Viser opslag med etiketten pop. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pop. Vis alle opslag

torsdag den 13. august 2015

Nyt musikalsk kræs.


Vi har i løbet af sommeren fået lidt nye CD’ere på hylderne. I kan lytte til smagsprøverne og så håber vi selvfølgelig, at noget af det vil vække Jeres interesse.

Lukas Grahams længe ventede andet album er nu udkommet, indspillet i Los Angeles og velproduceret til mindste detalje.

Engelske Kid Wave debuterer med et drømmeagtigt guitarbaseret album med gode melodier og fint vokalarbejde.

Den amerikanske pop duo She & Him er gået i lag med klassikerne på deres nye album. Sød nostalgi til de små timer.

På vinyl kommer århusianske Ulvetimen med deres debut med sange på dansk med et underfundigt udtryk bakket op af flot musik.

Neil Young er ude i ekstremerne i sin jagt på miljøsyndere. En hel plade dedikeret som en bandbulle mod et amerikansk firma med navnet Monsanto. For meget? Døm selv! (Jeg har ikke kunnet skaffe tracks fra albummet, så I får i stedet noget ældre Young som efter min mening er mere den ægte vare).

Gill Landry giver den med ægte Americana, rigtigt el-orgel og ballader der kræser om den svære kærlighed.

For bluesfolket er der først danske The Blues Overdrive, hvis nye album er blevet rost til skyerne og har været ugens album i engelske The Blues Show og australske BluesBeat Radio. Duke Robillard er gæstesolist på nogle af numrene. Leo Welch har helt sin egen stil og sound, som er en blanding af traditionel delta tilsat noget hillbilly.

Der er stadig liv i The Chemical Brothers, men kendere må tage diskussionen om hvor stort beatet er hos De Kemiske Brødre nu om stunder!

Fra London kommer 25 årige Lianne La Havas, multiinstrumentalist og folk/soul sanger med sange, som efter sigende skulle have begejstret selveste Prince!

Rammstein fans bør lytte til sanger Till Lindemann, der her sammen med den svenske metalproducer Peter Tägtgren har begået et album, der deler anmelderne. Teksterne er et kapitel for sig, så er alle advaret!!!

Australske Tame Impala har vi et par plader med i forvejen. Deres let psykedeliske toner med gennemarbejdet vokalarbejde flyder ugenert gennem æteren.

Til sidst skal vi have en smagsprøve på århusianske Go Go Berlin, hvis nyligt udgivne album har været værd af vente på. Vi har ikke fået det endnu på biblioteket, men jeg glæder mig allerede nu til at høre mere, når det kommer.

Lyt til smagsprøver på spotify;





tirsdag den 30. juni 2015

Sommer nu!!!

Sommerluft var der ikke meget af i første omgang, så mens vi venter får I så lige endnu en omgang smagsprøver på nye CD’ere. Vi synes der er mange gode ting imellem, selv om genrerne spænder vidt. Så endnu engang: Fat mod! Nu må det snart være sommer!

Fra Nordirland kommer denne hårdtslående trio med  kraftfuld, men også melodisk britpop. Kun på vinyl møder vi Broadcast, der med en blanding af indietronica og psykedelica maler interessante pop collager. Det er mildest talt vanskeligt at lave opsamling med Eric Clapton. Hermed foreligger endnu et forsøg med denne trippel CD med undertitlerne Studio, Live og Blues. Kan man blande old school country med Americana og twiste det med lidt electronica? Tjah…amerikaneren Daughn Gibson gør forsøget og det lyder i hvert fald anderledes! Fra Idaho kommer Eilen Jewell til gengæld og leverer den ægte vare! Oh, my lost highway! Den ægte vare leveres sandelig også af P S 12. Glad dansk pop med traditionsbevidste rødder. Der er 60’er soul over den helt igennem hvide sanger og mundharpespiller Tad Robinson fra New York. En af de helt gamle pionerer indenfor politiske protestsange m.m., Buffy Sainte-Marie er still going strong. Budskabet har ikke ændret sig synderligt, men det har det musikalske udtryk til gengæld. Imponerende! Chris Smither har udsendt en perlerække af smukke guitar albums med rødder i Americana, her er et af dem udsendt i 2012. Fra Georgia kommer sangerinden og sangskriversken  MacKenzie Scott med sine flotte folk-rock ballader stærkt inspireret af bl.a. P J Harvey. Serbiske Ana Popovic lukker med intet mindre end en duet med sin far Milton Popovic. Så flot kan det gøres!

/Benny

Lyt til playlisten her:

torsdag den 21. maj 2015

God pinse!

Øv, det lakker mod enden med de dejlige løse fridage her i foråret. Nu er det pinse og så Grundlovsdag, men heldigvis nærmer den gode danske sommer sig. Så her er lidt smagsprøver på god musik til de kommende lange sommeraftener.

Den kontroversielle walliser Julian Cope er her dokumenteret med en ”best of”, dækkende perioden 1999-2014. Eric og Leigh er brødrene Gibson der spiller uforfalsket bluegrass af den bedste slags. Beth Hart har vi tidligere stiftet bekendtskab med og hun skuffer bestemt heller ikke denne gang. Hvilken stemme! Jes Holtsø (Ja, det er Børge fra Olsen Banden) og erfarne Morten Wittrock er gået sammen om dette solide soul- og bluesinspirerede album med en skyldig tanke til salig Peter Thorup. Wizz Jones er en fornem repræsentant for den bedste del af den engelske folk scene, bl.a. sekunderet af Sandy Jones og John Renbourn. Udvalget her dækker helt fra 1964 til 2014. Det er et par skrappe søstre, Rebecca og Megan Lowell der danner kernen i dette roots sydstatsband. Platinsælgende Londondrenge med smægtende poprytmer, det er svært ikke at rykke fødderne til. Gode gamle Sebastian all by himself med koncertoptagelser fra sidste år. Så smukt og enkelt kan det gøres! Nick Cave møder P J Harvey er der blevet sagt om denne engelske singer/songwriters røgfyldte midnatsballader. Liverpool pigetrio mixer halvskæve popharmonier med innovativt vokalarbejde. Indie pop med et touch af folk leveres af Stornoway fra Oxford. Dwight Yoakam har stille og roligt flyttet sig fra den rene country til det mere rockede, hvor det ind imellem ovenikøbet lyder lidt à la selveste Bruce Springsteen.

