En lidt anderledes juleplade

An americana Christmas.

Hvad er americana? En fællesbetegnelse for musik med amerikanske rødder i traditionelle genrer som folk, country, bluegrass, blues, rhythm & blues m.fl. Altså en nutidig musik som med respekt trækker spor tilbage til ”roots” musikken, som den tidligere blev betegnet. Begrebet opstod midt i 90erne og fik officiel status ved oprettelsen af Americana Music Association (AMA).

Sampleren her består af indspilninger publiceret ca. 1963-2014, hvoraf de 6 af dem ikke tidligere har været udgivet. Det er typisk ”laid back” musik, der geografisk dækker det sydlige og sydvestlige USA fra Nashville til det sydlige af Californien. Man kan diskutere, hvor ”julet” musikken og teksterne er efter vor målestok, men samtidig også prøve at forstille sig, hvordan julestemningen måske er i f.eks. Ludlow i Californien, midt i Mojave ørkenen langs den gamle Route 66 her i december måned!

I ønskes alle sammen en rigtig glædelig jul!

/Benny

Lyt til playlisten her:

Ray

Den 10. juni er det 10 år siden den legendariske komponist, arrangør og musiker Ray Charles døde i sit overdådige hjem i Beverly Hills i Californien. Han havde haft et karriereforløb, der strakte sig over mere end 50 år og regnes for den moderne souls grandfather. Blind som seksårig og sort i Georgia og tilmed tidligt forældreløs så det ellers alt andet end lovende ud for stakkels Ray, men han havde et formidabelt talent og en jernvilje til at komme videre. Især i 50’erne begyndte det med flere hits indenfor R&B, et musikalsk genrebegreb opfundet af den legendariske journalist og senere producer Jerry Wexler fra Atlantic Records. Tidligere opererede man med det lidet flatterende begreb ”Race records”, der stammede helt tilbage fra 20’erne. Det betød i realiteten, at sorte musikere forventedes at lave musik for andre sorte, samtidig med at det hvide købestærke publikum pr. definition gik uden om genren. Det lykkedes dog for Ray Charles at gennembryde denne barriere, selv om en stor del af hans musik var rettet mod sorte som ren brugsmusik, dvs. dansemusik til røgfyldte stopfyldte lokaler lørdag aften. Mange mener, at Ray Charles’ stærkeste periode, rent musikalsk ligger i perioden 1955-1965, altså en overgangsperiode hvor han også får et hvidt publikum som begejstrede lyttere. Der sker ovenikøbet det helt usædvanlige, at Ray Charles kaster sig over country & western genren og overlever også dette kamikaze tiltag. I slutningen af 60’erne og langt ind i 70’erne bliver musikken mere pop mainstream, og han udgiver en strøm af Lp’er uden de helt store hits. Han er dog stadig en meget eftertragtet mand på scenen, på grund af sin store professionalisme og karismatiske fremtoning. Han forbliver aktiv resten af sit liv, men puritanere vil nok rynke på næsen af hans musikalske medvirken på diverse Pepsi reklamer og andre ikke markant skelsættende kunstneriske bedrifter. Det skal dog ikke rokke ved, at vi her har haft at gøre med en stor musikalsk personlighed på linje med Elvis Presley og Aretha Franklin, der ligeledes afsøgte brede musikalske græsgange.

Skulle man få lyst til at dykke ned i denne fantastiske musikalske karriere har biblioteket over 10 forskellige CD’ere, der dækker hele hans produktive periode.

Mandens liv som selvfølgelig var mere kompliceret end denne lille notits lader ane, kan man læse om i biografien (ikke oversat til dansk): Michael Lydon: Ray Charles : man and music. 435 sider, 1999. Et must er den fremragende biografisk baserede film ”Ray” fra 2004. Filmen har fokus på perioden 1955-1965 og indbragte skuespilleren Jamie Foxx en Oscar året efter.

/Benny

Lyt til playlisten her:

Orglet i rocken

Hvis du er gammel nok, så kan du sikkert huske, at el-orglet (Hammond/Leslie) havde en væsentlig plads i 60'ernes og 70'ernes rockmusik.

Hammondorglet blev oprindeligt skabt og solgt til små kirker i USA, som et billigt alternativ til pibeorgelet. Det blev hurtigt populært hos nogle jazzmusikere, med Jimmy Smith som den mest prominente udøver og inspirator for bl.a. r&b-ikonet Booker T. Jones. I løbet af 1960'erne og 1970'erne blev orglet også udbredt i pop og rock – især blev det et vigtigt instrument i den såkaldte progressive rock.

OrgelRock playlisten lægger ud med et af de mest ikoniske orglernumre nemlig Booker T. & the M.G.'s Green Onions – over nogle af sentressernes største kunstnere som Janis Joplin, The Doors, Santana og Pink Floyd – til repræsentanter for den spirende heavy rock - Deep Purple og Uriah Heep. Herfra ProgRock grupper som The Nice, Emerson, Lake & Palmer og Yes til noget for hardcore-orgelentusiaster med svenske Hansson & Karlsson som bare bestod af orgel og trommer – og så naturligvis det bedste danske eksempel Savage Rose. Til afslutning de dybt spændende rock/jazz-fusionister Colosseum med et nummer fra deres lp Live - efter min mening den fedeste liveskive!! Dave Greenslade som spillede orgel i Colosseum spiller i øvrigt også vibrafon på pladen – måske et emne for den næste playliste? Rock og marimba?

Sidst i 70'erne blev orglets rolle i rocken gradvis overtaget af synthesizeren og dets efterkommere. Personligt savner jeg Hammondorglets helt specielle lyd og derfor har jeg lavet denne playliste - for at vise hvor bredt det blev brugt og hvor fedt det lød. For nogle bands var orglet blot ét ud af mange instrumenter og en helt naturlig del at bandets sound. Tit tænker man slet ikke over at orglet faktisk var en væsentlig del af bandets lyd/sound.

Listen har naturligvis mangler og vil kunne diskuteres – kom gerne med kommentarer og mishagsytringer ;-)

Lyt evt. også til Hammondorglet i Jazzen på playlisten Heroes of the Hammond på Spotify eller lån cd’erne So Blue, So Funky og So Blue, So Funky, vol. 2 på biblioteket.

/Manfred

Lyt til playlisten her

Godt nyt!!

Ja, der er godt nyt til de tilbageværende fans af de små sølvfarvede blanke skiver! Vi lægger ud med Devon Allman, søn af Gregg Allman fra legendariske Allman Brothers. Sønnike følger i fars fodspor med en solid gang bluesbaseret rock. Adam Ant fra post-punk gruppen Adam and the Ants, der huserede i senhalvfjerdserne har efter en pause på 18 år (!) udsendt et nyt album, der er helt på højde med hans første solo-album ”Friend or foe” fra 1982. Anmelderne var ved at tabe pusten over Nick Caves nyeste udspil. Hør selv hvorfor! Texas guitarikonet Gary Clark Jr., der er blevet sammenlignet med Jimi Hendrix, spiller blues så det er fristende lige at give den en tand til på lydstyrken. Far alene hjemme musik! Darwin Deez fra Brooklyn står for en gang lo-fi, indie solskinspop, der af mange er blevet sammenlignet med ligeledes amerikanske Beck. Folk baserede Tim Easton spiller smuk akustisk ”Americana” på den dér laid back-agtige måde. Sadcore sangerinden Ester Maria debuterer med et flot og overraskende vitalt album, der lover godt for fremtiden. Fra Oxford lyder der fra Foals overvejende lette og melodiøse toner af absolut dansevenlig karakter. Etta James har sunget blues, gospel og soul i en menneskealder, hun døde i 2012. Her er hun i en typisk genudgivelse i 70’er stil, dvs. i det soul-funkede hjørne. Fra den tyske electronica scene kommer Paul Kalkbrenner med sin late-night techno, der render om hjørner med vores sanser. Danske Luth debuterer med en flot og gennemarbejdet pop plade af international tilsnit. Fra Nashville kommer Night Beds med den følsomme singer/songwriter Winston Yellen som frontfigur og inviterer os indenfor i et univers fyldt med hjerte og smerte. Chris Stamey leverer små fine kammerpop ballader med udsøgt orkestrering. De canadiske tvillinger Tegan and Sara springer ud som fuldblods pop-tøser på deres syvende album, nok til nogens forundring, men det er ærlig musik der er godt skruet sammen. Bag Unknown Mortal Orchestra står Ruban Nielson fra Oregon, der med sin backing fremmaner funkede takes med wah-wah guitar og skæve beats. Vi lader gode gamle Richard Thompson slutte af med et for ham typisk udspil i den solide og genkendelige stil.

/Benny

Lyt til listen her: