Viser opslag med etiketten heavy metal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten heavy metal. Vis alle opslag

torsdag den 13. august 2015

Nyt musikalsk kræs.


Vi har i løbet af sommeren fået lidt nye CD’ere på hylderne. I kan lytte til smagsprøverne og så håber vi selvfølgelig, at noget af det vil vække Jeres interesse.

Lukas Grahams længe ventede andet album er nu udkommet, indspillet i Los Angeles og velproduceret til mindste detalje.

Engelske Kid Wave debuterer med et drømmeagtigt guitarbaseret album med gode melodier og fint vokalarbejde.

Den amerikanske pop duo She & Him er gået i lag med klassikerne på deres nye album. Sød nostalgi til de små timer.

På vinyl kommer århusianske Ulvetimen med deres debut med sange på dansk med et underfundigt udtryk bakket op af flot musik.

Neil Young er ude i ekstremerne i sin jagt på miljøsyndere. En hel plade dedikeret som en bandbulle mod et amerikansk firma med navnet Monsanto. For meget? Døm selv! (Jeg har ikke kunnet skaffe tracks fra albummet, så I får i stedet noget ældre Young som efter min mening er mere den ægte vare).

Gill Landry giver den med ægte Americana, rigtigt el-orgel og ballader der kræser om den svære kærlighed.

For bluesfolket er der først danske The Blues Overdrive, hvis nye album er blevet rost til skyerne og har været ugens album i engelske The Blues Show og australske BluesBeat Radio. Duke Robillard er gæstesolist på nogle af numrene. Leo Welch har helt sin egen stil og sound, som er en blanding af traditionel delta tilsat noget hillbilly.

Der er stadig liv i The Chemical Brothers, men kendere må tage diskussionen om hvor stort beatet er hos De Kemiske Brødre nu om stunder!

Fra London kommer 25 årige Lianne La Havas, multiinstrumentalist og folk/soul sanger med sange, som efter sigende skulle have begejstret selveste Prince!

Rammstein fans bør lytte til sanger Till Lindemann, der her sammen med den svenske metalproducer Peter Tägtgren har begået et album, der deler anmelderne. Teksterne er et kapitel for sig, så er alle advaret!!!

Australske Tame Impala har vi et par plader med i forvejen. Deres let psykedeliske toner med gennemarbejdet vokalarbejde flyder ugenert gennem æteren.

Til sidst skal vi have en smagsprøve på århusianske Go Go Berlin, hvis nyligt udgivne album har været værd af vente på. Vi har ikke fået det endnu på biblioteket, men jeg glæder mig allerede nu til at høre mere, når det kommer.

Lyt til smagsprøver på spotify;





mandag den 9. februar 2015

Fastelavn

Fastelavn og karneval er beslægtede fester. Med rødder mange hundrede år tilbage markerer de overgangen fra vinter til forår. Det skulle fejres  og at klæde sig ud og slå til Søren har alle dage været en yndet fornøjelse. Løssluppenhed var en del af fastelavnstiden i perioder, hvor der ellers ikke var meget andet end strenge regler fra religionen og hårdt arbejde at se frem til. I dag er det mest børnenes fest med tøndeslagning, udklædning, fastelavnsris og alt det andet, der hører sig til. Og ikke mindst stakkels forældre, der skal hjælpe ungerne med at finde den rette udklædning!

Decideret fastelavnsmusik er der ikke megen tradition for, ud over ”Fastelavn er mit navn…”, så i stedet kan I lytte til nogle smagsprøver fra nye CD’ere på biblioteket. Mike Auldridge døde i december 2012, nok som kongen af Dobro guitaren (speciel resonnans guitar). Æret være hans minde. Fra ”down under” kommer singer/songwriter Courtney Barnett med sine lavmælte lo-fi fortællinger. Echo & the Bunnymen er virkelig på banen igen, her med et helt nyt album med tydelig Echo lyd i opdateret udførelse. Fra Richmond, Virginia kommer et af USA's mest omdiskuterede heavy bands med en EP, som er et langt opus. Den tidligere leder af Black Belles er gået solo, her godt hjulpet og produceret af selveste Jack White. Marilyn Manson skuffer sjældent, om end chokeffekten måske har lagt sig en smule. Det besynderlige fænomen Panda Bear (alene navnet!) er kendt for sin stærkt eksperimenterende indie-tronic sound. Quiet Spring kan vi desværre ikke lytte til, men de er pære danske og anført af guitaristen Morten Aron fra Spids Nøgenhat. Så selvfølgelig på vinyl skal vi en tur tilbage til country rockens storhedstid omkring år Woodstock. Danmarks legendariske kult-band nr. 1 har fået genudgivet deres første og eneste LP ”Hip” nu her 48 år efter den udkom første gang. Denne gang med diverse bonusmaterialer af historisk interesse. Vi slutter af med Trigger Hippy, supergruppe fra Nashville med bl.a. Joan Osborne, der gir den en solid gang rock med bund i både soul og blues. 

/Benny

Lyt til playlisten her:

tirsdag den 20. maj 2014

Regn

Landmændene er forhåbentlig glade…muligvis også et par haveejere, men for os bymennesker, der har længtes efter at sidde på en café udendørs og nyde en kølig forfriskning, har det været en våd og halvkold affære indtil nu. Nå, men de fleste ved at musik skaber glæde, så i stedet for at brokke os over vejret, kan vi tilbringe noget tid indendørs med at lytte til noget god ny musik. Alternativt gøre som i Grethe og Jørgen Ingmanns lille søde hit fra 1957.

Fra Esbjerg kommer Mads Björn med sit andet udspil, der ligger i fin forlængelse af hans meget roste debut. Fin 80’er lyd der kan danses til! En perlerække af kendte og mindre kendte kunstnere har givet deres fortolkninger af Jackson Brownes klassikere på denne flotte dobbelt-cd. Katrine Ottosen har været i Woodstock  og har på 3 dage indspillet denne mini-cd med flot vokal og gode melodier i centrum. Støj-rockerne Cloud Nothings  kører derudaf , denne gang i en mere melodiøs og struktureret form, der burde kunne give dem mange nye lyttere. Rodney Crowell står for progressiv country, eller Americana om man vil, måske kendt for sit samarbejde med selveste Emmylou Harris. Eels er gamle kendinge og let genkendelige på deres trofaste ”kælder” sound. Fra Houston, Texas skal vi høre Robert Ellis, en ung singer/songwriter med et følsomt udtryk med bund i områdets musikalske traditioner. Tidligere medlem af The Felice Brothers, Simone Felice udsender sit andet album med en serie af dybfølte og stille ballader af høj standard. Fra de uendelige store finske skove saver Finntroll sig igennem det ene stykke metal efter det andet, og det går temmelig stærkt. Sangerinden Beth Hart giver en forrygende koncert i Amsterdam med sin tro følgesvend, guitardrengen Joe Bonamassa. Det var sidste år, og man skulle have været der! Sortseeren Micah P. Hinson er kommet sig efter i trafikuheld i Spanien, men det har ikke gjort hans humør meget bedre. Det her er formidabel Americana i en liga for sig. Fra Minneapolis kommer The Hold Steady med deres respektfulde indie-rock med en snert af 70’erne. Hurray for the Riff Raff er fra New Orleans og er både forfriskende nye og samtidig tro mod deres rødder I folk og blues. Sturgill Simpson er blevet sammenlignet med Waylon Jennings, altså i hans 70’er periode, men han er selvfølgelig helt sin egen. Vi slutter af med britiske Smoke Fairies, der dyrker deres originale og  smukke folk ballader.

Det var alt for uge 20. Redaktionen holder en lille pause, mens vi forbereder os på at flytte tilbage til Kulturhuset Trommen i august. Her glæder vi os til at genåbne med fuld musik, så at sige.

/Benny

Lyt til playlisten her:

fredag den 28. marts 2014

April come she will…


…sang Simon & Garfunkel  på deres legendariske andet album ”Sounds of silence” fra 1966. April er det spæde forårs måned og folk begynder at se lidt gladere ud i ansigterne. Der er dog en bestemt dato, der ikke er så glædelig og ikke må gå i glemmebogen. Jeg tænker naturligvis på den 9. april. Det er i år 74 år siden Danmark mistede sin frihed, på daværende tidspunkt på ubestemt tid. Må det aldrig ske igen! Tilfældigvis er der rigtig meget god dansk musik på den første indkøbsliste i denne måned.

Danske Artillery lægger ud med en gang heavy/trash metal med en flot international lyd. Bob Dylans musik blev fejret ved en jubilæumskoncert i Madison Garden i 1992. Foreligger nu i remastered udgave. Fra Manchester kommer brit-pop bandet Elbow med let minimalistiske vokalarrangementer. Der står også DK bag på Green Lives fra Århus. Folk inspireret indierock af fineste kaliber. Meget mere dansk bliver det ikke end med Hyldemors Grønsaligheder!  Der er bab på piben i selskab med Hans Vinding en aften i Saltlageret i København 1975. (Kun på vinyl selvfølgelig!). Til gengæld lyder Jens Lysdal ikke særlig dansk, hvilket skal ses som en ros til hans flotte folk og country inspirerede ballader, indspillet i selveste Austin, Texas. Leyla McCalla er cellist (!) og debuterer med en spændende CD med hovedvægten lagt på sange til hyldest af den sorte amerikanske digter Langston Hughes (1902-1967). Navneløs debuterer på LP med det ambitiøse ”Værk”, et flot og mættet lydbillede i postrockens tegn. Her er så Angel Olsens tredje udspil, og hun har på trods af efternavnet base i Chicago. Smuk og sitrende singer/song writing. Amerikanske Real Estate gør det ikke sværere end nødvendigt med deres iørefaldende melodier, her en lille hyldest til april. Ligeledes amerikanske Spain har ikke ladet høre fra sig i lange perioder. De var ellers et meget hot navn efter debut’en helt tilbage i 1995, men nu sker der så noget nyt, som dog alligevel lyder bekendt. Vi slutter med danske Two Trick Pony, der mest består af flotte kvindeharmonier backet op af massive guitarstemmer. Bestemt også af internationalt tilsnit.

/Benny

Lyt til playlisten her:




fredag den 28. februar 2014

Marts

Marts måned eller Thors måned, som den hed i meget gamle dage er den måned hvor sneen smelter. Den er også ekstremernes måned rent vejrmæssigt, idet den laveste temperatur nogensinde blev målt til – 24 ¤C i 1942 og den højeste til + 22,2 ¤C i 1990! Musik kan også være præget af ekstremer rent genremæssigt, og dette udvalg af nye CD’ere og vinyler, der bliver tilgængelige i marts spænder meget vidt. Lyt selv!

Engelske Daniel Avery udsendte sit første soloalbum i oktober sidste år. Electronica med inspiration fra Chemical Brothers og Underworld. Fra North Carolina kommer The Avett Brothers med rødder i bluegrass og folk, men med en klanglig glidende kobling til rock. Producer er ingen ringere end Rick Rubin. Fra England kommer Cocos Lovers med deres 3. album. Musikken er en fascinerende blanding af new folk med et stænk af afrikanske rytmer og en stemning af laid back americana. Legendariske folksinger Nick Drake nåede i sit korte liv (han blev 26 år) kun at indspille 3 plader. Disse har i dag kultstatus og har alle opnået maximum rating i Allmusic Guide, hvilket er usædvanligt. På sort vinyl foreligger her hans første LP (kan også lånes på CD). Med næsten en halv snes udgivelser bag sig, er Patty Griffin fra Maine ikke just ny i faget. Hun laver nogle forbandet flotte sange, og jeg kommer til at tænke lidt på måske gode gamle Emmylou Harris når jeg hører dem. På dette udspil medvirker Robert Plant på et par numre. Hiss Golden Messenger ligeledes fra North Carolina er hovedsageligt et tomands projekt, der meget originalt giver folk og country genren et touch af psykedelika. Jason Isbell var sanger og guitarist i outlaw bandet Drive-By Truckers, inden han i 2007 påbegyndte en solokarriere. Dette er hans sjette udspil med sydstatsrock af høj klasse. New Yorker soul/funk bandet Dap Kings med Sharon Jones som frontfigur har en lang historie bag sig, bl.a. som backing til Amy Winehouse. Her leverer de pure soul uden de store dikkedarer. Hvis der er nogen, der kan huske det fine amerikanske band Pavement, vil de også kunne nikke genkendende til navnet Stephen Malkmus. Det er blevet til seks flotte soloudgivelser, hvoraf den sidste her har lo-fi karakter. Fra Canada kommer trioen MonkeyJunk med deres sofistikerede bluesrock, der af amerikanske anmeldere blev nævnt som et af de bedste 10 albums indenfor sin genre sidste år. For metalfolket har vi denne gang Pelican fra Chicago.
Et rent instrumentalt udspil, flot komponeret og struktureret i genren ”art metal”. Danske post-grungere Surfact har genindspillet de bedste numre fra deres tre albums, nu i akustiske versioner. Et farligt projekt, men det holder fremragende! Fra Chicago kommer guitarist Dave Riley og mundharpespiller Bob Corritore, der her på pladen demonstrerer deres kærlighed til den ægte Chicago blues med dens rå og uspolerede lyd, og kors hvor det swinger!

Glem ikke musikken! Og husk så på, at der er fire Tycho Brahes-dage i marts, nemlig d. 1., 4., 14. og 15!

/Benny

Lyt til playlisten her:


onsdag den 3. oktober 2012

Nyt fra uge 36

Biblioteket køber stadig musik på CD, omend i mindre omfang end tidligere. De digitale musiktjenester er attraktive for mange musikelskere og er et fleksibelt alternativ til CD-afspilleren. Vi får ny musik tilbudt på ugelister, så her er smagsprøver på noget af den nye musik, vi har købt i en tilfældig uge, altså her uge 36.

Bloc Party’s længe ventede fjerde album favner musikalsk meget bredt og har denne gang meget stærke islæt af regulær rock. Ry Cooder behøver vist ikke nærmere introduktion. Veteranen har denne gang viet et helt album til det amerikanske præsidentvalg, og der er vist ingen tvivl om, hvor hans sympatier ligger! Dntel er kunstnernavnet for amerikaneren James Scott Tamborello. Hans musik er projektorienteret elektropop med en bred vifte af programmerede lydeffekter. Electrospective er en sampler dækkende perioden 1963-2012 indenfor genrer som electronica, house, new wave og krautrock. Meget af indholdet er kendte sager, men nu i spændende edit-versioner. Uopslidelige Alanis Morissette skuffer garanteret ikke sine mange fans med dette nye album med gedigne popsange i flotte arrangementer. For metaldrengene er der mulighed for at stifte bekendtskab med amerikanske Periphery’s to albums, der må siges at være i den eksperimenterende og progressive ende af metalskalaen. Ariel Pink’s Haunted Graffiti er psykedelisk westcoastrock i en moderne og kompromisløs, men også lyttevenlig udgave. Emily Portman har etableret sig på den moderne engelske folk scene med sine let syrede ballader, som af The Observer blev betegnet som ”A remarkable and original debut”. Amerikanske Wild Nothing præsenterer deres fængende melodier i et univers med lækre synths, luftige guitarer og inciterende sange. Indiepop af høj klasse. Vi slutter med Brooklyn-kvartetten Yeasayer, der går deres egne veje indenfor den alternative dansemusik, der her får et let syret vrid med brug af alternative instrumenter og lyde.

God fornøjelse og Pokker ta’ karenstiden på CD’ere, der gør det umuligt for biblioteket at opfylde bibliotekslovens krav om aktualitet.

Lyt til listen her:





/Benny