/Benny

Lyt til playlisten her:



tirsdag den 5. maj 2015

Maj

De røde faner er blegnet noget efterhånden, og 1. maj er ikke hvad den har været. Arbejdernes internationale kampdag fejres i dag primært af meget unge mennesker i Fælledparken under indtagelse af enorme mængder alkoholiske drikke! Men hvem har i øvrigt set en rigtig arbejder for nylig? En bryggeriarbejder eller en skibsværftsarbejder f.eks.? Nej, vel? De findes nemlig ikke længere.

Efter den obligatoriske Internationale, kan vi lytte til smagsprøver på nye CD’ere her i starten på måneden. Marc Almond fra tidligere Soft Cell har en fin solokarriere bag sig, hvor han har forsøgt sig ud i grænseoverskridende musikalske genrer. Fra Saskatoon, Canada kommer neo-folk bandet The Deep Dark Woods med et lettere anstrøg af Americana. Multiinstrumentalist, sangskriver og producer Duke Garwood er englænder, men har klart en fascination af det store land på den anden side af Atlanten. Den Grammy belønnede producer af (bl.a. Eminem) giver her sit bud på, hvordan en god popsang skal skæres med assistance af bl.a. Lana del Ray. Det er på vinyl, vi skal stifte bekendtskab med Marie Keys nyeste udspil. Lækker pop hele vejen igennem. På bluesplademærket Rounder demonstrerer Pokey LaFarge en skøn sammenkogt ret bestående af bl.a. western swing, ragtime og jug band. Velbekomme! Der er blevet rynket lidt på næsen af Ringos solobedrifter gennem tiderne. Hans nyeste er der ingen grund til at rynke af! Canadiske singer/songwriter Ron Sexsmith er et overset navn herhjemme. Synd og skam for han skriver aldeles fremragende sange. Giv ham en chance, for hvornår har man sidst hørt en hyldestsang til en Sankt Bernhardshund!  Engelske Swervedriver kørere derudaf i bedste 90’er stil med solid shoegaze.  Ulige Numre med supersangskriver Carl Emil Petersen i front cementerer deres position med deres andet udspil. Flot! Med Vinnie Whos nye udspil er den traditionelle diskodans afløst af mere langhårede rytmer, hvilket absolut ikke er så ringe endda. For bluesfolket kommer Bonamassas hyldest til de gamle mestre Muddy Waters og Howlin’ Wolf. Robben Ford svigter selvfølgelig aldrig sit stampublikum, heller ikke denne gang.  Robin Trower er en af de helt store guitar legender, næsten i liga med Jimi Hendrix. Lyt hvorfor! I jazz hjørnet synger Sinne Eeg evergreens, blot akkompagneret af Thomas Fonnesbæk på bas. Tove Ditlevsen har fået en renæssance, og hvad er mere naturligt end at sætte musik til nogle af hendes digte, her fremført af Cathrine Legardh. Vi slutter af med David Sanborn og hans altid smægtende fusionsjazz og så den dér sax!

/Benny

Lyt til playlisten her:


onsdag den 22. april 2015

Fåremåned

Fåremåned eller græsmåned er den gamle nordiske betegnelse for april måned. Her kom fårene og kreaturerne igen på græs efter den lange vintertid. Ifølge folketroen kan der i øvrigt siges om april:

April er en god bryllupsmåned. Hvis april begynder godt vil den ende skidt. Aprils vejr og unge piger er ikke til at stole på. April regn gavner både bonden, præst og degn. Svaler i april varsler en lun sommer.

Lad os i det mindste håbe på vi får det sidste, så mens vi venter kan vi passende lytte til lidt god musik. Vi lægger ud med The Cribs, engelsk brødretrio med aner i punken. Bag navnet Ghostpoet gemmer sig soft rapperen Obaro Ejimiwe, der bl.a. får hjælp fra Paul Smith fra Maximo Park. J. J. Grey & Mofro er et sydstats jam-band, der gør det ud i rock/soul/funk og blues. Jefferson Airplanes legendariske og karismatiske guitarist Jorma Kaukonen er blevet en ældre herre og har ikke længere så travlt, deraf også navnet på hans sidste udspil. Spændende toner lyder der fra new wave sangerinden Julie Campbell fra Manchester her på hendes 2. udgivelse på kvalitetsmærket Warp.  Der er fest og fart over drømmepop bandet Lower Dens fra Baltimore. Of Montreal fra Georgia ledes af Kevin Barnes, der har flyttet bandets lyd fra smal indie til lyttebar elektro-pop. Morten Remars fortid i Back to Back fornægter sig ikke. Fine pop ballader med iørefaldende vokalharmonier. Amerikanske The Sonics har haft en bemærkelsesværdig karriere. Udgav 3 ret vilde rock ’n’roll albums i perioden 1965-66. Herefter næsten 50 års pause, kun afbrudt af et par enkelte ikke-anmelderroste  udgivelser. Så et brag af et comeback hvor de er tilbage til rødderne. Sufjan Stevens fra Detroit tager os med på sin Dylan inspirerede USA rejse med sine fine og følsomme sange. Det er danske Turboweekends 4. album med udgangspunkt i flot elektronica, men nu også med guitar. 5 stjerner sagde Gaffa. Fra Chicago kommer Ryley Walker med sin folk-inspirerede og meget velinstrumenterede musik, der svæver blidt af sted over vandene. Vi har et ældre album fra oktober sidste år. Jeg kan se, det endnu ikke har været lånt ud. Kom så op af hullerne, folkens! God fornøjelse!

/Benny

Lyt til playlisten her:


mandag den 16. marts 2015

Sort sol

Den 20. marts indtræffer en af astronomiens helt store begivenheder. Den totale solformørkelse. Man skal desværre til Færøerne eller Svalbard for at opleve den totale formørkelse, mens vi i Danmark må nøjes med at se ca. 80 % af solen forsvinde. Tusmørke og stilhed sænker sig over landet fra kl. ca. 9.40 – 12.00. Den næste solformørkelse indtræffer i 2021, men her er kun 25 % af solen dækket, og vi skal helt hen til år 2142 for at se en lignende solformørkelse i Danmark!  Husk for Guds skyld solfilter eller specialbriller hvis det skulle være klart vejr på fredag!

Danmarks legendariske punk-band Sort Sol er dokumenteret på et CD-boxsæt på 11 cd’ere. Det kan lånes på biblioteket. Uden sammenligning i øvrigt er danske Alcoholic Faith Mission i gang med deres 7. udgivelse. Elektronisk drømmepop af høj klasse. Med base i Sverige spiller multinationale Blues Pills deres retro bluesrock med et psykedelisk touch.  The Dodos er en duo fra San Francisco der med god percussion som bund afleverer deres energiske klange. Tidligere Oasis mand, storebror Noel er her ude med sit andet solo udspil, som unægtelig smager lidt af…Oasis!  Fra Chicago leverer Liam Hayes retro pop/rock af den mere uskyldige slags.  Mere retro pop og new wave også fra Chicago får vi fra OK Go.  Australske Pond leverer energisk ny-psykedelisk pop på alle tangenterne.  Efter en pause på 35 (!) år spiller legendariske engelske The Pop Group ud med deres 3. album. Post punk med politiske overtoner! Tidligere Imperiet forsanger Joakim Thåstrøm er ikke blevet mildere med årene, men hans dystre og minimalistiske musik i samspil med underfundige tekster gør dybt indtryk. Englænderen Steven Wilson fra Porcupine Tree spiller yderst progressiv musik, som nok taler en del til lytterens indre skævehat! Det er blues og folk af en helt egen støbning, disse hill-billies med det opfindsomme navn leverer.

God fornøjelse med musikken!

/Benny

Lyt til playlisten her:

Marts

Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag. Datoen blev vedtaget på kvindekongressen i København i 1910 under lederskab af Nina Bang, senere verdens første kvindelige minister. Allerede 5 år senere fik kvinderne lige valgret med mænd. Som mand skal jeg ikke gøre mig klog på, hvor vi står i dag, men jeg ved da, at jeg både respekterer min kone og betragter hende som min ligeværdige! Desværre står det grelt til i andre dele af verden som Politiken kunne referere til den anden dag (03.03.2015). Her udtalte en indisk mand til BBC, der havde deltaget i en gruppevoldtægt i 2012, hvor offeret døde følgende: ”En pige er meget mere ansvarlig for voldtægt end en dreng…Hun skulle ikke have kæmpet imod, men ladet voldtægten ske. Så ville de have ladet hende gå, når de var færdige”. Yderligere kommentarer er vist overflødige!

Vi mænd snupper lejligheden til at lytte til lidt musik, så her er smagsprøver på nye CD’ere. Fra Toronto kommer house duoen Art Department med deres elektroniske lydværksted.  Et af de store britiske bands fra 90’erne og 00’erne er stadig i live, og det lyder til at gå ganske godt. Fra Los Angeles med rødder i Cambodia lyder der sære poppsykedeliske toner, som ikke er hørt på den lokale grillbar før! Den tidligere trommeslager i Fleet Foxes, Josh Tillman viderefører de flotte takter med sin kærlighed til Gram Parsons. Sangerinde, sangskriver og multiinstrumentalist Rhiannon Giddens er sød musik i mine ører, hverken mere eller mindre, omend lyden af en 8 cylindret under hjelmen ville have fuldendt oplevelsen! Bag navnet Jib Kidder gemmer multielektronikeren og lydcollagemageren Sean Craig-Schuster sig. Fra San Diego kommer power trioen JOY med guitarorienteret psykedelica. Også fra Vestkysten kommer singer/songwriter Jessica Pratt med sin introverse acid folk. Punch Brothers’ rødder ligger i bluegrass, country, folk og jazz og får herefter et crossover iblandet rock! Rumer består af sangerinden Sarah Joyce, der synger smægtende popsange med et godt øje til bl.a. Karen Carpenter. Supertramp har aldrig lydt bedre her i remastered deluxe edition. John Mooney har hevet country blues guitaren ned fra væggen og giver respekt til en af delta blues’ens store mestre: Son House.

/Benny

Lyt til playlisten her: 


tirsdag den 24. februar 2015

Efter den 15. februar 2015

Vi skal selvfølgelig videre, men det var godt nok en underlig fornemmelse at gå efter morgenbrød om søndagen. Ingen sagde noget, men på en eller anden måde kunne man læse afmagten i folks ansigter. Der er allerede sagt og skrevet meget om denne skændige og fuldstændig meningsløse handling, så vi nøjes med at sende vores tanker og medfølelse til ofrenes efterladte.

Musik er en del af den vestlige verdens kulturgrundlag, så vi forsætter med at købe musik ind. Her er smagsprøver fra nye CD’ere fra februar.

Another day, another time er en dobbelt CD med koncertoptagelser fra Town Hall i New York i 2013. Musikken er en hyldest til Coen brødrenes film ”Inside Llewyn Davis”. Punch Brothers er et blandt mange kompetente navne i dette overflødighedshorn af country, americana og bluegrass. BC Camplight består mest af Brian Christinzio fra New Jersey, der med sin personlige singer/songwriter stil inviterer os indenfor i sit univers.  Bag Bored Nothing står australieren Fergus Miller, der er fascineret af 90’ernes indie rock. Tidligere frontmand i britpop bandet Supergrass udgiver sit andet soloalbum med sædvanlig sans for den gode melodi. Engelske Benjamin Garrett er drivkraften bag dette sofistikerede electronica album.  Også fra Australien kommer Helen Croome med Gossling og synger dejlige popsange med ”aussie” lyd. King Crimson blev betegnet som Englands progressive band nr. 1 gennem en årrække, godt hjulpet på vej af Robert Fripps innovative guitarspil. Hermed 2 femstjernede genudgivelser i remastered versioner. Fra Cleveland stammer Natalie Prass, hvis melodiske lyrik går lige i øregangene. Alle gode gange tre: Sally Seltmann har været i centrum på den australske indiescene i 90’erne og 00’erne. Nu er hun helt sin egen. Endnu et legendarisk britisk band i genudgivelse med indspilninger fra 1975-1981 i deres jazz/rock fusionsperiode. Peter Viskinde har engang sagt, at han var ligeglad med anmeldelser. Nuvel, her er tale om solidt pop håndværk, som mange vil sætte pris på. Vi lukker med Popa, der giver sin egen fortolkning af en af blues’ens  absolutte klassikere.

/Benny

Lyt til playlisten her:


tirsdag den 20. januar 2015

Godt nytår!

En lidt forsinket nytårshilsen fra redaktionen. Året er i gang og knap havde tømmermændene lagt sig, før vi blev vidner til et ufatteligt scenarie i Paris. Måtte alle gode kræfter stå sammen mod disse mørkemænd og deres forkvaklede verdensbillede. Måtte alle gode kræfter også stå sammen om at afvise forvrøvlede forklaringer om, at disse mørkemænd skulle være vor tids ungdomsoprørere! Der er sgu da forskel på at prædike ”Make love not war” og så myrde løs blandt uskyldige mennesker!

Nå, men det er jo en musikklumme, så vi kaster os over lidt nyheder der er ved at lande på biblioteket her i løbet af januar. Fra Californien kommer The Belle Brigade, som er blevet omtalt som det sene Fleetwood Macs arvtagere. Tjah…måske! ”Nothing has changed” hedder Bowies opsamlingsalbum, der dækker et halvt århundredes produktion. Nye lyttere kan starte her. Depeche Mode har et stort og trofast publikum og minsandten om ikke bandet turnerer flittigt, denne gang i Berlin i november 2013. Echo & The Bunnymen turnerer også, selvom man måske skulle tro det var løgn! Live i London, juni 2014. Ex Cops fra Brooklyn består af Brian Harding og Amalie Brun, der begge har andre projekter bag sig. Her med en omgang iørefaldende synth-pop. Mads Langer lancerer en EP med smålækkerier, mens vi venter på et større udspil. Kan der udgives seriøs musik med den 79 årige Jerry Lee Lewis? Svaret er ja! Især når han backes op af folk som Robbie Robertson, Neil Young, Keith Richards m.fl. Abba på amerikansk med country rødder i Nashville??? Lyt til kvartetten Little Big Town! Fra Australien kommer Ne Obliviscaris (Latin: Glem ikke) med en blanding af dødsmetal, jazz og symfoniske rockklange! Americana trioen Puss n Boots med Norah Jones går rent ind hos mig med hyldestsangen til den ikoniske amerikanerbil (Pontiac) GTO. Fra Alabama kommer søstrene Laura og Lydia med deres friske neo-folk rytmer med et touch af country, produceret af T Bone Burnett. Her kommer så chancen for at lære legendariske Simon & Garfunkel at kende. I alt 12 cd’ere frisk fra pressen med alt, hvad de har udgivet i perioden 1964-2008. Texas sangerinden Sunny Sweeney gir den gas med sin lige-ud-af-landevejen countryrock, som samtidig er noget så sjældent som en hyldest til den amerikanske arbejderklasse! Vi lukker og slukker med Doug Tuttle fra New England, der har forladt kult-bandet Mmoss og nu er på egne veje, godt nok lidt inspireret af The Byrds.

/Benny

Lyt til playlisten her


tirsdag den 18. november 2014

Novemberlys

Mens vi venter på julemånedens komme, skal vi lige have overstået november. Af mange betragtet som en kedelig og lidt overflødig måned, lidt ligesom marts. En god måde at fordrive tiden på, er at lytte til god musik. Her er et udvalg af nye cd’ere  fra biblioteket. Lån dem før din nabo!

Som søn af Gregg Allman fra legendariske The Allman Brothers Band har Devon sit musikalske gen i behold og han fortsætter de musikalske traditioner på sit nye album. Fra Mississippi kommer duoen Bass Drum of Death med deres lo-fi garage rock og blæser igennem. Jackson Browne synes uopslidelig her på hans 17. udgivelse. Atter en samling helstøbte ballader i smuk indpakning. Texas guitarikonet Gary Clark har turneret på livet løs. Det er der kommet et brag af en live-plade ud af. Neil Diamond hører til i samme liga som ovennævnte Browne. Imponerende at de holder standarden i årevis. Lisa Ekdahl, Sveriges svar på … ja på hvad, egentlig? Hun er helt sin egen og så den stemme!!! Grunge aflæggerne af Nirvana, Foo Fighters har holdt siden debut’en i 1995 og udsendt en stribe plader af høj kvalitet. Ligeledes denne. Led Zep’s legendariske superalbum foreligger her i remastered version med alternative takes og remix, produceret af Jimmy Page himself. Fra Indianapolis kommer søstrene Lily & Madeleine med en god omgang americana, garneret med deres fortryllende vokalharmonier. Lyt også til First Aid Kit, som de er blevet sammenlignet med. Oh Land fortsætter deres tour de force med stor lyd og internationalt tilsnit, som burde kunne give dem et gennembrud i den store verden. Helt nede på jorden er vi med engelske Kate Rusby, der siden sin barndom har været involveret i den traditionelle folk-scene. Sanne Salomonsen har ”omskrevet” nogle af sine kendte og flotte ballader til en mere afdæmpet form. Ganske vellykket synes jeg. På vinyl får vi den danske trio, der synger pænt engelsk lidt i stil med Bon Iver. Neil Young er ikke til at styre på sin seneste udgivelse. Big Band, swing og arrangementer, man skal være Young for at slippe afsted med. Vi lukker med Texas guitaristen Chris Duarte, der i bedste stil leverer bluesrock, som den lyder på de kanter.

/Benny

Lyt til playlisten her:

onsdag den 16. april 2014

Det er ganske vist…

Så blev det rigtigt forår, og som jeg hvert år siger til min kone…Hold da kæft, det har aldrig været flottere! Man kan have rejst det halve af jorden rundt, og hvad ved jeg. Det danske forår er simpelt hen noget af det smukkeste. Lyt til Beethovens berømte Forårssonate for violin og klaver og bliv herefter positivt overrasket over norske Airbag. De er blevet sammenlignet med ingen ringere end Pink Floyd! Fra Maine kommer Joel Thibodeau med Death Vessel og præsenterer overjordisk flot musik, produceret på Island med hjælp fra bl.a. Jónsi fra Sigur Rós. C.V. Jørgensens hofguitarist Aske Jacoby har været en tur i U.S.A. og har indspillet dette meget fine laid-back guitaralbum. Danske Jomi Massage viser på hendes nye album dystre og slagkraftige sange med klaveret som den faste følgesvend. Australske Kylie Minogue har udsendt stribevis af storsælgende pop albums, og hun ser godt nok fræk ud på mange musikvideoer. Maria Montell behøver vist ingen nærmere præsentation. Efter 9 års pause er hun hjemme igen, klogere og mere moden end nogensinde. Mere dansk, uden dog at lyde det, er The Mountains med Michael Møllers stemme i front. Storladen synthpop. Nikolaj Nørlund sætter musik til sit lyriske univers, og det er han måske en af de bedste til herhjemme. Fra Kansas kommer Seventh Key og slutter af med at spolere den fredelige forårsaften med deres storladne rocklyd og flotte vokalharmonier.

