Svedig guitar anbefales!

Så sidder man her og sveder på kontoret. Udenfor synger fuglene ikke længere. De er fløjet nordpå til koldere himmelstrøg. Gid jeg havde vinger, så jeg kunne følge med dem op og få lidt frost. Bare i 5 minutter.

Hvis jeg skal svede, skal andre også svede! Derfor vil jeg anbefale to svedige udgivelser af to svedige grupper;

Den ene er guitaristen Bill Frisell med hans  eminente blues/rock/jazz udspil fra 1998, Gone, just like a train. Jeg stødte ind i den for et par år siden, og jeg husker at det var mig der kom mest til skade. Alene åbningsnummeret, Blues for Los Angeles, er en rå og syret tour de force gennem en 'guitaristisk' dystopi. Som at lytte til forfatteren Cormac McCarthy spille banjo.

Den anden udgivelse er det besynderlige band, The Greg Foat Group, og deres The Dancers at the End of Time. Jeg hørte nummeret Riff for Raff på P8-jazz, og faldt straks for det melodiøse groove, der gør nummeret til en svedig ørehænger (som om her ikke er varmt nok i forvejen!). Resten af udgivelsen fulgte lystigt med. Klik på logoet, og lyt løs:

Der er intet nyt under solen på disse udgivelser, men det de gør, gør de cool. Og det er lige det jeg har brug for, nu jeg ikke kan flyve.

/Michael

Lyt til Bill Frisell Gone, just like a train her:

Lyt til The Greg Foat Group The Dancers at End of Time:

Til minde om Jørgen

Jørgen Ingmann er gået bort i en alder af 89 år. Han var i sin aktive musikalske karriere en af Danmarks bedste guitarister, inspireret af amerikaneren Les Paul (ham der har lagt navn til en berømt guitar af samme navn). Han startede sin musikalske løbebane i 40’erne og var med i Svend Asmussens populære orkester. Med udgangspunkt i den lette jazz udvikler Jørgen Ingmann i løbet af 50’erne sin spillestil. I 1955 danner han par både privat og musikalsk med Grethe, som han optræder med på diverse scener og i fjernsynet. Kulminationen sker i 1963, hvor det sympatiske par vinder det internationale Melodi Grand Prix med ”Dansevise”, skrevet af ligeledes talentfulde Sejr Volmer-Sørensen og Otto Francker. Det var en rigtig vindersang med sin enkle og smukke vokal og ligeledes elegante guitarspil. To år forinden havde han i sit eget lydstudie indspillet instrumentalnummeret ”Apache”, som på et tidspunkt lå som nummer 2 på amerikanske Billboard. Jørgen og Grethe fortsatte deres musikalske samarbejde frem til 1975, hvor deres veje skiltes. I perioden havde de dyrket alle mulige genrer fra pop til børnesange, altid med stor arbejdsomhed og nogen gange af simpel nødvendighed. Kommercielt var årene ikke altid succesfulde, og da Jørgen til en vis grad led lidt af sceneskræk, blev de offentlige optrædener neddroslet og han trak sig helt fra rampelyset i 1984. Jørgen Ingmanns guitarspil var unikt med sin særlige twanky lyd, som især Hank Marvin fra The Shadows tog til sig. Men tiden med superguitarister som Jimi Hendrix og Eric Clapton trak i en anden retning musikalsk i forhold til hvor Jørgen og Grethe stod. De havnede lidt i musikalsk ingenmandsland og havde med deres unikke talenter fortjent væsentligt mere stjernedrys. Lyt til udvalget her på listen og bliv overrasket over, hvor god musikken er!

/Benny

Lyt til playlisten her:

Godt nytår!

En lidt forsinket nytårshilsen fra redaktionen. Året er i gang og knap havde tømmermændene lagt sig, før vi blev vidner til et ufatteligt scenarie i Paris. Måtte alle gode kræfter stå sammen mod disse mørkemænd og deres forkvaklede verdensbillede. Måtte alle gode kræfter også stå sammen om at afvise forvrøvlede forklaringer om, at disse mørkemænd skulle være vor tids ungdomsoprørere! Der er sgu da forskel på at prædike ”Make love not war” og så myrde løs blandt uskyldige mennesker!

