Viser opslag med etiketten house. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten house. Vis alle opslag

mandag den 16. marts 2015

Marts

Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag. Datoen blev vedtaget på kvindekongressen i København i 1910 under lederskab af Nina Bang, senere verdens første kvindelige minister. Allerede 5 år senere fik kvinderne lige valgret med mænd. Som mand skal jeg ikke gøre mig klog på, hvor vi står i dag, men jeg ved da, at jeg både respekterer min kone og betragter hende som min ligeværdige! Desværre står det grelt til i andre dele af verden som Politiken kunne referere til den anden dag (03.03.2015). Her udtalte en indisk mand til BBC, der havde deltaget i en gruppevoldtægt i 2012, hvor offeret døde følgende: ”En pige er meget mere ansvarlig for voldtægt end en dreng…Hun skulle ikke have kæmpet imod, men ladet voldtægten ske. Så ville de have ladet hende gå, når de var færdige”. Yderligere kommentarer er vist overflødige!

Vi mænd snupper lejligheden til at lytte til lidt musik, så her er smagsprøver på nye CD’ere. Fra Toronto kommer house duoen Art Department med deres elektroniske lydværksted.  Et af de store britiske bands fra 90’erne og 00’erne er stadig i live, og det lyder til at gå ganske godt. Fra Los Angeles med rødder i Cambodia lyder der sære poppsykedeliske toner, som ikke er hørt på den lokale grillbar før! Den tidligere trommeslager i Fleet Foxes, Josh Tillman viderefører de flotte takter med sin kærlighed til Gram Parsons. Sangerinde, sangskriver og multiinstrumentalist Rhiannon Giddens er sød musik i mine ører, hverken mere eller mindre, omend lyden af en 8 cylindret under hjelmen ville have fuldendt oplevelsen! Bag navnet Jib Kidder gemmer multielektronikeren og lydcollagemageren Sean Craig-Schuster sig. Fra San Diego kommer power trioen JOY med guitarorienteret psykedelica. Også fra Vestkysten kommer singer/songwriter Jessica Pratt med sin introverse acid folk. Punch Brothers’ rødder ligger i bluegrass, country, folk og jazz og får herefter et crossover iblandet rock! Rumer består af sangerinden Sarah Joyce, der synger smægtende popsange med et godt øje til bl.a. Karen Carpenter. Supertramp har aldrig lydt bedre her i remastered deluxe edition. John Mooney har hevet country blues guitaren ned fra væggen og giver respekt til en af delta blues’ens store mestre: Son House.

/Benny

Lyt til playlisten her: 


onsdag den 3. oktober 2012

Nyt fra uge 36

Biblioteket køber stadig musik på CD, omend i mindre omfang end tidligere. De digitale musiktjenester er attraktive for mange musikelskere og er et fleksibelt alternativ til CD-afspilleren. Vi får ny musik tilbudt på ugelister, så her er smagsprøver på noget af den nye musik, vi har købt i en tilfældig uge, altså her uge 36.

Bloc Party’s længe ventede fjerde album favner musikalsk meget bredt og har denne gang meget stærke islæt af regulær rock. Ry Cooder behøver vist ikke nærmere introduktion. Veteranen har denne gang viet et helt album til det amerikanske præsidentvalg, og der er vist ingen tvivl om, hvor hans sympatier ligger! Dntel er kunstnernavnet for amerikaneren James Scott Tamborello. Hans musik er projektorienteret elektropop med en bred vifte af programmerede lydeffekter. Electrospective er en sampler dækkende perioden 1963-2012 indenfor genrer som electronica, house, new wave og krautrock. Meget af indholdet er kendte sager, men nu i spændende edit-versioner. Uopslidelige Alanis Morissette skuffer garanteret ikke sine mange fans med dette nye album med gedigne popsange i flotte arrangementer. For metaldrengene er der mulighed for at stifte bekendtskab med amerikanske Periphery’s to albums, der må siges at være i den eksperimenterende og progressive ende af metalskalaen. Ariel Pink’s Haunted Graffiti er psykedelisk westcoastrock i en moderne og kompromisløs, men også lyttevenlig udgave. Emily Portman har etableret sig på den moderne engelske folk scene med sine let syrede ballader, som af The Observer blev betegnet som ”A remarkable and original debut”. Amerikanske Wild Nothing præsenterer deres fængende melodier i et univers med lækre synths, luftige guitarer og inciterende sange. Indiepop af høj klasse. Vi slutter med Brooklyn-kvartetten Yeasayer, der går deres egne veje indenfor den alternative dansemusik, der her får et let syret vrid med brug af alternative instrumenter og lyde.

God fornøjelse og Pokker ta’ karenstiden på CD’ere, der gør det umuligt for biblioteket at opfylde bibliotekslovens krav om aktualitet.

Lyt til listen her:





/Benny