Viser opslag med etiketten hip hop. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hip hop. Vis alle opslag

onsdag den 2. september 2015

Er sommeren slut?

Forhåbentlig ikke helt endnu, men det går lidt stærkt. C.V. Jørgensen udtrykker det meget godt i
nummeret Sæsonen er slut fra klassiker-albummet  ”Tidens tern”. Vi fortsætter med nyheder på hylderne, som synes vi, nok er værd at lægge ører til, selvom grillkullene er ved at være brændt ud.

• Dr. Dre er på gaden med sit første album i 16 år og ifølge ham selv også det sidste. (Der er desværre ikke noget lydspor til en smagsprøve).

• Amerikanske Giant Sand har en stribe af kvalitetsplader bag sig. Nu ikke længere med karismatiske Chris Cacavas i front, men til gengæld med flere danske sidemænd m/k.

• Go Go Berlin er nu ude med deres andet album, som mange har ventet på. Belønningen er der i form af en rigtig god tur i overhalingsbanen. Læs evt. om Go Go Berlin i Gaffas august nummer.

• Fra arkiverne kommer Michael Head og The Strands fra Liverpool med denne udgivelse, oprindeligt fra 1997. Folk/rock af en sjælden intens og velinstrumenteret slags.

• Jonah Blacksmith er fra Thy og er godt i gang med at etablere deres navn indenfor alternativ folk med et længselsfuldt og kærligt islæt af Americana.

• Her kommer så en født klassiker, Joy Divisions ”Substance” med indspilninger fra perioden 1977-1980. Her i lækker remastered vinyl med de originale bilag.

• Fra Brooklyn, men med sydstatslyd kommer The Lone Bellow med deres soulfyldte og følelsesladede pop-ballader med rødder i Americana.

• Fra Canada kommer projektet Mas Ysa, som mest består af musiknomaden Thomas Arsenault, hvis studier har resulteret i en både dansabel, men også melankolsk folketone indsat i techno-rammer.

• Dannet i 2002 i Chelmsford, England er Mawkin  for længst af anmeldere blevet udråbt til et af de mest lovende og spændende nye bands indenfor den traditionsrige engelske folk-scene.

• Ashley Monroe viser på sit andet udspil en usvigelig sikker fornemmelse for country, når den er bedst. Flot vokalarbejde og perfekt instrumentering. Superflot! Hun arbejder også med lidt mere eksperimenterende Pistol Annies.

• Fra New York kommer electronica duoen  Ratatat. De har udsendt en række inciterende og funky instrumentalrytmer med Mike Stroud som lydmager og Evan Mast som producer.

• Fra Nashville kommer kvintetten SteelDrivers der med deres flotte håndtering af akustiske instrumenter viderefører bluegrass traditionen på fornemste vis.

• Rasmus Walter behøver nok ikke nogen nærmere præsentation, så her får vi fra en glad aften i Vega i København et udvalg af hans sangskrivertalenter.

Lyt til smagsprøver på spotify;

mandag den 24. august 2015

Højrøvet og klokkeklar gadepoesi anbefales.

Man tager to slidte englændere (den ene skal være fra Nottingham), og udstyrer dem med en trommemaskine og en bærbar computer. De skal helst være sure på the establishment, og bruge nogle ord og vendinger der ikke ville gå an i den etablerede presse. Så får man en konstellation der kunne minde om under-underklassens svar på Pet Shop Boys.

De hedder Sleaford Mods og har en arrig, social indignation over alt hvad der ikke lige passer i deres verdensbillede. Sådan er det jo altid: man skælder ud på det man ikke selv har.
Disse to gutter gør det bar ikke uden ironi, humor og charme. Hvis man kan holde ud at høre på det.
I længden er de monotone beats måske trættende, og forsangeren Jason Williams kan godt blive  lidt for vrængende i lidt for lang tid. Det er ikke alt der er guld, men lyt en gang til numre som Mcflurry eller My Jampandy. Det er charmerende socialrealisme tilsat nordengelsk vrængeri.

https://open.spotify.com/album/1p0afVtlCRpRRcbugjAnDD

fredag den 14. marts 2014

Marts igen


Det er lyset, der gør den afgørende forskel og heldigvis kommer der mere og mere af det her i marts måned.  En bivirkning er dog, at det samtidig skånselsløst afslører vintersnavs og gamle nullermænd allevegne! I boligen, i bilen, sommerhuset og hvis man har en båd, trænger den garanteret også til en ordendtlig omgang. Når man nu alligevel skal til at knokle med at pudse vinduer eller alt muligt andet, er det oplagt med musik til arbejdet! Blandt håndværkere er det almindeligt, så der må være noget om snakken med at det virker befordrende for arbejdet. Så her er eksempler på ny musik på biblioteket, der alt efter smag og behag kan gøre arbejdet lidt lettere. God fornøjelse!