Nå, men det er jo en musikklumme, så vi kaster os over lidt nyheder der er ved at lande på biblioteket her i løbet af januar. Fra Californien kommer The Belle Brigade, som er blevet omtalt som det sene Fleetwood Macs arvtagere. Tjah…måske! ”Nothing has changed” hedder Bowies opsamlingsalbum, der dækker et halvt århundredes produktion. Nye lyttere kan starte her. Depeche Mode har et stort og trofast publikum og minsandten om ikke bandet turnerer flittigt, denne gang i Berlin i november 2013. Echo & The Bunnymen turnerer også, selvom man måske skulle tro det var løgn! Live i London, juni 2014. Ex Cops fra Brooklyn består af Brian Harding og Amalie Brun, der begge har andre projekter bag sig. Her med en omgang iørefaldende synth-pop. Mads Langer lancerer en EP med smålækkerier, mens vi venter på et større udspil. Kan der udgives seriøs musik med den 79 årige Jerry Lee Lewis? Svaret er ja! Især når han backes op af folk som Robbie Robertson, Neil Young, Keith Richards m.fl. Abba på amerikansk med country rødder i Nashville??? Lyt til kvartetten Little Big Town! Fra Australien kommer Ne Obliviscaris (Latin: Glem ikke) med en blanding af dødsmetal, jazz og symfoniske rockklange! Americana trioen Puss n Boots med Norah Jones går rent ind hos mig med hyldestsangen til den ikoniske amerikanerbil (Pontiac) GTO. Fra Alabama kommer søstrene Laura og Lydia med deres friske neo-folk rytmer med et touch af country, produceret af T Bone Burnett. Her kommer så chancen for at lære legendariske Simon & Garfunkel at kende. I alt 12 cd’ere frisk fra pressen med alt, hvad de har udgivet i perioden 1964-2008. Texas sangerinden Sunny Sweeney gir den gas med sin lige-ud-af-landevejen countryrock, som samtidig er noget så sjældent som en hyldest til den amerikanske arbejderklasse! Vi lukker og slukker med Doug Tuttle fra New England, der har forladt kult-bandet Mmoss og nu er på egne veje, godt nok lidt inspireret af The Byrds.

/Benny

Lyt til playlisten her

Musiksverige

Hur fan gör dom det?

Vi ved det jo godt alle sammen, og det er nogle gange pisseirriterende! Der er rigtig mange ting, svenskerne er gode til. De laver nogle af verdens bedste biler, de har formidable sportsfolk, gode krimiforfattere og så er der musikken! Der er noget særligt ved den svenske musik. Er det de store uendelige skove? Eller de forrevne klippekyster? De endeløse fjelde mod nord? Meget svensk musik er utrolig stemningsmættet og tonearten mol er klart overrepræsenteret. Dette er ikke en gennemgang af svensk musikhistorie, men smagsprøver på spændvidden i svensk musik. Vi starter med et par klassikere og så er der ellers fokus på populærmusikken med supergrupperne, den politiske scene, de mange fremragende kvindelige kunstnere plus det løse. Svensk visetradition er noget særligt, her fortolket af den store operatenor Jussi Björling, Svensk jazz er også et helt kapitel for sig, og Jan Johanssons fortolkninger i ”Jazz på svenska” har været en klassiker længe. En vise til, godt nok af en hollænder, men med et umiskendeligt svenskt touch. Svenskerne har altid været gode til at lade sig inspirere af amerikanske strømninger, især i populærmusikken i 50’erne og 60’erne. Anita Lindbloms gospel hit siger vist alt. Beatgrupperne fra 60’erne er tydeligvis også inspireret udefra. Der er vist ingen tvivl om, at Tages har lyttet til Beatles! Duoen Hansson & Karlsson var helt dem selv med deres kompositioner for trommer og orgel (prøv at få fat i nummeret Tax Free!). Men så skete det lige pludseligt: ABBA vandt melodi grand prix i 1974 med ”Waterloo” og herefter gik det stærkt. En stribe af megasælgende albums, verdensomspændende turnéer, succes uden ende, under stram kontrol af ”koncernchefen” Stikkan Andersson. Men alt får en ende, og i slutningen af 70’erne begyndte det at knirke. Hardcore ABBA analytikere mener allerede at kunne spore tendensen i teksten til ”Knowing me, knowing you” fra 1977. Det havde været virkelig vildt, og nu fik flere svenskere blod på tanden. Europe, Roxette, Ace of Base, The Cardigans og Kent fik alle international succes, men ingen nåede op på siden af ABBA. Sideløbende med den storkapitalistiske musikindustris fremkomster, groede en såkaldt alternativ politisk musikscene op i Sverige (i øvrigt ligesom i Danmark). Den var venstreorienteret og stærkt solidarisk med de undertrykte rundt omkring i verden. Hoola Bandoola Band var det store navn med Mikael Wiehe og Björn Afzelius i forgrunden. De fortsatte senere karrieren med et knap så voldsomt politisk udtryk. Bandet Blå Tåget sang rene parolesange, hvor teksten var vigtigere end det musikalske udtryk. En outsider kunne man kalde Robert Brobjerg, der både var politisk, men også finurlig lyrisk i sine sange, hvoraf nogle oven i købet var på engelsk! Her midt imellem er der så en strøm af forskellige bands med hver deres udtryk, nævnt i flæng Lustans Lakejer, Eldkvarn, Urban Turban, The Mopeds, Bo Kaspers Orkester m.fl.. Imperiet var måske det bedste new wave/punk band i perioden med karismatiske Joakim Thåström i front. Nævnes skal også Ulf Lundell, Sveriges svar på Bruce Springsteen, der med en alenlang karriere bag sig, er hele landets darling og til tider godt stof i sladderspalterne. I nyere tid har især kvindelige kunstnere sat deres umiskendelige præg på den svenske musikscene. Der synges engleblidt og følsomt inden for flere genrer, som viser, jazz, latin og soul-pop. Fælles for disse kunstnere er lækre produktioner, vellyd og igen et umiskendeligt svenskt touch. Sverige har selvfølgelig også en metalscene og en hip-hop kultur, men dem lader vi ligge i denne omgang. Ligeledes den stolte visetradition med bl.a. Bellman, Sjöberg og Taube som er et helt kapitel for sig. Lad os slutte af med et par modpoler i musikalsk udtryk: 70’er syrebandet Träd, Gräs och Stenar, lige kommet ud fra skoven med hjemmelavede musikinstrumenter og dagsaktuelle pop-babe Veronica Maggio.

Hvis man ønsker at vide mere om den svenske musikscene og f.eks. enkelte grupper kan man læse:

Tobias Petterson: The encyclopedia of Swedish progressive music 1967-1979 : from psychedelic experiments to political propaganda. 2007.
Carl Magnus Palm: ABBA : historien om supergruppen. 2008.
Håkan Steen: Kent : texter om Sveriges största rockband. 2007.

Bøgerne kan lånes på biblioteket, og det kan musikken selvfølgelig også!

/Benny

Lyt til playlisten her: 

Orglet i rocken

Hvis du er gammel nok, så kan du sikkert huske, at el-orglet (Hammond/Leslie) havde en væsentlig plads i 60'ernes og 70'ernes rockmusik.

Hammondorglet blev oprindeligt skabt og solgt til små kirker i USA, som et billigt alternativ til pibeorgelet. Det blev hurtigt populært hos nogle jazzmusikere, med Jimmy Smith som den mest prominente udøver og inspirator for bl.a. r&b-ikonet Booker T. Jones. I løbet af 1960'erne og 1970'erne blev orglet også udbredt i pop og rock – især blev det et vigtigt instrument i den såkaldte progressive rock.

OrgelRock playlisten lægger ud med et af de mest ikoniske orglernumre nemlig Booker T. & the M.G.'s Green Onions – over nogle af sentressernes største kunstnere som Janis Joplin, The Doors, Santana og Pink Floyd – til repræsentanter for den spirende heavy rock - Deep Purple og Uriah Heep. Herfra ProgRock grupper som The Nice, Emerson, Lake & Palmer og Yes til noget for hardcore-orgelentusiaster med svenske Hansson & Karlsson som bare bestod af orgel og trommer – og så naturligvis det bedste danske eksempel Savage Rose. Til afslutning de dybt spændende rock/jazz-fusionister Colosseum med et nummer fra deres lp Live - efter min mening den fedeste liveskive!! Dave Greenslade som spillede orgel i Colosseum spiller i øvrigt også vibrafon på pladen – måske et emne for den næste playliste? Rock og marimba?

Sidst i 70'erne blev orglets rolle i rocken gradvis overtaget af synthesizeren og dets efterkommere. Personligt savner jeg Hammondorglets helt specielle lyd og derfor har jeg lavet denne playliste - for at vise hvor bredt det blev brugt og hvor fedt det lød. For nogle bands var orglet blot ét ud af mange instrumenter og en helt naturlig del at bandets sound. Tit tænker man slet ikke over at orglet faktisk var en væsentlig del af bandets lyd/sound.

