Højrøvet og klokkeklar gadepoesi anbefales.

Man tager to slidte englændere (den ene skal være fra Nottingham), og udstyrer dem med en trommemaskine og en bærbar computer. De skal helst være sure på the establishment, og bruge nogle ord og vendinger der ikke ville gå an i den etablerede presse. Så får man en konstellation der kunne minde om under-underklassens svar på Pet Shop Boys.

De hedder Sleaford Mods og har en arrig, social indignation over alt hvad der ikke lige passer i deres verdensbillede. Sådan er det jo altid: man skælder ud på det man ikke selv har.
Disse to gutter gør det bar ikke uden ironi, humor og charme. Hvis man kan holde ud at høre på det.
I længden er de monotone beats måske trættende, og forsangeren Jason Williams kan godt blive  lidt for vrængende i lidt for lang tid. Det er ikke alt der er guld, men lyt en gang til numre som Mcflurry eller My Jampandy. Det er charmerende socialrealisme tilsat nordengelsk vrængeri.

Svedig guitar anbefales!

Så sidder man her og sveder på kontoret. Udenfor synger fuglene ikke længere. De er fløjet nordpå til koldere himmelstrøg. Gid jeg havde vinger, så jeg kunne følge med dem op og få lidt frost. Bare i 5 minutter.

Hvis jeg skal svede, skal andre også svede! Derfor vil jeg anbefale to svedige udgivelser af to svedige grupper;

Den ene er guitaristen Bill Frisell med hans  eminente blues/rock/jazz udspil fra 1998, Gone, just like a train. Jeg stødte ind i den for et par år siden, og jeg husker at det var mig der kom mest til skade. Alene åbningsnummeret, Blues for Los Angeles, er en rå og syret tour de force gennem en 'guitaristisk' dystopi. Som at lytte til forfatteren Cormac McCarthy spille banjo.

Den anden udgivelse er det besynderlige band, The Greg Foat Group, og deres The Dancers at the End of Time. Jeg hørte nummeret Riff for Raff på P8-jazz, og faldt straks for det melodiøse groove, der gør nummeret til en svedig ørehænger (som om her ikke er varmt nok i forvejen!). Resten af udgivelsen fulgte lystigt med. Klik på logoet, og lyt løs:

Der er intet nyt under solen på disse udgivelser, men det de gør, gør de cool. Og det er lige det jeg har brug for, nu jeg ikke kan flyve.

/Michael

Lyt til Bill Frisell Gone, just like a train her:

Lyt til The Greg Foat Group The Dancers at End of Time:

Uge 41

Så dykker vi endnu engang ned i bunken med nye CD’ere på biblioteket. Tori Amos har udgivet sit 13. album som ligger i fin forlængelse af det forrige med ”klassisk” instrumentering og fine storladne sange. Seattle bandet Band of Horses kaster ikke ligefrem om sig med nyudgivelser, men deres fjerde album skuffer bestemt heller ikke. Flotte rockperler i godt tempo og fint afstemt opsætning. Brønderslev-kvartetten The Blue Van har væltet mange musikfestivaller med deres ligefremme energi-rock. Måske ikke ligefrem nyskabende, men absolut holdbart. Den amerikanske sangerinde Angela Correa har lagt navn til bandet med de smukke og overvældende sange af en nærmest hypnotisk intensitet. Marie Fisker leverer et flot nyt album med en international lyd der fortjener opmærksomhed langt ud over landets grænser. Green Day leverer som sædvanligt en solid gang poppunk uden de store dikkedarer. Holy Other er et ambient/electronica projekt der kræver noget af sin lytter. Duer ikke som baggrundsmusik til opvasken! Gentlemanrapperen L.O.C. udgiver efterfølgeren til hans meget roste Prestige, paranoia, persona vol. 1. No Doubt har udsendt et nærmest comebackagtigt album der bestemt ikke vil skuffe deres fans. Bundsolid pop med rødder i traditionen. Sex Pistols legendariske Never mind the bollocks… er blevet støvet af og har fået tilføjet diverse bonus-tracks samt live-optagelser. Hør eller genhør dette stykke punkhistorie. Tedeschi Trucks Band skal man desværre rejse langt for at høre live, idet de har base i U.S.A. Men lyt til dette brag af en live-plade og lad os så håbe, deres vej en dag falder forbi heromkring. Det er 24 år siden Tanita Tikaram bragede igennem med debuten Ancient Heart. Siden er det gået lidt op og ned, men det lugter lidt af et comeback for hende med det bedste album i lang tid. Vi slutter af med Two Gallants fra San Francisco, der leverer hardrock á la Americana med tryk på!

Og så lige en rigtig god nyhed! Den tåbelige karenstid på nye CD’ere er langt om længe blevet ophævet, så fra nytår kan I låne den nye musik ligeså snart vi har den i hus. Tak til kulturministeren for dette enestående klarsyn!