/Benny

Lyt til playlisten her:


torsdag den 10. april 2014

Grøn er vårens hæk.

Også med kælenavnet Aprilvise, skrevet omkring 1820 af Poul Martin Møller (ham med En dansk Students Eventyr). Der kommer fortsat meget god musik på hylderne. Lyt blot til dette udvalg af nyheder.


Den københavnske trio Black Book Lodge debuterer her på vinyl med en gang stonerrock tilsat gode melodier og en intens atmosfære. Scorede 5 stjerner i Gaffa. Cage the Elephant fra Kentucky har især hittet i England med deres alternative indie-rock. Danske Chorus Grant udgiver deres andet album på vinyl . Det er en stærk og gennemført plade indenfor den mere eksperimenterende singer/songwriter tradition. Fra Missouri kommer Dawn Landes, kvindelig singer/songwriter med vaskeægte smuk americana. Engelske Metronomy låner lidt pop og synth og funk fra 80’erne og twister det på deres egen originale måde. Linda Perhacs debuterede i 1970 med albummet ”Parallelograms”, der lige siden har været omgivet af kult. Nu 32 år efter er hun på banen igen (!) med sine syrede og let obskure folk ballader. Den danske elektrorock duo Reptile Youth udsender deres andet album på vinyl, hvor de har tilstræbt den live-stemning, der er et af deres kendetegn.  Guitar ikonet Paul Rodgers (kendt fra bl.a. Free:  All right now) tager os med en tur down memory lane med denne samling klassiske blues og soul ballader. Multiterritoriale Shakira giver den fuld gas med sin energiske latinopotente dansemusik. De tre sidste indslag står i bluesmusikkens tegn og er vidt forskellige. Vores egen Thorbjørn Risager har begået et brag af en plade! Hold øje med hans koncerter i løbet af året. Der er noget at komme efter. Joe Louis Walker spiller lidt mere traditionel blues á la Chicago og omegn og til sidst en kvindelig sangerinde Layla Zoe fra Canada. Vi er lidt i 70’erne men på den absolut gode måde. Flot musik!

/Benny

Lyt til playlisten her: 

fredag den 28. marts 2014

April come she will…


…sang Simon & Garfunkel  på deres legendariske andet album ”Sounds of silence” fra 1966. April er det spæde forårs måned og folk begynder at se lidt gladere ud i ansigterne. Der er dog en bestemt dato, der ikke er så glædelig og ikke må gå i glemmebogen. Jeg tænker naturligvis på den 9. april. Det er i år 74 år siden Danmark mistede sin frihed, på daværende tidspunkt på ubestemt tid. Må det aldrig ske igen! Tilfældigvis er der rigtig meget god dansk musik på den første indkøbsliste i denne måned.

Danske Artillery lægger ud med en gang heavy/trash metal med en flot international lyd. Bob Dylans musik blev fejret ved en jubilæumskoncert i Madison Garden i 1992. Foreligger nu i remastered udgave. Fra Manchester kommer brit-pop bandet Elbow med let minimalistiske vokalarrangementer. Der står også DK bag på Green Lives fra Århus. Folk inspireret indierock af fineste kaliber. Meget mere dansk bliver det ikke end med Hyldemors Grønsaligheder!  Der er bab på piben i selskab med Hans Vinding en aften i Saltlageret i København 1975. (Kun på vinyl selvfølgelig!). Til gengæld lyder Jens Lysdal ikke særlig dansk, hvilket skal ses som en ros til hans flotte folk og country inspirerede ballader, indspillet i selveste Austin, Texas. Leyla McCalla er cellist (!) og debuterer med en spændende CD med hovedvægten lagt på sange til hyldest af den sorte amerikanske digter Langston Hughes (1902-1967). Navneløs debuterer på LP med det ambitiøse ”Værk”, et flot og mættet lydbillede i postrockens tegn. Her er så Angel Olsens tredje udspil, og hun har på trods af efternavnet base i Chicago. Smuk og sitrende singer/song writing. Amerikanske Real Estate gør det ikke sværere end nødvendigt med deres iørefaldende melodier, her en lille hyldest til april. Ligeledes amerikanske Spain har ikke ladet høre fra sig i lange perioder. De var ellers et meget hot navn efter debut’en helt tilbage i 1995, men nu sker der så noget nyt, som dog alligevel lyder bekendt. Vi slutter med danske Two Trick Pony, der mest består af flotte kvindeharmonier backet op af massive guitarstemmer. Bestemt også af internationalt tilsnit.

/Benny

Lyt til playlisten her:




fredag den 14. marts 2014

Marts igen


Det er lyset, der gør den afgørende forskel og heldigvis kommer der mere og mere af det her i marts måned.  En bivirkning er dog, at det samtidig skånselsløst afslører vintersnavs og gamle nullermænd allevegne! I boligen, i bilen, sommerhuset og hvis man har en båd, trænger den garanteret også til en ordendtlig omgang. Når man nu alligevel skal til at knokle med at pudse vinduer eller alt muligt andet, er det oplagt med musik til arbejdet! Blandt håndværkere er det almindeligt, så der må være noget om snakken med at det virker befordrende for arbejdet. Så her er eksempler på ny musik på biblioteket, der alt efter smag og behag kan gøre arbejdet lidt lettere. God fornøjelse!