Roseanne Cash, første barn af hendes berømte far , har aldrig lukreret på familienavnet, men har med egne evner og dygtighed skabt sig en karriere med stribevis af blændende udgivelser. Her er hendes nyeste. Samantha Crain fra Oklahoma er et ret ubeskrevet blad, men jeg er helt væk i hendes fortællende og let minimalistiske folkbaserede ballader. D.A.D. fejrer deres 30 års jubilæum med denne dobbelt-cd. Her er alt det bedste fra den danske supergruppe.  Harlemtrioen The Holmes Brothers har siden 80’erne leveret gode rytmer, baseret på solid blues  krydret med lidt soul og gospel. Juncker & Konservesfabrikken udfolder sig i dette hyldestnummer til en vis hr. Jørgensen, altså C.V.! Det slipper de ret godt fra. L.O.C. er blevet beskyldt for at dyrke lidt for sexistiske udtryk på sit seneste album. Døm selv, men det er jo en del af attituden indenfor genren! Irske James Vincent McMorrows musik lyder langt fra irsk, men kan vel nærmest betegnes som new folk med luftig synth underlægning . Pop Sverige slår til igen! Denne gang med baben Veronica Maggio, som har fået lidt ”voksen” back up fra Håkan Hellström. Fra countrymusikkens hjerte i Tennessee kommer Ashley Monroe, der debuterede som country darling som 19 årig. Efter at have hittet med Pistol Annies i 2011, er hun nu solo og leverer den ægte vare med Vince Gill som producer. Fra Athens, Georgia kommer Matthew Houck med projektet Phosphorescent. En singer/songwriter præstation, der af engelske aviser er blevet sammenlignet med ingen ringere end Kurt Cobain. Prefab Sprout, elsket engelsk 80’er band er stadig i live, hvilket kan høres på denne udmærkede udgivelse.  Jermey Spencer, guitarist i det originale Fleetwood Mac har ikke glemt det gode håndværk, hvilket dette fremragende bluestrack er et godt bevis på. Switchfoot kommer fra San Diego i Californien og leverer flotte pop arrangementer med vokalharmonier og interessant instrumentering. Til sidst kommer Warpaint fra Los Angeles, en pigekvartet med deres atmosfærefyldte indietronic vokaler.

/Benny

Lyt til playlisten her: 

onsdag den 7. november 2012

Uge 41


Så dykker vi endnu engang ned i bunken med nye CD’ere på biblioteket. Tori Amos har udgivet sit 13. album som ligger i fin forlængelse af det forrige med ”klassisk” instrumentering og fine storladne sange. Seattle bandet Band of Horses kaster ikke ligefrem om sig med nyudgivelser, men deres fjerde album skuffer bestemt heller ikke. Flotte rockperler i godt tempo og fint afstemt opsætning. Brønderslev-kvartetten The Blue Van har væltet mange musikfestivaller med deres ligefremme energi-rock. Måske ikke ligefrem nyskabende, men absolut holdbart. Den amerikanske sangerinde Angela Correa har lagt navn til bandet med de smukke og overvældende sange af en nærmest hypnotisk intensitet. Marie Fisker leverer et flot nyt album med en international lyd der fortjener opmærksomhed langt ud over landets grænser. Green Day leverer som sædvanligt en solid gang poppunk uden de store dikkedarer. Holy Other er et ambient/electronica projekt der kræver noget af sin lytter. Duer ikke som baggrundsmusik til opvasken! Gentlemanrapperen L.O.C. udgiver efterfølgeren til hans meget roste Prestige, paranoia, persona vol. 1. No Doubt har udsendt et nærmest comebackagtigt album der bestemt ikke vil skuffe deres fans. Bundsolid pop med rødder i traditionen. Sex Pistols legendariske Never mind the bollocks… er blevet støvet af og har fået tilføjet diverse bonus-tracks samt live-optagelser. Hør eller genhør dette stykke punkhistorie. Tedeschi Trucks Band skal man desværre rejse langt for at høre live, idet de har base i U.S.A. Men lyt til dette brag af en live-plade og lad os så håbe, deres vej en dag falder forbi heromkring. Det er 24 år siden Tanita Tikaram bragede igennem med debuten Ancient Heart. Siden er det gået lidt op og ned, men det lugter lidt af et comeback for hende med det bedste album i lang tid. Vi slutter af med Two Gallants fra San Francisco, der leverer hardrock á la Americana med tryk på!

Og så lige en rigtig god nyhed! Den tåbelige karenstid på nye CD’ere er langt om længe blevet ophævet, så fra nytår kan I låne den nye musik ligeså snart vi har den i hus. Tak til kulturministeren for dette enestående klarsyn!

Lyt til listen her:






/Benny