Man tager to slidte englændere (den ene skal være fra Nottingham), og udstyrer dem med en trommemaskine og en bærbar computer. De skal helst være sure på the establishment, og bruge nogle ord og vendinger der ikke ville gå an i den etablerede presse. Så får man en konstellation der kunne minde om under-underklassens svar på Pet Shop Boys.
De hedder Sleaford Mods og har en arrig, social indignation over alt hvad der ikke lige passer i deres verdensbillede. Sådan er det jo altid: man skælder ud på det man ikke selv har.
Disse to gutter gør det bar ikke uden ironi, humor og charme. Hvis man kan holde ud at høre på det.
I længden er de monotone beats måske trættende, og forsangeren Jason Williams kan godt blive lidt for vrængende i lidt for lang tid. Det er ikke alt der er guld, men lyt en gang til numre som Mcflurry eller My Jampandy. Det er charmerende socialrealisme tilsat nordengelsk vrængeri.
mandag den 24. august 2015
torsdag den 13. august 2015
Nyt musikalsk kræs.
Vi har i løbet af sommeren fået lidt nye CD’ere på hylderne. I kan lytte til smagsprøverne og så håber vi selvfølgelig, at noget af det vil vække Jeres interesse.
• Lukas Grahams længe ventede andet album er nu udkommet, indspillet i Los Angeles og velproduceret til mindste detalje.
• Engelske Kid Wave debuterer med et drømmeagtigt guitarbaseret album med gode melodier og fint vokalarbejde.
• Den amerikanske pop duo She & Him er gået i lag med klassikerne på deres nye album. Sød nostalgi til de små timer.
• På vinyl kommer århusianske Ulvetimen med deres debut med sange på dansk med et underfundigt udtryk bakket op af flot musik.
• Neil Young er ude i ekstremerne i sin jagt på miljøsyndere. En hel plade dedikeret som en bandbulle mod et amerikansk firma med navnet Monsanto. For meget? Døm selv! (Jeg har ikke kunnet skaffe tracks fra albummet, så I får i stedet noget ældre Young som efter min mening er mere den ægte vare).
• Gill Landry giver den med ægte Americana, rigtigt el-orgel og ballader der kræser om den svære kærlighed.
• For bluesfolket er der først danske The Blues Overdrive, hvis nye album er blevet rost til skyerne og har været ugens album i engelske The Blues Show og australske BluesBeat Radio. Duke Robillard er gæstesolist på nogle af numrene. Leo Welch har helt sin egen stil og sound, som er en blanding af traditionel delta tilsat noget hillbilly.
• Der er stadig liv i The Chemical Brothers, men kendere må tage diskussionen om hvor stort beatet er hos De Kemiske Brødre nu om stunder!
• Fra London kommer 25 årige Lianne La Havas, multiinstrumentalist og folk/soul sanger med sange, som efter sigende skulle have begejstret selveste Prince!
• Rammstein fans bør lytte til sanger Till Lindemann, der her sammen med den svenske metalproducer Peter Tägtgren har begået et album, der deler anmelderne. Teksterne er et kapitel for sig, så er alle advaret!!!
• Australske Tame Impala har vi et par plader med i forvejen. Deres let psykedeliske toner med gennemarbejdet vokalarbejde flyder ugenert gennem æteren.
• Til sidst skal vi have en smagsprøve på århusianske Go Go Berlin, hvis nyligt udgivne album har været værd af vente på. Vi har ikke fået det endnu på biblioteket, men jeg glæder mig allerede nu til at høre mere, når det kommer.
Lyt til smagsprøver på spotify;
Etiketter:
countryrock,
electronica,
heavy metal,
nyheder,
pop,
psykedelisk rock,
rock,
soul,
soul-pop
fredag den 7. august 2015
Svedig guitar anbefales!
Så sidder man her og sveder på kontoret. Udenfor synger fuglene ikke længere. De er fløjet nordpå til koldere himmelstrøg. Gid jeg havde vinger, så jeg kunne følge med dem op og få lidt frost. Bare i 5 minutter.
Hvis jeg skal svede, skal andre også svede! Derfor vil jeg anbefale to svedige udgivelser af to svedige grupper;
Den ene er guitaristen Bill Frisell med hans eminente blues/rock/jazz udspil fra 1998, Gone, just like a train. Jeg stødte ind i den for et par år siden, og jeg husker at det var mig der kom mest til skade. Alene åbningsnummeret, Blues for Los Angeles, er en rå og syret tour de force gennem en 'guitaristisk' dystopi. Som at lytte til forfatteren Cormac McCarthy spille banjo.
Den anden udgivelse er det besynderlige band, The Greg Foat Group, og deres The Dancers at the End of Time. Jeg hørte nummeret Riff for Raff på P8-jazz, og faldt straks for det melodiøse groove, der gør nummeret til en svedig ørehænger (som om her ikke er varmt nok i forvejen!). Resten af udgivelsen fulgte lystigt med. Klik på logoet, og lyt løs:
Der er intet nyt under solen på disse udgivelser, men det de gør, gør de cool. Og det er lige det jeg har brug for, nu jeg ikke kan flyve.
/Michael
Lyt til Bill Frisell Gone, just like a train her:
Lyt til The Greg Foat Group The Dancers at End of Time:
Abonner på:
Opslag (Atom)