Viser opslag med etiketten electronica. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten electronica. Vis alle opslag

mandag den 24. august 2015

Højrøvet og klokkeklar gadepoesi anbefales.

Man tager to slidte englændere (den ene skal være fra Nottingham), og udstyrer dem med en trommemaskine og en bærbar computer. De skal helst være sure på the establishment, og bruge nogle ord og vendinger der ikke ville gå an i den etablerede presse. Så får man en konstellation der kunne minde om under-underklassens svar på Pet Shop Boys.

De hedder Sleaford Mods og har en arrig, social indignation over alt hvad der ikke lige passer i deres verdensbillede. Sådan er det jo altid: man skælder ud på det man ikke selv har.
Disse to gutter gør det bar ikke uden ironi, humor og charme. Hvis man kan holde ud at høre på det.
I længden er de monotone beats måske trættende, og forsangeren Jason Williams kan godt blive  lidt for vrængende i lidt for lang tid. Det er ikke alt der er guld, men lyt en gang til numre som Mcflurry eller My Jampandy. Det er charmerende socialrealisme tilsat nordengelsk vrængeri.

https://open.spotify.com/album/1p0afVtlCRpRRcbugjAnDD

torsdag den 13. august 2015

Nyt musikalsk kræs.


Vi har i løbet af sommeren fået lidt nye CD’ere på hylderne. I kan lytte til smagsprøverne og så håber vi selvfølgelig, at noget af det vil vække Jeres interesse.

Lukas Grahams længe ventede andet album er nu udkommet, indspillet i Los Angeles og velproduceret til mindste detalje.

Engelske Kid Wave debuterer med et drømmeagtigt guitarbaseret album med gode melodier og fint vokalarbejde.

Den amerikanske pop duo She & Him er gået i lag med klassikerne på deres nye album. Sød nostalgi til de små timer.

På vinyl kommer århusianske Ulvetimen med deres debut med sange på dansk med et underfundigt udtryk bakket op af flot musik.

Neil Young er ude i ekstremerne i sin jagt på miljøsyndere. En hel plade dedikeret som en bandbulle mod et amerikansk firma med navnet Monsanto. For meget? Døm selv! (Jeg har ikke kunnet skaffe tracks fra albummet, så I får i stedet noget ældre Young som efter min mening er mere den ægte vare).

Gill Landry giver den med ægte Americana, rigtigt el-orgel og ballader der kræser om den svære kærlighed.

For bluesfolket er der først danske The Blues Overdrive, hvis nye album er blevet rost til skyerne og har været ugens album i engelske The Blues Show og australske BluesBeat Radio. Duke Robillard er gæstesolist på nogle af numrene. Leo Welch har helt sin egen stil og sound, som er en blanding af traditionel delta tilsat noget hillbilly.

Der er stadig liv i The Chemical Brothers, men kendere må tage diskussionen om hvor stort beatet er hos De Kemiske Brødre nu om stunder!

Fra London kommer 25 årige Lianne La Havas, multiinstrumentalist og folk/soul sanger med sange, som efter sigende skulle have begejstret selveste Prince!

Rammstein fans bør lytte til sanger Till Lindemann, der her sammen med den svenske metalproducer Peter Tägtgren har begået et album, der deler anmelderne. Teksterne er et kapitel for sig, så er alle advaret!!!

Australske Tame Impala har vi et par plader med i forvejen. Deres let psykedeliske toner med gennemarbejdet vokalarbejde flyder ugenert gennem æteren.

Til sidst skal vi have en smagsprøve på århusianske Go Go Berlin, hvis nyligt udgivne album har været værd af vente på. Vi har ikke fået det endnu på biblioteket, men jeg glæder mig allerede nu til at høre mere, når det kommer.

Lyt til smagsprøver på spotify;





onsdag den 3. juni 2015

Grundlovsdag

Det er som bekendt grundlovsdag d. 5. juni. Det er det tætteste vi kommer på en slags nationaldag i Danmark. Dagen var oprindelig en festdag til fejring af demokratiets fredelige indførelse  i 1849 med daværende kong Frederik d. Syvendes stiltiende accept af enevældens ophør. Siden blev loven ændret i 1915, hvor kvinderne fik valgret, og sidenhen igen i 1953 med ændringerne i arvefølgen for kongehuset som den væsentligste ændring. I dag er dagen præget af partipolitiske aktiviteter med taler og møder landet rundt, og selvfølgelig lige nu især af enorme mængder mere eller mindre veltillavet valgflæsk! Nyd dagen, og os fædre bliver forhåbentligt  mindet om, at det også er fars dag!

