Viser opslag med etiketten funk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten funk. Vis alle opslag

onsdag den 3. juni 2015

Grundlovsdag

Det er som bekendt grundlovsdag d. 5. juni. Det er det tætteste vi kommer på en slags nationaldag i Danmark. Dagen var oprindelig en festdag til fejring af demokratiets fredelige indførelse  i 1849 med daværende kong Frederik d. Syvendes stiltiende accept af enevældens ophør. Siden blev loven ændret i 1915, hvor kvinderne fik valgret, og sidenhen igen i 1953 med ændringerne i arvefølgen for kongehuset som den væsentligste ændring. I dag er dagen præget af partipolitiske aktiviteter med taler og møder landet rundt, og selvfølgelig lige nu især af enorme mængder mere eller mindre veltillavet valgflæsk! Nyd dagen, og os fædre bliver forhåbentligt  mindet om, at det også er fars dag!

Musikelskere kan få en forsmag på en stak nye CD’ere her fra starten af juni. Fra London kommer Django Django med indietronic med vægt på vokalarbejdet. Det alternative funk metalband fra San Francisco har været på banen siden 1985 og har overlevet, selv om der går lidt længe mellem udgivelserne. Kultbandet The Killers måtte sige farvel til deres karismatiske frontfigur Brandon Flowers i 2010. Dette er hans andet soloudspil. Fra Toronto, Canada kommer trioen med den store lyd med rødder i folk, men med et moderne udtryk i formen. Produceren Mike Simonetti står bag electronica projektet her sammen med sangerinde Elizabeth Wight som reciterer en Bruce Springsteen klassiker (hvad han så ellers måtte synes om det!). Jackson Scott fra USA gør det i neo-psychedelia, som efter sigende skulle kunne gøre Syd Barrett (ex. Pink Floyd) lykkelig! Svenskerne kan bare det dér med at lave stor musik med et internationalt anstrøg. Vi lukker med en gang hudløs smuk delta-blues, ovenikøbet udført af en canadier!

/Benny

Lyt til playlisten her: 


onsdag den 22. april 2015

Fåremåned

Fåremåned eller græsmåned er den gamle nordiske betegnelse for april måned. Her kom fårene og kreaturerne igen på græs efter den lange vintertid. Ifølge folketroen kan der i øvrigt siges om april:

April er en god bryllupsmåned. Hvis april begynder godt vil den ende skidt. Aprils vejr og unge piger er ikke til at stole på. April regn gavner både bonden, præst og degn. Svaler i april varsler en lun sommer.

Lad os i det mindste håbe på vi får det sidste, så mens vi venter kan vi passende lytte til lidt god musik. Vi lægger ud med The Cribs, engelsk brødretrio med aner i punken. Bag navnet Ghostpoet gemmer sig soft rapperen Obaro Ejimiwe, der bl.a. får hjælp fra Paul Smith fra Maximo Park. J. J. Grey & Mofro er et sydstats jam-band, der gør det ud i rock/soul/funk og blues. Jefferson Airplanes legendariske og karismatiske guitarist Jorma Kaukonen er blevet en ældre herre og har ikke længere så travlt, deraf også navnet på hans sidste udspil. Spændende toner lyder der fra new wave sangerinden Julie Campbell fra Manchester her på hendes 2. udgivelse på kvalitetsmærket Warp.  Der er fest og fart over drømmepop bandet Lower Dens fra Baltimore. Of Montreal fra Georgia ledes af Kevin Barnes, der har flyttet bandets lyd fra smal indie til lyttebar elektro-pop. Morten Remars fortid i Back to Back fornægter sig ikke. Fine pop ballader med iørefaldende vokalharmonier. Amerikanske The Sonics har haft en bemærkelsesværdig karriere. Udgav 3 ret vilde rock ’n’roll albums i perioden 1965-66. Herefter næsten 50 års pause, kun afbrudt af et par enkelte ikke-anmelderroste  udgivelser. Så et brag af et comeback hvor de er tilbage til rødderne. Sufjan Stevens fra Detroit tager os med på sin Dylan inspirerede USA rejse med sine fine og følsomme sange. Det er danske Turboweekends 4. album med udgangspunkt i flot elektronica, men nu også med guitar. 5 stjerner sagde Gaffa. Fra Chicago kommer Ryley Walker med sin folk-inspirerede og meget velinstrumenterede musik, der svæver blidt af sted over vandene. Vi har et ældre album fra oktober sidste år. Jeg kan se, det endnu ikke har været lånt ud. Kom så op af hullerne, folkens! God fornøjelse!