Roseanne Cash, første barn af hendes berømte far , har aldrig lukreret på familienavnet, men har med egne evner og dygtighed skabt sig en karriere med stribevis af blændende udgivelser. Her er hendes nyeste. Samantha Crain fra Oklahoma er et ret ubeskrevet blad, men jeg er helt væk i hendes fortællende og let minimalistiske folkbaserede ballader. D.A.D. fejrer deres 30 års jubilæum med denne dobbelt-cd. Her er alt det bedste fra den danske supergruppe.  Harlemtrioen The Holmes Brothers har siden 80’erne leveret gode rytmer, baseret på solid blues  krydret med lidt soul og gospel. Juncker & Konservesfabrikken udfolder sig i dette hyldestnummer til en vis hr. Jørgensen, altså C.V.! Det slipper de ret godt fra. L.O.C. er blevet beskyldt for at dyrke lidt for sexistiske udtryk på sit seneste album. Døm selv, men det er jo en del af attituden indenfor genren! Irske James Vincent McMorrows musik lyder langt fra irsk, men kan vel nærmest betegnes som new folk med luftig synth underlægning . Pop Sverige slår til igen! Denne gang med baben Veronica Maggio, som har fået lidt ”voksen” back up fra Håkan Hellström. Fra countrymusikkens hjerte i Tennessee kommer Ashley Monroe, der debuterede som country darling som 19 årig. Efter at have hittet med Pistol Annies i 2011, er hun nu solo og leverer den ægte vare med Vince Gill som producer. Fra Athens, Georgia kommer Matthew Houck med projektet Phosphorescent. En singer/songwriter præstation, der af engelske aviser er blevet sammenlignet med ingen ringere end Kurt Cobain. Prefab Sprout, elsket engelsk 80’er band er stadig i live, hvilket kan høres på denne udmærkede udgivelse.  Jermey Spencer, guitarist i det originale Fleetwood Mac har ikke glemt det gode håndværk, hvilket dette fremragende bluestrack er et godt bevis på. Switchfoot kommer fra San Diego i Californien og leverer flotte pop arrangementer med vokalharmonier og interessant instrumentering. Til sidst kommer Warpaint fra Los Angeles, en pigekvartet med deres atmosfærefyldte indietronic vokaler.

/Benny

Lyt til playlisten her: 

torsdag den 13. februar 2014

Musiksverige

Hur fan gör dom det?

Vi ved det jo godt alle sammen, og det er nogle gange pisseirriterende! Der er rigtig mange ting, svenskerne er gode til. De laver nogle af verdens bedste biler, de har formidable sportsfolk, gode krimiforfattere og så er der musikken! Der er noget særligt ved den svenske musik. Er det de store uendelige skove? Eller de forrevne klippekyster? De endeløse fjelde mod nord? Meget svensk musik er utrolig stemningsmættet og tonearten mol er klart overrepræsenteret. Dette er ikke en gennemgang af svensk musikhistorie, men smagsprøver på spændvidden i svensk musik. Vi starter med et par klassikere og så er der ellers fokus på populærmusikken med supergrupperne, den politiske scene, de mange fremragende kvindelige kunstnere plus det løse. Svensk visetradition er noget særligt, her fortolket af den store operatenor Jussi Björling, Svensk jazz er også et helt kapitel for sig, og Jan Johanssons fortolkninger i ”Jazz på svenska” har været en klassiker længe. En vise til, godt nok af en hollænder, men med et umiskendeligt svenskt touch. Svenskerne har altid været gode til at lade sig inspirere af amerikanske strømninger, især i populærmusikken i 50’erne og 60’erne. Anita Lindbloms gospel hit siger vist alt. Beatgrupperne fra 60’erne er tydeligvis også inspireret udefra. Der er vist ingen tvivl om, at Tages har lyttet til Beatles! Duoen Hansson & Karlsson var helt dem selv med deres kompositioner for trommer og orgel (prøv at få fat i nummeret Tax Free!). Men så skete det lige pludseligt: ABBA vandt melodi grand prix i 1974 med ”Waterloo” og herefter gik det stærkt. En stribe af megasælgende albums, verdensomspændende turnéer, succes uden ende, under stram kontrol af ”koncernchefen” Stikkan Andersson. Men alt får en ende, og i slutningen af 70’erne begyndte det at knirke. Hardcore ABBA analytikere mener allerede at kunne spore tendensen i teksten til ”Knowing me, knowing you” fra 1977. Det havde været virkelig vildt, og nu fik flere svenskere blod på tanden. Europe, Roxette, Ace of Base, The Cardigans og Kent fik alle international succes, men ingen nåede op på siden af ABBA. Sideløbende med den storkapitalistiske musikindustris fremkomster, groede en såkaldt alternativ politisk musikscene op i Sverige (i øvrigt ligesom i Danmark). Den var venstreorienteret og stærkt solidarisk med de undertrykte rundt omkring i verden. Hoola Bandoola Band var det store navn med Mikael Wiehe og Björn Afzelius i forgrunden. De fortsatte senere karrieren med et knap så voldsomt politisk udtryk. Bandet Blå Tåget sang rene parolesange, hvor teksten var vigtigere end det musikalske udtryk. En outsider kunne man kalde Robert Brobjerg, der både var politisk, men også finurlig lyrisk i sine sange, hvoraf nogle oven i købet var på engelsk! Her midt imellem er der så en strøm af forskellige bands med hver deres udtryk, nævnt i flæng Lustans Lakejer, Eldkvarn, Urban Turban, The Mopeds, Bo Kaspers Orkester m.fl.. Imperiet var måske det bedste new wave/punk band i perioden med karismatiske Joakim Thåström i front. Nævnes skal også Ulf Lundell, Sveriges svar på Bruce Springsteen, der med en alenlang karriere bag sig, er hele landets darling og til tider godt stof i sladderspalterne. I nyere tid har især kvindelige kunstnere sat deres umiskendelige præg på den svenske musikscene. Der synges engleblidt og følsomt inden for flere genrer, som viser, jazz, latin og soul-pop. Fælles for disse kunstnere er lækre produktioner, vellyd og igen et umiskendeligt svenskt touch. Sverige har selvfølgelig også en metalscene og en hip-hop kultur, men dem lader vi ligge i denne omgang. Ligeledes den stolte visetradition med bl.a. Bellman, Sjöberg og Taube som er et helt kapitel for sig. Lad os slutte af med et par modpoler i musikalsk udtryk: 70’er syrebandet Träd, Gräs och Stenar, lige kommet ud fra skoven med hjemmelavede musikinstrumenter og dagsaktuelle pop-babe Veronica Maggio.

Hvis man ønsker at vide mere om den svenske musikscene og f.eks. enkelte grupper kan man læse:

Tobias Petterson: The encyclopedia of Swedish progressive music 1967-1979 : from psychedelic experiments to political propaganda. 2007.
Carl Magnus Palm: ABBA : historien om supergruppen. 2008.
Håkan Steen: Kent : texter om Sveriges största rockband. 2007.

Bøgerne kan lånes på biblioteket, og det kan musikken selvfølgelig også!

/Benny

Lyt til playlisten her: 

torsdag den 30. januar 2014

Februar

Her i februar skulle der være gode muligheder for at se nordlys. Vel at mærke i Lappland, eller lignende steder! Det har selvfølgelig umiddelbart intet med musik at gøre, men så alligevel… Skønheden er vel til fælles, så her er smagsprøver på god musik fra uge 3 og 4. Skotske Boards of Canada får her en revival på vinyl, men kan selvfølgelig også høres på CD. Ambient techno på et højt niveau, især skal fremhæves mesterværket fra 1998 ”Music has the right to children”. Vores allesammens Allan Olsen her live med hjælp af bl.a. Marie Bergman, Randi Laubæk og Annika Aakjær i optagelser fra Det Kongelige Teater og Musikhuset i Århus sidste år. Fra hovedstaden debuterer dansk/svensk/australske Sink Ships kun på vinyl med en samling gennemarbejdede og americana inspirerede sange, som anmelderen i Gaffa betegnede som ”overbevisende”. Lyt selv! ”The Boss” behøver ingen nærmere præsentation. Der har været lidt delte meninger om hans seneste udspil, som indeholder bl.a. covernumre og diverse overskudsmaterialer. Måske ikke hans bedste album, men det er stadig Springsteen! New Zealandske lo-fi lydmagere Unknown Mortal Orchestra, her med en mini-LP (ep) optaget hjemme i kælderen. Fra Seattle kommer indie folk/rock bandet The Head and the Heart med deres to første udgivelser, og skal man tage navnet på bandet for pålydende, kan man godt sige at deres musik taler både til hjernen og hjertet. Vidunderdrengene Kenny Loggins og Jim Messina lavede i 70’erne en række lækre og iørefaldende popsange, som de begejstrede et ret stort publikum med. Her foreligger nogle klassiske live-optagelser fra 1972-73, som jeg synes står distancen.

Musik skal der til, og husk så at forsyne Jer rigeligt til vinterferien!

/Benny

Lyt til playlisten her:


onsdag den 15. januar 2014

Laaang januar!

Januar er en lang og kold og dyr måned, der nogle gange kan synes uendelig. Det er meget godt med udsalg, men når man nu har brugt alle pengene på julegaver…? Nå, men så skal det gøre godt med lidt god musik til de lange mørke aftener. Her er lidt smagsprøver på de første nyanskaffelser i det nye år. Vi lægger ud med århusianske Annette Bjergfeldt, som her på sit 3. album synger på modersmålet. Flot album! Det er ikke hver dag, det kan lade sig gøre at høre Nick Cave live, så i stedet kan man lytte til denne live-CD, optaget sidste år på radiostationen KCRW i Californien. På vinyl foreligger nu 3 af Eric Claptons midthalvfjerdser plader, så nye unge lyttere kan passende starte her. Chris Eckman fra tidligere Walkabouts har udgivet et storslået ”roadtrip” album af høj klasse i bedste stil med Springsteens klassiske Nebraska fra 1982. Marie Fredriksson fra hedengangne Roxette har overvundet sin sygdom og synes igen at være i fin form på dette flotte, typisk svenske popalbum. Fra Portland, Oregon kommer instrumentalbandet Grails, hvis lag-på-lag inciterende let psykedeliske univers virker stærkt dragende. Efter en pause på 17 (!) år er Mazzy Star (She hangs brightly) tilbage på deres oprindelige spor med en samling lette og sfæriske drømmeagtige popsange. Techno nouveau af banebrydende kvalitet, skrev de engelske anmeldere om Teeth of the Sea. Døm selv! Vi slutter af med new folk sangerinden Ruth Theodore, som blev rost til skyerne af ”The Guardian” for sit debut-album fra i sommers.

God fornøjelse, og husk det er gratis at låne musik på biblioteket!

/Benny

Lyt til playlisten her:




mandag den 17. juni 2013

All summer long

Sommeren nærmer sig med fuld hast, og hvad vil være mere naturligt end at lytte til lidt god ny musik til grillens lystige knitren, studenterfesterne eller bare en hyggeaften i haven (husk at tænke på naboerne!). Vi præsenterer et udvalg fra uge 19 af bibliotekets nye CD’ere, og så holder redaktionen ellers sommerferie. I kan selv holde øje med kommende nyindkøb på bibliotekets hjemmeside www.biblioteket.horsholm.dk/Voksen/Nyt-paa-hylderne.
Canadiske Besnard Lakes fra Montreal lægger ud med lækker psykedelisk space rock her på deres tredje udgivelse. Sarah Blasko kommer fra Australien og landede i 2005 i USA med bunker af hædersbeviser i bagagen. Det var der fuldt belæg for: Lyt bare til stemmen! Country roots rockeren Steve Earle har snesevis af albums bag sig, alle af høj kvalitet. Vi har flere af hans tidligere plader på hylderne. Countrypop ikonet Don Gibson sprøjtede hits ud i 50’erne og 60’erne. Her må der gerne danses! Indie folk sanger og sangskriver Samuel Beam er hovedmanden bag Iron & Wine, der leverer lækker og afslappet kompositions folk. Norske Kaizers Orchestra er formodentlig kendt blandt et større publikum. Her afslutter de Violeta-trilogien. Grunge pionererne Mudhoney har udgivet et solidt album tro mod traditionerne. Her må der danses igen, for kors hvor det swinger når David Olney præsenterer sine udgaver af ægte ”Americana”. Mere Americana, men i mere nymodens klæder får vi fra honningstemmen Grant-Lee Phillips, bl.a. tidligere medlem af Dream Syndicate. Harper Simon er søn af, ja rigtigt gættet, Paul Simon. Slægtskabet kan høres i de iørefaldende popsange lige efter hjertet. Det skotske post-punk band Simple Minds fejrer en slags 34 års jubilæum med udgivelsen Celebrate. Så er der dømt fed 80’er stemning! Singer/songwriter Chip Taylor har en fantastisk karriere bag sig, både som musiker og sangskriver (han har bl.a. skrevet numrene ”Wild thing” og ”Angel of the morning”). Her er han totalt afslappet og nærmest reciterende i sine fine små ballader. For bluesfolket, purister undtaget, slutter vi af med jugoslaviske Ana Popovic. En kvindelig guitarist uden sidestykke med bund i blues, men med en ustyrlig lyst til at eksperimentere med genren.