Musikelskere kan få en forsmag på en stak nye CD’ere her fra starten af juni. Fra London kommer Django Django med indietronic med vægt på vokalarbejdet. Det alternative funk metalband fra San Francisco har været på banen siden 1985 og har overlevet, selv om der går lidt længe mellem udgivelserne. Kultbandet The Killers måtte sige farvel til deres karismatiske frontfigur Brandon Flowers i 2010. Dette er hans andet soloudspil. Fra Toronto, Canada kommer trioen med den store lyd med rødder i folk, men med et moderne udtryk i formen. Produceren Mike Simonetti står bag electronica projektet her sammen med sangerinde Elizabeth Wight som reciterer en Bruce Springsteen klassiker (hvad han så ellers måtte synes om det!). Jackson Scott fra USA gør det i neo-psychedelia, som efter sigende skulle kunne gøre Syd Barrett (ex. Pink Floyd) lykkelig! Svenskerne kan bare det dér med at lave stor musik med et internationalt anstrøg. Vi lukker med en gang hudløs smuk delta-blues, ovenikøbet udført af en canadier!

/Benny

Lyt til playlisten her: 


onsdag den 22. april 2015

Fåremåned

Fåremåned eller græsmåned er den gamle nordiske betegnelse for april måned. Her kom fårene og kreaturerne igen på græs efter den lange vintertid. Ifølge folketroen kan der i øvrigt siges om april:

April er en god bryllupsmåned. Hvis april begynder godt vil den ende skidt. Aprils vejr og unge piger er ikke til at stole på. April regn gavner både bonden, præst og degn. Svaler i april varsler en lun sommer.

Lad os i det mindste håbe på vi får det sidste, så mens vi venter kan vi passende lytte til lidt god musik. Vi lægger ud med The Cribs, engelsk brødretrio med aner i punken. Bag navnet Ghostpoet gemmer sig soft rapperen Obaro Ejimiwe, der bl.a. får hjælp fra Paul Smith fra Maximo Park. J. J. Grey & Mofro er et sydstats jam-band, der gør det ud i rock/soul/funk og blues. Jefferson Airplanes legendariske og karismatiske guitarist Jorma Kaukonen er blevet en ældre herre og har ikke længere så travlt, deraf også navnet på hans sidste udspil. Spændende toner lyder der fra new wave sangerinden Julie Campbell fra Manchester her på hendes 2. udgivelse på kvalitetsmærket Warp.  Der er fest og fart over drømmepop bandet Lower Dens fra Baltimore. Of Montreal fra Georgia ledes af Kevin Barnes, der har flyttet bandets lyd fra smal indie til lyttebar elektro-pop. Morten Remars fortid i Back to Back fornægter sig ikke. Fine pop ballader med iørefaldende vokalharmonier. Amerikanske The Sonics har haft en bemærkelsesværdig karriere. Udgav 3 ret vilde rock ’n’roll albums i perioden 1965-66. Herefter næsten 50 års pause, kun afbrudt af et par enkelte ikke-anmelderroste  udgivelser. Så et brag af et comeback hvor de er tilbage til rødderne. Sufjan Stevens fra Detroit tager os med på sin Dylan inspirerede USA rejse med sine fine og følsomme sange. Det er danske Turboweekends 4. album med udgangspunkt i flot elektronica, men nu også med guitar. 5 stjerner sagde Gaffa. Fra Chicago kommer Ryley Walker med sin folk-inspirerede og meget velinstrumenterede musik, der svæver blidt af sted over vandene. Vi har et ældre album fra oktober sidste år. Jeg kan se, det endnu ikke har været lånt ud. Kom så op af hullerne, folkens! God fornøjelse!

/Benny

Lyt til playlisten her:


mandag den 16. marts 2015

Sort sol

Den 20. marts indtræffer en af astronomiens helt store begivenheder. Den totale solformørkelse. Man skal desværre til Færøerne eller Svalbard for at opleve den totale formørkelse, mens vi i Danmark må nøjes med at se ca. 80 % af solen forsvinde. Tusmørke og stilhed sænker sig over landet fra kl. ca. 9.40 – 12.00. Den næste solformørkelse indtræffer i 2021, men her er kun 25 % af solen dækket, og vi skal helt hen til år 2142 for at se en lignende solformørkelse i Danmark!  Husk for Guds skyld solfilter eller specialbriller hvis det skulle være klart vejr på fredag!

