Viser opslag med etiketten drama. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten drama. Vis alle opslag

tirsdag den 21. februar 2012

En smuk film om at kunne se, selvom man er blind

Rød som himlen
2006
Instrueret af Cristiano Bortone

Mirco er kun 10 år da han mister synet. Han falder ned fra en stol mens han leger med familiens riffel hvilket resulterer i, at riflen går af og krudtet rammer hans øjne. Filmen foregår i de tidlige 70'ere i Italien, og på dette tidspunkt bliver man opfattet som fuldstændig handicappet, hvis man er blind. Mirco må derfor gå på en speciel skole, som styres af nonner, og hvor børnene mest lærer fag, som de kan bruge i deres senere liv som blinde.
En dag finder den filminteresserede Mirco en båndoptager og lærer sig at klippe gamle båndstumper sammen. Han opdager, at ved at optage lyde fra omverdenen, kan han skabe sine helt egne eventyr. Sammen med de andre børn laver han en hel historie som beviser, at lyde sagtens kan stå alene uden billeder.

Filmen tager udgangspunkt i en af Italiens mest succesfulde lydmænd Mirco Mencacci. Det er en livsbekræftende film som samtidig giver et godt billede af, hvordan kirken har haft monopol på blindeundervisning i Italien.


/Nina

fredag den 30. december 2011

Downton Abbey

Downton Abbey er en tv-serie og et klassisk britisk kostumedrama som foregår i årene 1912-14 og i årene 1916-1919. Manuskriptet er skrevet af Julian Fellowes som fik en Oscar for manuskriptet til Gosford Park. Downton Abbey er som Gosford Park - bare uden kriminalgåden og i adskillige flere afsnit.

På godset Downton Abbey bor familien Crawley, Jarlen og grevinden af Grantham, hans rige amerikanske hustru og deres 3 døtre. Godset kan kun arves af et mandligt medlem af familien og derfor har man arrangeret at den ældste datter Mary skal giftes med sin fætter for at bevare både gods og den amerikanske formue i familien.
Serien starter med at familien får besked om at fætteren og hans far er omkommet på Titanic. Det udløser et nyt problem og man finder en ny fætter som er fra Manchester af alle steder.
Downton Abbey er, ligesom BBC-dramaet Upstairs Downstairs, om livet blandt tjenestefolk og herskab med kærlighed, spænding, søskendejalousi og intriger.

Der kræves en hel armé af forskellige slags tjenere for at tage hånd om familien og huset. Man stryger aviserne for herskabet (for at de ikke skulle få tryksværte på hænderne), der tændes op i alle pejse, der laves mad, der poleres sølv og hjælpes med herskabets tøj og påklædning.
Der er klasseforskelle men også blandt tjenestefolket er der en meget nøje hakkeorden. Julian Fellowes vægter ligeligt opmærksomheden på herskab og tjenestefolk.

Huset spiller en meget stor rolle i serien. Det regulerede liv på godset kræver diskretion og det er lige diskretion der karakteriserer fortællingen trods sladder og intriger under overfladen

Serien er et kostumedrama men fanger en tidsånd - den tidlige modernitet. Der er den spirende kvindefrigørelse, den sociale bevægelighed, socialismens fremvækst. Man kører i bil og man får telefon.
De tre søstre som i begyndelsen er ved at kede sig til døde kommer alle til at tilegne sig den nye tidsånd på forskellige måder.

Af de fremragende skuespillerpræstationer kan bl.a. Dame Maggie Smith som jarlens mor fremhæves. Ingen kan som hun sige sine dræbende replikker så skarpt og formfuldendt.
Persongalleriet er interessant og man bliver suget ind i den verden Julian Fellowes, som også hedder Julian Alexander Kitchener-Fellowes, Baron Fellowes of West Stafford har kreeret. Han kender personlig til denne verden da han som barn besøgte slægtninge på forskellige gods.

Og hører du dem som gerne vil se Downton Abbey i virkeligheden så hedder godset eller slottet, Highclere Castle og ligger i Hampshire.

Andre lignende serier er Brideshead Revisited, Herskab og tjenestefolk og den danske Matador.

Agnete


mandag den 26. september 2011

Mad Men


Se "Mad Men" - om et reklamebureau på Madison Avenue.

Stilsikker 60’er retro tv-serie - hvor påklædning, møbler og andet er lavet til perfektion. Vi befinder os i New York i de tidlige 60’ere hvor de traditionelle kønsroller begyndte at krakelere, den politiske bevidsthed vågnede og kommercialismen triumferede og kynismens indtog gjorde verden mindre uskyldig.
Uden at man egentlig mærker det får vi et stykke USA-historie på grænsen til fortiden som går over i samtiden.
Men følg frem for alt den karismatiske, mystiske Don Draper med den filmstjernesmukke kone Betty. Og der er Peggy den unge sekretær der har ambitioner. Og der er den flotte velkorsetterede sekretær Joan der har en affære med en af cheferne. Der pulses løs på cigaretter og vejen til barskabet er kort, alt imens kampen står mellem de kreative og dem der sidder på pengene. Man synes måske det er for meget - men en kendt reklamemand fra den gang har sagt at det var endnu værre…
Alle på Film & Media har for længst set den. Og nu venter vi på fjerde sæson. Hvordan skal det gå? Får Peggy og Don hinanden, hvad sker der med firmaet, bliver Dons mørke hemmelighed afsløret..
Agnete