/Benny

Lyt til playlisten her:


torsdag den 10. april 2014

Grøn er vårens hæk.

Også med kælenavnet Aprilvise, skrevet omkring 1820 af Poul Martin Møller (ham med En dansk Students Eventyr). Der kommer fortsat meget god musik på hylderne. Lyt blot til dette udvalg af nyheder.


Den københavnske trio Black Book Lodge debuterer her på vinyl med en gang stonerrock tilsat gode melodier og en intens atmosfære. Scorede 5 stjerner i Gaffa. Cage the Elephant fra Kentucky har især hittet i England med deres alternative indie-rock. Danske Chorus Grant udgiver deres andet album på vinyl . Det er en stærk og gennemført plade indenfor den mere eksperimenterende singer/songwriter tradition. Fra Missouri kommer Dawn Landes, kvindelig singer/songwriter med vaskeægte smuk americana. Engelske Metronomy låner lidt pop og synth og funk fra 80’erne og twister det på deres egen originale måde. Linda Perhacs debuterede i 1970 med albummet ”Parallelograms”, der lige siden har været omgivet af kult. Nu 32 år efter er hun på banen igen (!) med sine syrede og let obskure folk ballader. Den danske elektrorock duo Reptile Youth udsender deres andet album på vinyl, hvor de har tilstræbt den live-stemning, der er et af deres kendetegn.  Guitar ikonet Paul Rodgers (kendt fra bl.a. Free:  All right now) tager os med en tur down memory lane med denne samling klassiske blues og soul ballader. Multiterritoriale Shakira giver den fuld gas med sin energiske latinopotente dansemusik. De tre sidste indslag står i bluesmusikkens tegn og er vidt forskellige. Vores egen Thorbjørn Risager har begået et brag af en plade! Hold øje med hans koncerter i løbet af året. Der er noget at komme efter. Joe Louis Walker spiller lidt mere traditionel blues á la Chicago og omegn og til sidst en kvindelig sangerinde Layla Zoe fra Canada. Vi er lidt i 70’erne men på den absolut gode måde. Flot musik!

/Benny

Lyt til playlisten her: 

fredag den 28. februar 2014

Marts

Marts måned eller Thors måned, som den hed i meget gamle dage er den måned hvor sneen smelter. Den er også ekstremernes måned rent vejrmæssigt, idet den laveste temperatur nogensinde blev målt til – 24 ¤C i 1942 og den højeste til + 22,2 ¤C i 1990! Musik kan også være præget af ekstremer rent genremæssigt, og dette udvalg af nye CD’ere og vinyler, der bliver tilgængelige i marts spænder meget vidt. Lyt selv!