Danmarks legendariske punk-band Sort Sol er dokumenteret på et CD-boxsæt på 11 cd’ere. Det kan lånes på biblioteket. Uden sammenligning i øvrigt er danske Alcoholic Faith Mission i gang med deres 7. udgivelse. Elektronisk drømmepop af høj klasse. Med base i Sverige spiller multinationale Blues Pills deres retro bluesrock med et psykedelisk touch.  The Dodos er en duo fra San Francisco der med god percussion som bund afleverer deres energiske klange. Tidligere Oasis mand, storebror Noel er her ude med sit andet solo udspil, som unægtelig smager lidt af…Oasis!  Fra Chicago leverer Liam Hayes retro pop/rock af den mere uskyldige slags.  Mere retro pop og new wave også fra Chicago får vi fra OK Go.  Australske Pond leverer energisk ny-psykedelisk pop på alle tangenterne.  Efter en pause på 35 (!) år spiller legendariske engelske The Pop Group ud med deres 3. album. Post punk med politiske overtoner! Tidligere Imperiet forsanger Joakim Thåstrøm er ikke blevet mildere med årene, men hans dystre og minimalistiske musik i samspil med underfundige tekster gør dybt indtryk. Englænderen Steven Wilson fra Porcupine Tree spiller yderst progressiv musik, som nok taler en del til lytterens indre skævehat! Det er blues og folk af en helt egen støbning, disse hill-billies med det opfindsomme navn leverer.

God fornøjelse med musikken!

/Benny

Lyt til playlisten her:

Marts

Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag. Datoen blev vedtaget på kvindekongressen i København i 1910 under lederskab af Nina Bang, senere verdens første kvindelige minister. Allerede 5 år senere fik kvinderne lige valgret med mænd. Som mand skal jeg ikke gøre mig klog på, hvor vi står i dag, men jeg ved da, at jeg både respekterer min kone og betragter hende som min ligeværdige! Desværre står det grelt til i andre dele af verden som Politiken kunne referere til den anden dag (03.03.2015). Her udtalte en indisk mand til BBC, der havde deltaget i en gruppevoldtægt i 2012, hvor offeret døde følgende: ”En pige er meget mere ansvarlig for voldtægt end en dreng…Hun skulle ikke have kæmpet imod, men ladet voldtægten ske. Så ville de have ladet hende gå, når de var færdige”. Yderligere kommentarer er vist overflødige!

Vi mænd snupper lejligheden til at lytte til lidt musik, så her er smagsprøver på nye CD’ere. Fra Toronto kommer house duoen Art Department med deres elektroniske lydværksted.  Et af de store britiske bands fra 90’erne og 00’erne er stadig i live, og det lyder til at gå ganske godt. Fra Los Angeles med rødder i Cambodia lyder der sære poppsykedeliske toner, som ikke er hørt på den lokale grillbar før! Den tidligere trommeslager i Fleet Foxes, Josh Tillman viderefører de flotte takter med sin kærlighed til Gram Parsons. Sangerinde, sangskriver og multiinstrumentalist Rhiannon Giddens er sød musik i mine ører, hverken mere eller mindre, omend lyden af en 8 cylindret under hjelmen ville have fuldendt oplevelsen! Bag navnet Jib Kidder gemmer multielektronikeren og lydcollagemageren Sean Craig-Schuster sig. Fra San Diego kommer power trioen JOY med guitarorienteret psykedelica. Også fra Vestkysten kommer singer/songwriter Jessica Pratt med sin introverse acid folk. Punch Brothers’ rødder ligger i bluegrass, country, folk og jazz og får herefter et crossover iblandet rock! Rumer består af sangerinden Sarah Joyce, der synger smægtende popsange med et godt øje til bl.a. Karen Carpenter. Supertramp har aldrig lydt bedre her i remastered deluxe edition. John Mooney har hevet country blues guitaren ned fra væggen og giver respekt til en af delta blues’ens store mestre: Son House.

/Benny

Lyt til playlisten her: 


tirsdag den 24. februar 2015

Efter den 15. februar 2015

Vi skal selvfølgelig videre, men det var godt nok en underlig fornemmelse at gå efter morgenbrød om søndagen. Ingen sagde noget, men på en eller anden måde kunne man læse afmagten i folks ansigter. Der er allerede sagt og skrevet meget om denne skændige og fuldstændig meningsløse handling, så vi nøjes med at sende vores tanker og medfølelse til ofrenes efterladte.

Musik er en del af den vestlige verdens kulturgrundlag, så vi forsætter med at købe musik ind. Her er smagsprøver fra nye CD’ere fra februar.