Lyt til listen her:

/Benny

Downton Abbey

Downton Abbey er en tv-serie og et klassisk britisk kostumedrama som foregår i årene 1912-14 og i årene 1916-1919. Manuskriptet er skrevet af Julian Fellowes som fik en Oscar for manuskriptet til Gosford Park. Downton Abbey er som Gosford Park - bare uden kriminalgåden og i adskillige flere afsnit.

På godset Downton Abbey bor familien Crawley, Jarlen og grevinden af Grantham, hans rige amerikanske hustru og deres 3 døtre. Godset kan kun arves af et mandligt medlem af familien og derfor har man arrangeret at den ældste datter Mary skal giftes med sin fætter for at bevare både gods og den amerikanske formue i familien.

Serien starter med at familien får besked om at fætteren og hans far er omkommet på Titanic. Det udløser et nyt problem og man finder en ny fætter som er fra Manchester af alle steder.

Downton Abbey er, ligesom BBC-dramaet Upstairs Downstairs, om livet blandt tjenestefolk og herskab med kærlighed, spænding, søskendejalousi og intriger.

Der kræves en hel armé af forskellige slags tjenere for at tage hånd om familien og huset. Man stryger aviserne for herskabet (for at de ikke skulle få tryksværte på hænderne), der tændes op i alle pejse, der laves mad, der poleres sølv og hjælpes med herskabets tøj og påklædning.

Der er klasseforskelle men også blandt tjenestefolket er der en meget nøje hakkeorden. Julian Fellowes vægter ligeligt opmærksomheden på herskab og tjenestefolk.

Huset spiller en meget stor rolle i serien. Det regulerede liv på godset kræver diskretion og det er lige diskretion der karakteriserer fortællingen trods sladder og intriger under overfladen

Serien er et kostumedrama men fanger en tidsånd - den tidlige modernitet. Der er den spirende kvindefrigørelse, den sociale bevægelighed, socialismens fremvækst. Man kører i bil og man får telefon.

De tre søstre som i begyndelsen er ved at kede sig til døde kommer alle til at tilegne sig den nye tidsånd på forskellige måder.

Af de fremragende skuespillerpræstationer kan bl.a. Dame Maggie Smith som jarlens mor fremhæves. Ingen kan som hun sige sine dræbende replikker så skarpt og formfuldendt.

Persongalleriet er interessant og man bliver suget ind i den verden Julian Fellowes, som også hedder Julian Alexander Kitchener-Fellowes, Baron Fellowes of West Stafford har kreeret. Han kender personlig til denne verden da han som barn besøgte slægtninge på forskellige gods.

Og hører du dem som gerne vil se Downton Abbey i virkeligheden så hedder godset eller slottet, Highclere Castle og ligger i Hampshire.

Andre lignende serier er Brideshead Revisited, Herskab og tjenestefolk og den danske Matador.

Agnete

Coupling

BBC's tv-serie Coupling handler - i lighed med den amerikanske, velfriserede og tandløse situationskomedie Venner - om seks neurotiske storbymennesker omkring de 30..

Serien - med manuskript forfattet af Steven Moffat - blev i Politiken beskrevet som ”en europæisk krydsning af ”Seinfeld” og ”Venner”, idet den også handler om en gruppe middelklasse singler sidst i tyverne og først i trediverne, der har forlænget puberteten hinsides enhver rimelighed”.

Der er den søde Steve, pigejægeren Patrick, mærkelige Jeff, hæmningsløse Susan, neurotiske Sally og manipulerende Jane.

Serien tager fat i trivielle, hverdagsagtige situationer og tager disse ud på surrealistiske rejser som efterlader de implicerede fortabte og ikke på nogen måde klogere. Og den tager i modsætning til den mere bornerte Venner fat på de mere pinagtige sider i kærlighedslivet.

Jeffs seksuelle fantasier udøver en tvingende fascination på seerne. Bryster, ender og bukser bl.a. udgør emnerne i vennernes analyseren af relationer og situationer der ses fra begge køns sider.

Coupling ville være en amerikansk annoncørs mareridt da den er politisk ukorrekt og alt for eksplicit hvad gælder sex.
Den er genuint morsom og lægger sig tæt op ad andre britiske serier som Fawlty Towers, Blackadder og mange andre. Absurd, intelligent, klassisk situationskomik. Nyd den!

Det siges at tv-serier er de nye føljeton-romaner. De kan minde om de episke 1800-tals romaner af Balzac, Dostojevskij og Trollope. Coupling er dog ikke episk på nogen måde men vi har andre serier som Sopranos, Familien Ashton og sidst men ikke mindst danske Matador.

Agnete

Reserver Coupling