ambient” (2011).

/Benny

Lyt til playlisten her:

Sort sol

Den 20. marts indtræffer en af astronomiens helt store begivenheder. Den totale solformørkelse. Man skal desværre til Færøerne eller Svalbard for at opleve den totale formørkelse, mens vi i Danmark må nøjes med at se ca. 80 % af solen forsvinde. Tusmørke og stilhed sænker sig over landet fra kl. ca. 9.40 – 12.00. Den næste solformørkelse indtræffer i 2021, men her er kun 25 % af solen dækket, og vi skal helt hen til år 2142 for at se en lignende solformørkelse i Danmark!  Husk for Guds skyld solfilter eller specialbriller hvis det skulle være klart vejr på fredag!

Danmarks legendariske punk-band Sort Sol er dokumenteret på et CD-boxsæt på 11 cd’ere. Det kan lånes på biblioteket. Uden sammenligning i øvrigt er danske Alcoholic Faith Mission i gang med deres 7. udgivelse. Elektronisk drømmepop af høj klasse. Med base i Sverige spiller multinationale Blues Pills deres retro bluesrock med et psykedelisk touch.  The Dodos er en duo fra San Francisco der med god percussion som bund afleverer deres energiske klange. Tidligere Oasis mand, storebror Noel er her ude med sit andet solo udspil, som unægtelig smager lidt af…Oasis!  Fra Chicago leverer Liam Hayes retro pop/rock af den mere uskyldige slags.  Mere retro pop og new wave også fra Chicago får vi fra OK Go.  Australske Pond leverer energisk ny-psykedelisk pop på alle tangenterne.  Efter en pause på 35 (!) år spiller legendariske engelske The Pop Group ud med deres 3. album. Post punk med politiske overtoner! Tidligere Imperiet forsanger Joakim Thåstrøm er ikke blevet mildere med årene, men hans dystre og minimalistiske musik i samspil med underfundige tekster gør dybt indtryk. Englænderen Steven Wilson fra Porcupine Tree spiller yderst progressiv musik, som nok taler en del til lytterens indre skævehat! Det er blues og folk af en helt egen støbning, disse hill-billies med det opfindsomme navn leverer.

God fornøjelse med musikken!

/Benny

Lyt til playlisten her:

Musiksverige

Hur fan gör dom det?

Vi ved det jo godt alle sammen, og det er nogle gange pisseirriterende! Der er rigtig mange ting, svenskerne er gode til. De laver nogle af verdens bedste biler, de har formidable sportsfolk, gode krimiforfattere og så er der musikken! Der er noget særligt ved den svenske musik. Er det de store uendelige skove? Eller de forrevne klippekyster? De endeløse fjelde mod nord? Meget svensk musik er utrolig stemningsmættet og tonearten mol er klart overrepræsenteret. Dette er ikke en gennemgang af svensk musikhistorie, men smagsprøver på spændvidden i svensk musik. Vi starter med et par klassikere og så er der ellers fokus på populærmusikken med supergrupperne, den politiske scene, de mange fremragende kvindelige kunstnere plus det løse. Svensk visetradition er noget særligt, her fortolket af den store operatenor Jussi Björling, Svensk jazz er også et helt kapitel for sig, og Jan Johanssons fortolkninger i ”Jazz på svenska” har været en klassiker længe. En vise til, godt nok af en hollænder, men med et umiskendeligt svenskt touch. Svenskerne har altid været gode til at lade sig inspirere af amerikanske strømninger, især i populærmusikken i 50’erne og 60’erne. Anita Lindbloms gospel hit siger vist alt. Beatgrupperne fra 60’erne er tydeligvis også inspireret udefra. Der er vist ingen tvivl om, at Tages har lyttet til Beatles! Duoen Hansson & Karlsson var helt dem selv med deres kompositioner for trommer og orgel (prøv at få fat i nummeret Tax Free!). Men så skete det lige pludseligt: ABBA vandt melodi grand prix i 1974 med ”Waterloo” og herefter gik det stærkt. En stribe af megasælgende albums, verdensomspændende turnéer, succes uden ende, under stram kontrol af ”koncernchefen” Stikkan Andersson. Men alt får en ende, og i slutningen af 70’erne begyndte det at knirke. Hardcore ABBA analytikere mener allerede at kunne spore tendensen i teksten til ”Knowing me, knowing you” fra 1977. Det havde været virkelig vildt, og nu fik flere svenskere blod på tanden. Europe, Roxette, Ace of Base, The Cardigans og Kent fik alle international succes, men ingen nåede op på siden af ABBA. Sideløbende med den storkapitalistiske musikindustris fremkomster, groede en såkaldt alternativ politisk musikscene op i Sverige (i øvrigt ligesom i Danmark). Den var venstreorienteret og stærkt solidarisk med de undertrykte rundt omkring i verden. Hoola Bandoola Band var det store navn med Mikael Wiehe og Björn Afzelius i forgrunden. De fortsatte senere karrieren med et knap så voldsomt politisk udtryk. Bandet Blå Tåget sang rene parolesange, hvor teksten var vigtigere end det musikalske udtryk. En outsider kunne man kalde Robert Brobjerg, der både var politisk, men også finurlig lyrisk i sine sange, hvoraf nogle oven i købet var på engelsk! Her midt imellem er der så en strøm af forskellige bands med hver deres udtryk, nævnt i flæng Lustans Lakejer, Eldkvarn, Urban Turban, The Mopeds, Bo Kaspers Orkester m.fl.. Imperiet var måske det bedste new wave/punk band i perioden med karismatiske Joakim Thåström i front. Nævnes skal også Ulf Lundell, Sveriges svar på Bruce Springsteen, der med en alenlang karriere bag sig, er hele landets darling og til tider godt stof i sladderspalterne. I nyere tid har især kvindelige kunstnere sat deres umiskendelige præg på den svenske musikscene. Der synges engleblidt og følsomt inden for flere genrer, som viser, jazz, latin og soul-pop. Fælles for disse kunstnere er lækre produktioner, vellyd og igen et umiskendeligt svenskt touch. Sverige har selvfølgelig også en metalscene og en hip-hop kultur, men dem lader vi ligge i denne omgang. Ligeledes den stolte visetradition med bl.a. Bellman, Sjöberg og Taube som er et helt kapitel for sig. Lad os slutte af med et par modpoler i musikalsk udtryk: 70’er syrebandet Träd, Gräs och Stenar, lige kommet ud fra skoven med hjemmelavede musikinstrumenter og dagsaktuelle pop-babe Veronica Maggio.

Hvis man ønsker at vide mere om den svenske musikscene og f.eks. enkelte grupper kan man læse:

Tobias Petterson: The encyclopedia of Swedish progressive music 1967-1979 : from psychedelic experiments to political propaganda. 2007.
Carl Magnus Palm: ABBA : historien om supergruppen. 2008.
Håkan Steen: Kent : texter om Sveriges största rockband. 2007.

Bøgerne kan lånes på biblioteket, og det kan musikken selvfølgelig også!

/Benny

Lyt til playlisten her: 

Efteråret nærmer sig…

…og der er frisk musik på hylderne igen.


Vi starter med  ”American heartland”, en country/rock antologi med indspilninger fra 1969-2012. Her er både kendt og mindre kendt ”Americana” fra de store vidder på 3 CD’ere. Alela Diane er amerikansk singer/songwriter med en gudesmuk stemme, der matcher hendes lyriske univers perfekt. Arctic Monkeys viser på deres 5. album stor stabilitet og kvalitetssikrer deres i forvejen gode ry. Canadiske Neko Case, tidligere medlem af The Sadies barsler her med sit 7. album, som nærmest forventeligt er af meget høj klasse. (Lyt også til tidligere albums med Case og Sadies, biblioteket har dem!). Guitardrengene Vandborg og Andersen i Electric Guitars har høstet mange anmelderroser for deres debut-album, som er spækket med gæstesolier af danske guitarkoryfæer i den modne alder. Gogol Bordello spiller en vild blanding af rock, ska, punk og balkanmusik i et hæsblæsende tempo som det er svært at sidde stille til. Fra Oregon kommer Houndstooth med deres afdæmpede, lyriske og lettere melankolske sange med en lækker guitarlyd, der skærper interessen. John Legend har videreført soul-genren og leverer en solid gang neo-soul-funk i super indpakning. NIN gjorde helt tilbage i slutningen af 80’erne industrial genren tilgængelig for et bredere publikum. Lyden i dag har ikke forandret sig synderligt og bandet har en trofast fanskare. Den italiensk fødte singer/songwriter Mauro Remiddi laver drømmende indie-pop med sit soloprojekt Porcelain Raft. Også fra Oregon kommer duoen Pure Bathing Culture med let syrede lo-fi popsange af en sfærisk lethed. Skotske Travis lyder tro mod deres egne musikalske rødder her på deres 8. album. Singer/songwriter Laura Veirs får hjælp af tidligere nævnte Neko Case på dette efter min mening fortryllende album, der tilføjer begrebet ”Americana” nye dimensioner. Fra Austin, Texas kommer her en ny generation af musikere, der har lyttet til Tom Petty, Neil Young og The Allman Brothers. De har ikke sovet helt i timerne. Svenskerne overrasker gang på gang, denne gang med en omgang elektronisk folkemusik! Hvad der dog ikke kommer ud fra de store skove hinsidan! Legendariske Muddy Waters’ søn Bib Bill Morganfield trykker den af på dette lækre stykke Chicago-blues i bedste tradition.

Det var alt fra uge 37. Rigtig god fornøjelse!

/Benny

Lyt til playlisten her:

Saunders ferry lane…

…var et stort hit for ”outlaw country movement” sangerinden Sammi Smith i 1971. Lyt til hendes engleblide og melankolske røst og hendes måske mere kendte medsøstre på compilationen ”Country soul sisters”. Fra uge 06 i bunken af nyheder er Dropkick Murphys nyeste udgivelse endnu et godt eksempel på glad keltisk punkrock, der ville gøre sig på enhver god irsk pub. Og så er bandet oven i købet amerikansk! Fabelagtige Fallulah virker lidt mere afdæmpet og knap så folkloristisk på sit andet album. Til gengæld er der en undertone af dramatisk sensitivitet, der virker dragende på lytteren. Lord Huron er et indieband fra Los Angeles og her er deres første langspiller. Storladen musik med et umiskendeligt stænk af west-coast. Steve Lukather er en af de gamle guitardrenge, nok bedst kendt for sit mangeårige spil med amerikanske Toto. Han skulle angiveligt give 2 koncerter i DK i foråret, i Gjethuset Frederiksværk d 22.03.2013 og Fermaten i Herning dagen efter. Svenske Mariam Wallentin lægger navn til dette fremragende band, der som sædvanligt lyder alt andet end svensk! Det er hendes soloudspil og det er rigtigt interessant! Tyskeren Hendrik Weber, bedre kendt som Pantha du Prince er her i en co-produktion med norske lydmagere i et minimalistisk klangeksperiment, der vil gøre sig bedst hen på de små timer. Peter Sommers såkaldte ”skilsmissealbum” er formentlig noget af det bedste han har lavet, meget mere er der ikke at sige om det! Som titlen på VETOs nye EP antyder, er der noget nyt i luften. Igen en meget fin lille samling helstøbte sange. Irske Villagers med Conor j O’Brien leverer i bedste tradition en perlerække af velklingende og hørevenlige singer-songwriter  melodier på et meget flot album. Vi slutter af med et lille kuldechok. Yndere af Vivaldis ”De fire årstider” bør muligvis overveje at stå af her, eller tag chancen og lyt med på Max Richters ”genkomposition” af denne klassiker, som oven i købet Deutsche Grammophon har stået for udgivelsen af!

/Benny

Lyt til listen her:

Uge 41

Så dykker vi endnu engang ned i bunken med nye CD’ere på biblioteket. Tori Amos har udgivet sit 13. album som ligger i fin forlængelse af det forrige med ”klassisk” instrumentering og fine storladne sange. Seattle bandet Band of Horses kaster ikke ligefrem om sig med nyudgivelser, men deres fjerde album skuffer bestemt heller ikke. Flotte rockperler i godt tempo og fint afstemt opsætning. Brønderslev-kvartetten The Blue Van har væltet mange musikfestivaller med deres ligefremme energi-rock. Måske ikke ligefrem nyskabende, men absolut holdbart. Den amerikanske sangerinde Angela Correa har lagt navn til bandet med de smukke og overvældende sange af en nærmest hypnotisk intensitet. Marie Fisker leverer et flot nyt album med en international lyd der fortjener opmærksomhed langt ud over landets grænser. Green Day leverer som sædvanligt en solid gang poppunk uden de store dikkedarer. Holy Other er et ambient/electronica projekt der kræver noget af sin lytter. Duer ikke som baggrundsmusik til opvasken! Gentlemanrapperen L.O.C. udgiver efterfølgeren til hans meget roste Prestige, paranoia, persona vol. 1. No Doubt har udsendt et nærmest comebackagtigt album der bestemt ikke vil skuffe deres fans. Bundsolid pop med rødder i traditionen. Sex Pistols legendariske Never mind the bollocks… er blevet støvet af og har fået tilføjet diverse bonus-tracks samt live-optagelser. Hør eller genhør dette stykke punkhistorie. Tedeschi Trucks Band skal man desværre rejse langt for at høre live, idet de har base i U.S.A. Men lyt til dette brag af en live-plade og lad os så håbe, deres vej en dag falder forbi heromkring. Det er 24 år siden Tanita Tikaram bragede igennem med debuten Ancient Heart. Siden er det gået lidt op og ned, men det lugter lidt af et comeback for hende med det bedste album i lang tid. Vi slutter af med Two Gallants fra San Francisco, der leverer hardrock á la Americana med tryk på!

Og så lige en rigtig god nyhed! Den tåbelige karenstid på nye CD’ere er langt om længe blevet ophævet, så fra nytår kan I låne den nye musik ligeså snart vi har den i hus. Tak til kulturministeren for dette enestående klarsyn!

Lyt til listen her:

/Benny