Another day, another time er en dobbelt CD med koncertoptagelser fra Town Hall i New York i 2013. Musikken er en hyldest til Coen brødrenes film ”Inside Llewyn Davis”. Punch Brothers er et blandt mange kompetente navne i dette overflødighedshorn af country, americana og bluegrass. BC Camplight består mest af Brian Christinzio fra New Jersey, der med sin personlige singer/songwriter stil inviterer os indenfor i sit univers.  Bag Bored Nothing står australieren Fergus Miller, der er fascineret af 90’ernes indie rock. Tidligere frontmand i britpop bandet Supergrass udgiver sit andet soloalbum med sædvanlig sans for den gode melodi. Engelske Benjamin Garrett er drivkraften bag dette sofistikerede electronica album.  Også fra Australien kommer Helen Croome med Gossling og synger dejlige popsange med ”aussie” lyd. King Crimson blev betegnet som Englands progressive band nr. 1 gennem en årrække, godt hjulpet på vej af Robert Fripps innovative guitarspil. Hermed 2 femstjernede genudgivelser i remastered versioner. Fra Cleveland stammer Natalie Prass, hvis melodiske lyrik går lige i øregangene. Alle gode gange tre: Sally Seltmann har været i centrum på den australske indiescene i 90’erne og 00’erne. Nu er hun helt sin egen. Endnu et legendarisk britisk band i genudgivelse med indspilninger fra 1975-1981 i deres jazz/rock fusionsperiode. Peter Viskinde har engang sagt, at han var ligeglad med anmeldelser. Nuvel, her er tale om solidt pop håndværk, som mange vil sætte pris på. Vi lukker med Popa, der giver sin egen fortolkning af en af blues’ens  absolutte klassikere.

/Benny

Lyt til playlisten her:


tirsdag den 23. september 2014

Efterårsintro

September har vist sig fra sin smukkeste side, så vi lægger ud med et lille ode til denne måned i form af Kurt Weills klassiske September Song, her i en smægtende udførelse af Bryan Ferry.
På nyhedshylden har vi fra Irland Adebisi Shank med deres tredje udspil, der vel bedst kan få betegnelsen electrofunk. Svenskerne ligger altid på lur med noget nyt og anderledes. Bandets tredje udgivelse fik betegnelsen ”A low-key album, tentative, vibrant and absolutely wonderful” i den svenske udgave af Gaffa. The Courteeners leverer solid og iørefaldende britpop i bedste tradition. Amerikanske Merchandise leverer god og stor rock med klassiske guitarrundgange og forførende vokalarbejde.  Fra USA kommer også Morgan Delt med en slags moderne opdateret psykedelisk rock med et, skal vi kalde det stærkt varieret lydbillede. De canadiske pornografer har en lang og fin musikalsk karriere bag sig og den fortsætter her med deres seneste udspil. Folkrock med flotte vokalharmonier leverer amerikanske The pierces. Noget mere råt lyder det fra garagedrengen Ty Segall, der så vidt vides denne gang har brugt mere end tre dage på at indspille sit nye album. Danske Suspekt giver den lummergas med deres mangfoldige oplevelser fra intimsfæren. Trentemøller leverer på vinyl et remix af sit seneste album ”Lost” fra 2013. Skotske James Yorkston har vi tidligere stiftet bekendtskab med.  Solidt singer/songwriter arbejde. Til slut en skæring fra salig Johnny Winters sidste album inden han døde. Det er Dr. John, der leverer vokalerne.

/Benny

Lyt til playlisten her:

onsdag den 14. maj 2014

Kom maj, du søde milde…

Kendt som en af de smukkeste danske forårssange…og så alligevel har den i virkeligheden tyske rødder! Det er ingen ringere end Mozart, der har skrevet musikken. Den indgår i sidstesatsen i Mozarts klaverkoncert nr. 27 i B-dur. I øvrigt hans sidste af slagsen, uropført i Wien den 4. marts 1791, hvor det samtidig var mesterens sidste offentlige optræden.

Vi har fået endnu lidt ny musik på hylderne, og her er der mulighed for at smuglytte lidt til noget af det. Vi lægger ud med norske Atlanter, der har fået kælenavnet Norges ”vidde-bluesband” med deres blå og medrivende toner. Bobby Bare Jr. (ja, rigtigt gættet, søn af DEN Bobby Bare) går ikke direkte i farens fodspor, men giver sine sange et selvstændigt udtryk, dog med et umiskendeligt touch af Americana. Carlene Carter hører til den berømte Carter Family, datter af June Carter og hendes første mand Carl Smith. Hun har fået god country ind med modermælken og det kan høres. Malachai er engelske og giver elektronisk trip-hop psykedeliske overtoner.  Den danske trio med det finurlige navn Pligten Kalder debuterer med dette forunderlige album på tværs af tidens strømninger. Leon Russell er stadig i live og kan høres fit for fight på dette nye album, hvor han finpudser sit måske musikalske testamente. SOHN består hovedsageligt af produceren Christopher Taylor, der har opnået en del opmærksomhed omkring sin soul-innovative electronica. Don Williams afslutter med en gang solid og vellydende country af den allerbedste slags. Det er for øvrigt i dag helt legalt at indrømme, at man faktisk godt kan lide at lytte til god country, og det er et faktum, at genren nyder større respekt i USA end nogensinde.

