tirsdag den 31. januar 2012

Exit Through the Gift Shop

Exit through the gift shop er en dokumentarfilm af den kendte street artist Banksy som har for vane at optræde under cover  i hættetrøje og forvrænget stemme.


Filmen handler om den kiksede, franske tøjbutiksejer og amatørfilmmager Thierry Guetta bosat i Los Angeles som er besat af street art og street artists og som i årevis  følger dem for at dokumentere deres arbejde.  Han optager kilometervis af film som han gemmer uden en tanke om at bruge dem til noget. Han filmer bl.a. kendte street artists som Zeus, Ron English og Shephard Fairey (som lavede Barack Obama Hope-plakaten) og følger dem overalt. Til sidst møder han Banksy (den største af dem alle) via sin fætter Space Invader, en kendt street artist.
Han følger Banksy og filmer ham bl.a. når denne tager en telefon boks fra London med til sit værksted for at splitte den og sætte den sammen igen på en mildest talt opsigtsvækkende måde for derefter at sætte den tilbage. Guetta filmer dette og herefter også de forbipasserendes reaktioner.


De to bliver venner og efter at Banksy har haft en udstilling i Los Angeles med stor succes opfordrer han Guetta til at sætte alt sit materiale sammen til en dokumentar om street artists. Guetta laver en 90 minutters lang usammenhængende film - ”Life Remote Control” – men den er så dårlig, at Banksy beslutter sig for at lave filmen selv.


For at få Guetta af vejen foreslår Banksy at Guetta laver sin egen kunstudstilling. Guetta går i gang og lejer folk til at skabe kunstværker. Lidt á la ”street art møder Warhol” og under navnet Mr. Brain Wash slår han det hele op i gigantisk skala. Guetta skader sin fod og Banksy lejer professionelle folk til at hjælpe Guetta. Guetta mega-hyper sit show men tiden er ikke på hans side og folk bliver sat på overarbejde. Guettas assistenter tager sagen i egen hånd og producerer kunstværker på samlebånd og bestemmer det endelige layout.
Udstillingen bliver en kæmpe success og Guetta sælger til sin og Banksys forundring værker for næsten en million dollars. 


Det er ikke helt klart om dette er en rigtig dokumentar eller om det er en mockumentary der tager tilskueren ved næsen. Fup eller fakta? 


Eller er det en film som vil vise gadekunstens natur og relationen til kunstverdenen? Er street art blevet mainstream og har solgt ud? Eller er det street artisten Banksys film om en amatørfilmer som følger en street artist og siden bliver en selv? 


Hvem er denne Guetta? Hvem er Banksy?
Se denne morsomme Oskars-nominerede mockumentary og bedøm selv.


/Agnete

Billedkilde: IMDb