Listen har naturligvis mangler og vil kunne diskuteres – kom gerne med kommentarer og mishagsytringer ;-)

Lyt evt. også til Hammondorglet i Jazzen på playlisten Heroes of the Hammond på Spotify eller lån cd’erne So Blue, So Funky og So Blue, So Funky, vol. 2 på biblioteket.

/Manfred

Lyt til playlisten her

Forsythiaen blomstrer endelig!

Og det skete i uge 18. I samme uge røg der ny musik på hylderne i bibliotekets samling af CD’ere. Vi lægger ud med Autre Ne Veut som på trods af navnet er fra USA. Drømmende elektro med insisterende iørefaldende vokaler. Bombino stammer fra Niger og ryger genremæssigt i den store gryde med verdensmusik, men der er lidt mere bluesrock guitar med i lydbilledet end man normalt ville forvente. Engelske Bonobo leverer instrumental elektronisk trip hop med et anstrøg af jazzrytmer. Australske Crime & the City Solution havde deres storhedstid fra 1985-1990, hvor de udgav en perlerække af albums. Herefter har der på nær et enkelt album fra 1996 været stille omkring dem. Indtil nu, hvor de er genforenet og tilbage i fin form. Povl Dissing genfortolker sine mange klassiske viser, her akkompagneret af yngre Dissinger m.fl. i en mindeværdig live-optagelse fra Viborg Teater sidste år. Måske bedst kendt som Mick Jaggers eks-kæreste var der fra starten pænt fokus på Marianne Faithful. Men hun kunne sagtens selv, og her foreligger i deluxe genudgivelse hendes legendariske 1979 album. Svenskerne har en lang tradition for at udvikle gode, gedigne talenter indenfor pop/rock genren. Altid lytteværdig musik. Her er det Håkan Hellström. Der er dømt guitarrock, når talen falder på Eric Johnson fra Texas, der er blevet sammenlignet med bl.a. Johnny Winter og Stevie Ray Vaughan. Country legenden over dem alle, Willie Nelson er ikke til at stoppe. Iflg. musiksitet allmusic.com kan hans nyeste udgivelse ligge i nærheden af nr. 100! Han har flirtet med mange forskellige genrer, ikke altid lige vellykket, men denne gang er det evergreens fra den amerikanske sangskat der får en tur, og det tager de ingen skade af! Det engelske new wave band OMD havde deres storhedstid i 80’erne og lyden har egentlig ikke forandret sig her på deres sidste udspil. Ren 80’er nostalgi! Giver det overhovedet mening at udsende en enkelt opsamlings-cd med ”The boss”, dækkende perioden 1973-2012? For inkarnerede fans selvfølgelig ikke, men nye lyttere kan passende begynde her! Indie folk bandet Stornoway spiller ”moderne” folk med anderledes instrumentering og har vakt en del opsigt og omtale hos BBC i England. Mere afrikansk ”roots” musik, denne gang fra Niger – lige til at blive i godt humør af! Amerikanske Yeah Yeah Yeahs slutter af med deres storladne vokaler og deres ekkorockende congatromme lydtapet. Lyt til musikken på CD og husk at nyde foråret!

/Benny

Lyt til listen her:

Cover Songs

Lissie | Covered up with flowers

Nogle gange er kopien bedre end originalen. Sådan er det også med nogle sange. Man kan dog ikke ligefrem kalde dem kopier, for de fleste kunstnere formår at lave en version af sangen, som bliver helt deres egen.

Jeg har forsøgt at samle en række af mine yndlings sange som er cover numre. Det vil sige numre som oprindeligt er skrevet og sunget af en person eller et band men som en anden kunstner også har indspillet eller optrådt med til en koncert.

Mange af numrene er sikkert kendt af de fleste, men jeg har også valgt nogle mere ukendte kunstnere. Bl.a. kan jeg nævne Lissie med den mere rockede liveversion af Pursuit of Happiness som oprindeligt bliver sunget i en hip hop version af Kid Cudi. Det er sjovt nok det nummer de fleste kender hende for og hun har udgivet et helt album kun med covernumre.  Fransk/israelske Yael Naim som er mere kendt i USA pga. en sang som var med i en Apple reklame giver os sin version af Britney Spears sangen Toxic. Jazzede Madeleine Peyroux synger den smukke sang Between the bars som oprindeligt blev sunget af den alt for tidligt afdøde Elliott Smith. En af mine favoritter er dog Lucy Wainwright Roche's version af Simon & Garfunkel's smukke sang America. Jeg ville gerne have haft First Aid Kits version af sangen med som jeg hørte til deres seneste koncert, men desværre er den ikke tilgængelig på Spotify. Den kan ses lige her:

Overordnet er denne playliste en af de mere rolige. Så lav dig en kop kaffe eller te og nyd den mens du slapper af eller læser en god bog.

Hvad er dit yndlings covernummer?

Nina

Lyt til listen her:

Filmmusikkens guldalder 1965 - 1975

Denne playliste er inspireret af den franske dokumentarfilm L'âge d'or de la musique de film - 1965-1975 som for nylig er blevet vist på DR Kultur. 

Filmen indeholder korte interviews med ”guldalder-komponister” som Lalo Schifrin, Quincy Jones, John Barry, Michel Legrand og Peter Thomas. Der snakkes om komposition af musik til film i almindelighed samt nogle af deres mere kendte temaer i særdeleshed. 

Yngre filmkomponister som David Holmes har tydeligvis ladet sig inspirere af guldalderen - ligesom periodens film og TV også har fået flere remakes (f.eks. Mission Impossible og Oceans Eleven osv.). Til George Clooneys instruktørdebut ”Confessions of a Dangerous Mind” brugte man musik af den tyske filmkomponist Peter Thomas som var komponeret til ”Edgar Wallace” – helt tilbage fra 1960.

Klik på linket nedenfor for at lytte til playlisten på Spotify:

Lyt til listen her:

/Manfred

Naked Rain: Third wind

Dansk verdensmusik i verdensklasse

Hvis ikke før, så er der nu med udgivelsen af gruppens tredje cd al mulig grund til at tage Naked Rain alvorligt.
Gruppens besætning er til lejligheden udvidet med Hanne Siboni (vokal), Michael Shanti (guitar) og Henrik Bjørn Rasmussen (bas), og disse tre giver Naked Rain det ekstra pift, der løfter ”Third Wind” op til verdensklasse.

Musikken er meget varieret, et til to gear højere end meditationsmusik, lidt jazzet med flot islæt af verdensmusik.
Hannes smukke sang er som et instrument, der klangfuldt svæver omkring hovedtemaerne, og Michaels geniale guitar giver en fasthed, der samler og præciserer.
Henriks bløde men markante bas giver tyngde og grobund for de øvrige musikeres udfoldelser og skaber sammen med Oles medrivende tablaer de rytmiske rammer.
Somas sjælfulde cello og Bjørns mesterlige trompet danser rundt omkring Mortens fabulerende piano, og Rasmus’ inciterende jødeharpe (der ligesom Mortens piano desværre er lidt undermixet) er, udover at give endnu mere rytme til musikken, til tider helt didgeridoo-agtig.

Sæt dig behageligt til rette derhjemme, træk stikkene ud, sluk mobilen, og nyd disse førsteklasses musikere udfolde sig. God fornøjelse.

Simon

Reserver

With strings!

Da alt-saxofonisten Charlie Parkers "With strings" sessioner udkom i henholdsvis 1949 og i 1950, var der en del jazz-purister, som rynkede på næsen over dette helt åbenlyse knæfald for ussel mammon.
At bruge strygersovs i jazzsammenhæng - Parker var en færdig mand.
Og naturligvis har Parker fået til lidt smør på brødet via disse indspilninger - han skulle jo også leve.

Men er de nu så dårlige som de blev udskreget til? Jeg holder meget af Parkers Dial og Savoy optagelser - og betragter ham naturligvis først og fremmest som bebopkunstner.
Disse strygeroptagelser har dog en helt speciel plads i min pladesamling og hjerte. Når jeg sætter cd'en på falder der fuldstændigt ro over mig - jeg vil næsten tro at mange aktive brugere af newage musik vil kunne genkende følelsen.
Og så kan de også bruges som stemningsskaber i andre sammenhænge - prøv den som taffelmusik eller når du deler et glas vin med din kæreste eller gode ven.

Andre kunstnere har fattet ideen - bl.a. Chet Baker - Ben Webster - Clifford Brown - Billie Holiday - Stan Getz og i nyerer tid Roy Hargrove samt vores helt egen Jesper Thilo har også lavet udmærket musik med strygere - prøv noget nyt - brug strygerjazz.

Manfred

Reserver