/Benny

Lyt til playlisten her:

torsdag den 2. januar 2014

Godt nytår!


År 2013 er ved at rinde ud, og her er lidt smagsprøver på de sidste indkøb af musik. Vi lægger ud med en hyldest til vinylen i form af klassiske radiooptagelser med The Beatles, sendt af BBC i perioden 1963-65. (Kan også lånes på CD). Amerikanske bEEdEEgEE, hvis kryptiske navn står for initialerne for Brian DeGraw er et soloprojekt af den tidligere bagmand i Gang Gang Dance. Indietronica af den mere avancerede slags. På vinyl og CD. Den tyske pianist Nils Frahm er med sine egne kompositioner med rødder både i det klassiske (Satie) og det elektroniske ude med en samling tonelege, det nok er værd at bruge lidt længere tid på. L.A. bandet Kisses præsenterer noget så underfuldt som en gang 70’er disco med et moderne anstrøg af indie-pop. Svensk rocks Bruce Springsteen, altså Ulf Lundell er ude med endnu en samling forrygende rock ballader, som er en veteran værdig! Multikulturelle og multiinstrumentale Dave Matthews Band har oprindeligt rødder i Sydafrika, men spiller en bredt funderet ”voksenrock” her på deres 7. album produceret af legendariske Steve Lillywhite. Fra Portland, Oregon kommer heavy stoner rockbandet Red Fang med en samling ”anything goes” udladninger, som også rockfolket skulle kunne tåle at lægge ører til! Vi runder af med amerikanske White Denim, der på deres anden udgivelse fortsætter stilen med en gang progressiv garagerock med muntre klanglige og melodiske indfald.

Godt nytår! Take care! Og husk så at bruge Jeres musikbibliotek også i det nye år!

/Benny

Lyt til playlisten her:


onsdag den 3. oktober 2012

Nyt fra uge 36

Biblioteket køber stadig musik på CD, omend i mindre omfang end tidligere. De digitale musiktjenester er attraktive for mange musikelskere og er et fleksibelt alternativ til CD-afspilleren. Vi får ny musik tilbudt på ugelister, så her er smagsprøver på noget af den nye musik, vi har købt i en tilfældig uge, altså her uge 36.

Bloc Party’s længe ventede fjerde album favner musikalsk meget bredt og har denne gang meget stærke islæt af regulær rock. Ry Cooder behøver vist ikke nærmere introduktion. Veteranen har denne gang viet et helt album til det amerikanske præsidentvalg, og der er vist ingen tvivl om, hvor hans sympatier ligger! Dntel er kunstnernavnet for amerikaneren James Scott Tamborello. Hans musik er projektorienteret elektropop med en bred vifte af programmerede lydeffekter. Electrospective er en sampler dækkende perioden 1963-2012 indenfor genrer som electronica, house, new wave og krautrock. Meget af indholdet er kendte sager, men nu i spændende edit-versioner. Uopslidelige Alanis Morissette skuffer garanteret ikke sine mange fans med dette nye album med gedigne popsange i flotte arrangementer. For metaldrengene er der mulighed for at stifte bekendtskab med amerikanske Periphery’s to albums, der må siges at være i den eksperimenterende og progressive ende af metalskalaen. Ariel Pink’s Haunted Graffiti er psykedelisk westcoastrock i en moderne og kompromisløs, men også lyttevenlig udgave. Emily Portman har etableret sig på den moderne engelske folk scene med sine let syrede ballader, som af The Observer blev betegnet som ”A remarkable and original debut”. Amerikanske Wild Nothing præsenterer deres fængende melodier i et univers med lækre synths, luftige guitarer og inciterende sange. Indiepop af høj klasse. Vi slutter med Brooklyn-kvartetten Yeasayer, der går deres egne veje indenfor den alternative dansemusik, der her får et let syret vrid med brug af alternative instrumenter og lyde.

God fornøjelse og Pokker ta’ karenstiden på CD’ere, der gør det umuligt for biblioteket at opfylde bibliotekslovens krav om aktualitet.

Lyt til listen her:





/Benny