Og dog! Jeg kan ikke helt styre mig for at I ikke lige skal have Chip Taylors to klassikere med her:
Juice Newton med ”Angel of the morning” og halvskæve Troggs’ legendariske version af ”Wild thing”. (Hvis naboen alligevel trænger til en lærestreg, kan der med fordel skrues op her!).

God sommer!

/Benny

Lyt til playlisten her:


torsdag den 30. maj 2013

Toner fra det forsvundne DDR

Det var efter Erich Honeckers overtagelse af magten i enhedspartiet SED i 1971 efter Walter Ulbricht, at der begyndte at blæse nye vinde over socialistparadiset DDR. Hidtil havde rockmusik været bandlyst og stemplet som dekadent vestlig forurening. Samtidig med at det blev muligt at købe cowboybukser, voksede der et selvstændigt musikmiljø op i DDR, som i starten fik lov til at udvikle sig relativt ubemærket i forhold til statsovervågningsapparatet. En af de mest populære rockgrupper var Klaus Renft Combo, grundlagt i Leipzig allerede i 1958, men først rigtigt aktive efter ”tøbruddet” i 1971. De spillede deres egen musik uden skelen til, hvad der var politisk korrekt og opnåede kultstatus blandt ungdommen. I 1975 gik det galt, da de skulle aflægge prøve for en ansat i kulturministeriet for at få forlænget deres spillelicens. STASI havde afsagt dommen, bandet var for radikalt i forhold til hvad regimet kunne tolerere og fru kammerat Oelschlägel fra ministeriet meddelte dem, at de ikke længere eksisterede! Deres musik var ikke blot uønsket, den eksisterede ikke længere! For at forstå dette vanvid må man se på konsekvenserne af beslutningen. Deres plader forsvandt øjeblikkeligt fra hylderne, de måtte ikke optræde, al omtale i bøger og blade blev redigeret væk. De havde simpelt hen aldrig eksisteret! Klaus Renft fattede ikke rigtigt, hvad der var foregået. Han havde aldrig ønsket at skade socialismens sag eller sit land, men blot givet udtryk for ungdommens stræben efter forandringer. Han var kosmopolit og uønsket i DDR og nåede vesten i 1975. Anderledes gik det for det andet populære band Karussell. De havde forstået budskabet og spillede en iørefaldende popmusik med tekster, der vanskeligt kunne forarge sindelagskontrollørerne og eksisterer den dag i dag.

DDR-tiden giver stof til forfærdende læsning. For overhovedet at prøve at forstå, hvad der foregik kan det anbefales at læse f.eks.:
Anna Funder: Stasiland
Guido Knopp: Goodbye DDR
Mikael Busch: Knud og Vera
Markus Wolf: Manden uden ansigt
Jesper Clemmensen: Flugtrute Østersøen

Musikinteresserede der vil gå i dybden vil kunne læse:
Mark Fenemore: Sex, thugs and rock ’n’ roll : teenage rebels in Cold-War East Germany 

Der kan lyttes til:
Das beste aus der DDR  (3 cd’ere med rock, pop og kult)
Die Partei hat immer Recht (Partipropagandasange og politiske viser)
Klaus Renft: Klaus Renft Combo Nr. 1

/Benny

Lyt til listen her: 


torsdag den 14. marts 2013

Godt nyt!!


Ja, der er godt nyt til de tilbageværende fans af de små sølvfarvede blanke skiver! Vi lægger ud med Devon Allman, søn af Gregg Allman fra legendariske Allman Brothers. Sønnike følger i fars fodspor med en solid gang bluesbaseret rock. Adam Ant fra post-punk gruppen Adam and the Ants, der huserede i senhalvfjerdserne har efter en pause på 18 år (!) udsendt et nyt album, der er helt på højde med hans første solo-album ”Friend or foe” fra 1982. Anmelderne var ved at tabe pusten over Nick Caves nyeste udspil. Hør selv hvorfor! Texas guitarikonet Gary Clark Jr., der er blevet sammenlignet med Jimi Hendrix, spiller blues så det er fristende lige at give den en tand til på lydstyrken. Far alene hjemme musik! Darwin Deez fra Brooklyn står for en gang lo-fi, indie solskinspop, der af mange er blevet sammenlignet med ligeledes amerikanske Beck. Folk baserede Tim Easton spiller smuk akustisk ”Americana” på den dér laid back-agtige måde. Sadcore sangerinden Ester Maria debuterer med et flot og overraskende vitalt album, der lover godt for fremtiden. Fra Oxford lyder der fra Foals overvejende lette og melodiøse toner af absolut dansevenlig karakter. Etta James har sunget blues, gospel og soul i en menneskealder, hun døde i 2012. Her er hun i en typisk genudgivelse i 70’er stil, dvs. i det soul-funkede hjørne. Fra den tyske electronica scene kommer Paul Kalkbrenner med sin late-night techno, der render om hjørner med vores sanser. Danske Luth debuterer med en flot og gennemarbejdet pop plade af international tilsnit. Fra Nashville kommer Night Beds med den følsomme singer/songwriter Winston Yellen som frontfigur og inviterer os indenfor i et univers fyldt med hjerte og smerte. Chris Stamey leverer små fine kammerpop ballader med udsøgt orkestrering. De canadiske tvillinger Tegan and Sara springer ud som fuldblods pop-tøser på deres syvende album, nok til nogens forundring, men det er ærlig musik der er godt skruet sammen. Bag Unknown Mortal Orchestra står Ruban Nielson fra Oregon, der med sin backing fremmaner funkede takes med wah-wah guitar og skæve beats. Vi lader gode gamle Richard Thompson slutte af med et for ham typisk udspil i den solide og genkendelige stil.

/Benny

Lyt til listen her: