The Darjeeling Limited

Jeg er stor fan af Wes Anderson som står bag geniale film som Rushmore (1998), The Royal Tenenbaums (2001), The Life Aquatic with Steve Zissou (2004) og den stop-motion animerede Fantastic Mr. Fox (2009). Hans film bærer præg af en form for akavethed og  humor som sammen med rigtig mange detaljer både i de fysiske omgivelser og hos selve personerne udgør grundlaget for handlingen. Alle personer har altid nogle helt bestemte karaktertræk som beskrives i mindste detalje og det er netop dette der gør Wes Andersons film så gode. Det er nemlig sammenstødet mellem hans karakterer som afgøres af, hvem og hvad de er og hvordan de reagerer i en bestemt situation. Det samme gælder for denne film fra 2007 The Darjeeling Limited.

Den handler om tre brødre Francis, Peter og Jack som mødes på et tog (The Darjeeling Limited) i Indien. De har ikke set hinanden siden deres far blev begravet. Den ældste bror, Francis, har planlagt rejsen på forhånd som skal kulminere i en genforening med deres mor, der leder et kloster ved foden af Himalaya. Hans skjulte motiv med rejsen er dog, at det skal være en spirituel selverkendelsesrejse for dem alle tre.

Undervejs på rejsen følger vi med i, hvordan deres indbyrdes forhold bliver testet. Farens død og moderens "flugt" har påvirket dem alle og de har et anstrengt forhold til hinanden. Når den ene fortæller en hemmelighed til en anden bliver den konsekvent fortalt videre til den tredje. Det hele er til tider meget pinagtigt at følge med i, men det er samtidig også charmen ved denne film.

Filmen præges også af et gensyn med skuespillere som Wes Anderson ynder at bruge i næsten alle sine film, men som i denne film ikke spiller hovedrollen. F.eks. kan du glæde dig over små scener med Bill Murray, Anjelica Houston og Natalie Portman.

Det er ikke min yndlings Wes Anderson film, men den kan helt klart anbefales! Derudover glæder jeg mig utroligt meget til hans nye film Moonrise Kingdom som kommer i danske biografer til september.

/Nina

Tidsrejse med humor og fart på!

Time Bandits af Terry Gilliam 


Jeg synes, det er vigtigt at fremhæve film, som måske ikke er blandt de mest kendte film her i Danmark. Her på bloggen vil vi gerne både sætte fokus på nye udgivelser (især inden for dokumentargenren og tv-serier) men vi prøver også, at anbefale film som ikke ligner alle andre film, dem som man ikke kan læse anmeldelser af i alle større aviser.


Vi har rigtig mange film her på biblioteket som ikke er helt nye, men som bestemt ikke bør glemmes og som sagtens kan ses eller genses mange gange. Èn af dem er Time Bandits fra 1981. Jeg så den første gang som ca. 14-årig, elskede den omgående og har set den flere gange som voksen også.


Genren er en blanding af eventyr, komedie og familiefilm (siger IMDb) men jeg synes, det er svært at sætte et bestemt label på denne film. Hvis jeg skulle beskrive den, ville det være noget i retning af en crazy historisk tidsrejsefilm som man griner af - på den gode måde. Terry Gilliam som er producer og instruktør er kendt for bl.a. at være en del af Monty Python hvor han både skrev og var med i sketches, men er nok mest kendt for at blande sin egen kunst med animationer i Monty Pythons skøre åbningssekvens og ind imellem sketches. Han har derudover instrueret film som Brazil (1985), The Adventures of Baron Munchausen (1988), The Fisher King (1991) og 12 Monkeys (1995). Og det er især humoren og det skøre fra Monty Python og The Adventures of Baron Munchausen som også mærkes i Time Bandits.


Handling: Kevin kommer ved en fejltagelse med en gruppe af dværge (og tyveknægte) ud på jagt efter en skat som de leder efter ved at bruge et helt specielt kort som kan føre dem rundt i tid. Vi besøger f.eks. Kong Agamemnon (spillet af Sean Connery), Napoleon Bonaparte og Robin Hood (som spilles suverænt af John Cleese). Til sidst skal Den Onde bekæmpes, og mere vil jeg ikke røbe. Filmen skal simpelthen bare ses.


Hvis du kan lide eventyr og sort humor er denne film klart noget for dig, om du så er 10, 35, eller 65. Klik på billedet for at reservere filmen fra biblioteket.


/Nina

Modern Family: sæson 1

I dag er ”kernefamilie” et begreb, som for nogle kan virke gammeldags og for andre måske endda helt ukendt. Familier består i dag mere og mere sjældent af et sæt forældre og deres børn og så lever de lykkeligt til deres dages ende. Nej, folk bliver skilt, finder nye partnere, får nye børn og skal have det hele til at hænge sammen. Også selvom man måske ikke synes lige godt om alle medlemmer af familien. Modern family handler om netop det; den moderne familie.


Vi starter med at blive introduceret til hele familien. Den består af patriarken Jay Pritchett som for nyligt har giftet sig med den unge, sexede Gloria fra Colombia som har sønnen Manny. Phil og Claire Dunphy med deres 3 børn Haley, Alex og Luke. Mitchell og hans partner Cameron med deres adopterede datter Lily. Jay Pritchett er far til Claire og Mitchell som i starten har meget svært ved at acceptere deres fars nye, unge kærlighed (Gloria er yngre end Claire!).


Serien indledes med at vi ser, hvilke vanskeligheder Jay har med sin og Glorias aldersforskel, Phil og Claire prøver at forstå deres ældste datters forhold til kæresten og Mitchell og Cameron forsøger at finde den helt rigtige måde at fortælle resten af familien, at de har adopteret en lille pige fra Vietnam. På mange måder handler serien om accept. Ønsket om, at blive accepteret og styrken til at acceptere hinandens forskelligheder både hvad angår kultur og sexualitet. Alle skuespillerne spiller deres rolle rigtig godt, og alle kan få grinet frem på den ene eller anden måde, selv børnene er castet utroligt godt. Især når det gælder homo-parret Mitchell og Cameron smøres der tykt på med clichéerne, men det udføres på en måde som ikke er banal men bare utroligt morsom.


Mit yndlingsafsnit fra første sæson er helt klart Valentines Day afsnittet, hvor Phil og Claire beslutter at lave rollespil. De mødes på en bar, hvor de som Clive Bixby og Julianna flirter med hinanden. Uden at sige for meget, kan jeg afsløre at afsnittet bl.a. indeholder en scene, hvor Claire’s frakke sidder fast i rulletrappen alt imens hun prøver at skjule, at hun ikke har en trevl på kroppen indenunder.


Serien benytter sig af mockumentary stilen som er blevet ret populær, og som vi også kender fra f.eks. serierne The Office og Parks and Recreation. Det vil sige, hele serien er bygget op som en form for dokumentar, hvor man føler, man følger personerne med et kamera og af og til interviewes de og taler direkte til os.


Afsnittene er ikke særligt lange (ca. 30 min.) og hvert afsnit kan ses for sig selv, men det er helt klart sjovere at se dem, når man kender de forskellige personligheder og ting der er sket i tidligere afsnit. Men det er sådan set også nemt at komme til at bruge en eller to dage på at køre Modern Family maraton i sin sofa. Men pas på, det kan godt være du dør af grin!


/Nina

Coupling

BBC's tv-serie Coupling handler - i lighed med den amerikanske, velfriserede og tandløse situationskomedie Venner - om seks neurotiske storbymennesker omkring de 30..

Serien - med manuskript forfattet af Steven Moffat - blev i Politiken beskrevet som ”en europæisk krydsning af ”Seinfeld” og ”Venner”, idet den også handler om en gruppe middelklasse singler sidst i tyverne og først i trediverne, der har forlænget puberteten hinsides enhver rimelighed”.

Der er den søde Steve, pigejægeren Patrick, mærkelige Jeff, hæmningsløse Susan, neurotiske Sally og manipulerende Jane.

Serien tager fat i trivielle, hverdagsagtige situationer og tager disse ud på surrealistiske rejser som efterlader de implicerede fortabte og ikke på nogen måde klogere. Og den tager i modsætning til den mere bornerte Venner fat på de mere pinagtige sider i kærlighedslivet.

Jeffs seksuelle fantasier udøver en tvingende fascination på seerne. Bryster, ender og bukser bl.a. udgør emnerne i vennernes analyseren af relationer og situationer der ses fra begge køns sider.

Coupling ville være en amerikansk annoncørs mareridt da den er politisk ukorrekt og alt for eksplicit hvad gælder sex.
Den er genuint morsom og lægger sig tæt op ad andre britiske serier som Fawlty Towers, Blackadder og mange andre. Absurd, intelligent, klassisk situationskomik. Nyd den!

Det siges at tv-serier er de nye føljeton-romaner. De kan minde om de episke 1800-tals romaner af Balzac, Dostojevskij og Trollope. Coupling er dog ikke episk på nogen måde men vi har andre serier som Sopranos, Familien Ashton og sidst men ikke mindst danske Matador.

Agnete

Reserver Coupling