Engelske Daniel Avery udsendte sit første soloalbum i oktober sidste år. Electronica med inspiration fra Chemical Brothers og Underworld. Fra North Carolina kommer The Avett Brothers med rødder i bluegrass og folk, men med en klanglig glidende kobling til rock. Producer er ingen ringere end Rick Rubin. Fra England kommer Cocos Lovers med deres 3. album. Musikken er en fascinerende blanding af new folk med et stænk af afrikanske rytmer og en stemning af laid back americana. Legendariske folksinger Nick Drake nåede i sit korte liv (han blev 26 år) kun at indspille 3 plader. Disse har i dag kultstatus og har alle opnået maximum rating i Allmusic Guide, hvilket er usædvanligt. På sort vinyl foreligger her hans første LP (kan også lånes på CD). Med næsten en halv snes udgivelser bag sig, er Patty Griffin fra Maine ikke just ny i faget. Hun laver nogle forbandet flotte sange, og jeg kommer til at tænke lidt på måske gode gamle Emmylou Harris når jeg hører dem. På dette udspil medvirker Robert Plant på et par numre. Hiss Golden Messenger ligeledes fra North Carolina er hovedsageligt et tomands projekt, der meget originalt giver folk og country genren et touch af psykedelika. Jason Isbell var sanger og guitarist i outlaw bandet Drive-By Truckers, inden han i 2007 påbegyndte en solokarriere. Dette er hans sjette udspil med sydstatsrock af høj klasse. New Yorker soul/funk bandet Dap Kings med Sharon Jones som frontfigur har en lang historie bag sig, bl.a. som backing til Amy Winehouse. Her leverer de pure soul uden de store dikkedarer. Hvis der er nogen, der kan huske det fine amerikanske band Pavement, vil de også kunne nikke genkendende til navnet Stephen Malkmus. Det er blevet til seks flotte soloudgivelser, hvoraf den sidste her har lo-fi karakter. Fra Canada kommer trioen MonkeyJunk med deres sofistikerede bluesrock, der af amerikanske anmeldere blev nævnt som et af de bedste 10 albums indenfor sin genre sidste år. For metalfolket har vi denne gang Pelican fra Chicago.
Et rent instrumentalt udspil, flot komponeret og struktureret i genren ”art metal”. Danske post-grungere Surfact har genindspillet de bedste numre fra deres tre albums, nu i akustiske versioner. Et farligt projekt, men det holder fremragende! Fra Chicago kommer guitarist Dave Riley og mundharpespiller Bob Corritore, der her på pladen demonstrerer deres kærlighed til den ægte Chicago blues med dens rå og uspolerede lyd, og kors hvor det swinger!

Glem ikke musikken! Og husk så på, at der er fire Tycho Brahes-dage i marts, nemlig d. 1., 4., 14. og 15!

/Benny

Lyt til playlisten her:


torsdag den 14. marts 2013

Godt nyt!!


Ja, der er godt nyt til de tilbageværende fans af de små sølvfarvede blanke skiver! Vi lægger ud med Devon Allman, søn af Gregg Allman fra legendariske Allman Brothers. Sønnike følger i fars fodspor med en solid gang bluesbaseret rock. Adam Ant fra post-punk gruppen Adam and the Ants, der huserede i senhalvfjerdserne har efter en pause på 18 år (!) udsendt et nyt album, der er helt på højde med hans første solo-album ”Friend or foe” fra 1982. Anmelderne var ved at tabe pusten over Nick Caves nyeste udspil. Hør selv hvorfor! Texas guitarikonet Gary Clark Jr., der er blevet sammenlignet med Jimi Hendrix, spiller blues så det er fristende lige at give den en tand til på lydstyrken. Far alene hjemme musik! Darwin Deez fra Brooklyn står for en gang lo-fi, indie solskinspop, der af mange er blevet sammenlignet med ligeledes amerikanske Beck. Folk baserede Tim Easton spiller smuk akustisk ”Americana” på den dér laid back-agtige måde. Sadcore sangerinden Ester Maria debuterer med et flot og overraskende vitalt album, der lover godt for fremtiden. Fra Oxford lyder der fra Foals overvejende lette og melodiøse toner af absolut dansevenlig karakter. Etta James har sunget blues, gospel og soul i en menneskealder, hun døde i 2012. Her er hun i en typisk genudgivelse i 70’er stil, dvs. i det soul-funkede hjørne. Fra den tyske electronica scene kommer Paul Kalkbrenner med sin late-night techno, der render om hjørner med vores sanser. Danske Luth debuterer med en flot og gennemarbejdet pop plade af international tilsnit. Fra Nashville kommer Night Beds med den følsomme singer/songwriter Winston Yellen som frontfigur og inviterer os indenfor i et univers fyldt med hjerte og smerte. Chris Stamey leverer små fine kammerpop ballader med udsøgt orkestrering. De canadiske tvillinger Tegan and Sara springer ud som fuldblods pop-tøser på deres syvende album, nok til nogens forundring, men det er ærlig musik der er godt skruet sammen. Bag Unknown Mortal Orchestra står Ruban Nielson fra Oregon, der med sin backing fremmaner funkede takes med wah-wah guitar og skæve beats. Vi lader gode gamle Richard Thompson slutte af med et for ham typisk udspil i den solide og genkendelige stil.

/Benny

Lyt til listen her: