tirsdag den 24. marts 2015

Til minde om Jørgen

Jørgen Ingmann er gået bort i en alder af 89 år. Han var i sin aktive musikalske karriere en af Danmarks bedste guitarister, inspireret af amerikaneren Les Paul (ham der har lagt navn til en berømt guitar af samme navn). Han startede sin musikalske løbebane i 40’erne og var med i Svend Asmussens populære orkester. Med udgangspunkt i den lette jazz udvikler Jørgen Ingmann i løbet af 50’erne sin spillestil. I 1955 danner han par både privat og musikalsk med Grethe, som han optræder med på diverse scener og i fjernsynet. Kulminationen sker i 1963, hvor det sympatiske par vinder det internationale Melodi Grand Prix med ”Dansevise”, skrevet af ligeledes talentfulde Sejr Volmer-Sørensen og Otto Francker. Det var en rigtig vindersang med sin enkle og smukke vokal og ligeledes elegante guitarspil. To år forinden havde han i sit eget lydstudie indspillet instrumentalnummeret ”Apache”, som på et tidspunkt lå som nummer 2 på amerikanske Billboard. Jørgen og Grethe fortsatte deres musikalske samarbejde frem til 1975, hvor deres veje skiltes. I perioden havde de dyrket alle mulige genrer fra pop til børnesange, altid med stor arbejdsomhed og nogen gange af simpel nødvendighed. Kommercielt var årene ikke altid succesfulde, og da Jørgen til en vis grad led lidt af sceneskræk, blev de offentlige optrædener neddroslet og han trak sig helt fra rampelyset i 1984. Jørgen Ingmanns guitarspil var unikt med sin særlige twanky lyd, som især Hank Marvin fra The Shadows tog til sig. Men tiden med superguitarister som Jimi Hendrix og Eric Clapton trak i en anden retning musikalsk i forhold til hvor Jørgen og Grethe stod. De havnede lidt i musikalsk ingenmandsland og havde med deres unikke talenter fortjent væsentligt mere stjernedrys. Lyt til udvalget her på listen og bliv overrasket over, hvor god musikken er!

/Benny

Lyt til playlisten her:

mandag den 16. marts 2015

Sort sol

Den 20. marts indtræffer en af astronomiens helt store begivenheder. Den totale solformørkelse. Man skal desværre til Færøerne eller Svalbard for at opleve den totale formørkelse, mens vi i Danmark må nøjes med at se ca. 80 % af solen forsvinde. Tusmørke og stilhed sænker sig over landet fra kl. ca. 9.40 – 12.00. Den næste solformørkelse indtræffer i 2021, men her er kun 25 % af solen dækket, og vi skal helt hen til år 2142 for at se en lignende solformørkelse i Danmark!  Husk for Guds skyld solfilter eller specialbriller hvis det skulle være klart vejr på fredag!

Danmarks legendariske punk-band Sort Sol er dokumenteret på et CD-boxsæt på 11 cd’ere. Det kan lånes på biblioteket. Uden sammenligning i øvrigt er danske Alcoholic Faith Mission i gang med deres 7. udgivelse. Elektronisk drømmepop af høj klasse. Med base i Sverige spiller multinationale Blues Pills deres retro bluesrock med et psykedelisk touch.  The Dodos er en duo fra San Francisco der med god percussion som bund afleverer deres energiske klange. Tidligere Oasis mand, storebror Noel er her ude med sit andet solo udspil, som unægtelig smager lidt af…Oasis!  Fra Chicago leverer Liam Hayes retro pop/rock af den mere uskyldige slags.  Mere retro pop og new wave også fra Chicago får vi fra OK Go.  Australske Pond leverer energisk ny-psykedelisk pop på alle tangenterne.  Efter en pause på 35 (!) år spiller legendariske engelske The Pop Group ud med deres 3. album. Post punk med politiske overtoner! Tidligere Imperiet forsanger Joakim Thåstrøm er ikke blevet mildere med årene, men hans dystre og minimalistiske musik i samspil med underfundige tekster gør dybt indtryk. Englænderen Steven Wilson fra Porcupine Tree spiller yderst progressiv musik, som nok taler en del til lytterens indre skævehat! Det er blues og folk af en helt egen støbning, disse hill-billies med det opfindsomme navn leverer.

God fornøjelse med musikken!

/Benny

Lyt til playlisten her:

Marts

Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag. Datoen blev vedtaget på kvindekongressen i København i 1910 under lederskab af Nina Bang, senere verdens første kvindelige minister. Allerede 5 år senere fik kvinderne lige valgret med mænd. Som mand skal jeg ikke gøre mig klog på, hvor vi står i dag, men jeg ved da, at jeg både respekterer min kone og betragter hende som min ligeværdige! Desværre står det grelt til i andre dele af verden som Politiken kunne referere til den anden dag (03.03.2015). Her udtalte en indisk mand til BBC, der havde deltaget i en gruppevoldtægt i 2012, hvor offeret døde følgende: ”En pige er meget mere ansvarlig for voldtægt end en dreng…Hun skulle ikke have kæmpet imod, men ladet voldtægten ske. Så ville de have ladet hende gå, når de var færdige”. Yderligere kommentarer er vist overflødige!

Vi mænd snupper lejligheden til at lytte til lidt musik, så her er smagsprøver på nye CD’ere. Fra Toronto kommer house duoen Art Department med deres elektroniske lydværksted.  Et af de store britiske bands fra 90’erne og 00’erne er stadig i live, og det lyder til at gå ganske godt. Fra Los Angeles med rødder i Cambodia lyder der sære poppsykedeliske toner, som ikke er hørt på den lokale grillbar før! Den tidligere trommeslager i Fleet Foxes, Josh Tillman viderefører de flotte takter med sin kærlighed til Gram Parsons. Sangerinde, sangskriver og multiinstrumentalist Rhiannon Giddens er sød musik i mine ører, hverken mere eller mindre, omend lyden af en 8 cylindret under hjelmen ville have fuldendt oplevelsen! Bag navnet Jib Kidder gemmer multielektronikeren og lydcollagemageren Sean Craig-Schuster sig. Fra San Diego kommer power trioen JOY med guitarorienteret psykedelica. Også fra Vestkysten kommer singer/songwriter Jessica Pratt med sin introverse acid folk. Punch Brothers’ rødder ligger i bluegrass, country, folk og jazz og får herefter et crossover iblandet rock! Rumer består af sangerinden Sarah Joyce, der synger smægtende popsange med et godt øje til bl.a. Karen Carpenter. Supertramp har aldrig lydt bedre her i remastered deluxe edition. John Mooney har hevet country blues guitaren ned fra væggen og giver respekt til en af delta blues’ens store mestre: Son House.

/Benny

Lyt til playlisten her: