All summer long

Sommeren nærmer sig med fuld hast, og hvad vil være mere naturligt end at lytte til lidt god ny musik til grillens lystige knitren, studenterfesterne eller bare en hyggeaften i haven (husk at tænke på naboerne!). Vi præsenterer et udvalg fra uge 19 af bibliotekets nye CD’ere, og så holder redaktionen ellers sommerferie. I kan selv holde øje med kommende nyindkøb på bibliotekets hjemmeside www.biblioteket.horsholm.dk/Voksen/Nyt-paa-hylderne.

Canadiske Besnard Lakes fra Montreal lægger ud med lækker psykedelisk space rock her på deres tredje udgivelse. Sarah Blasko kommer fra Australien og landede i 2005 i USA med bunker af hædersbeviser i bagagen. Det var der fuldt belæg for: Lyt bare til stemmen! Country roots rockeren Steve Earle har snesevis af albums bag sig, alle af høj kvalitet. Vi har flere af hans tidligere plader på hylderne. Countrypop ikonet Don Gibson sprøjtede hits ud i 50’erne og 60’erne. Her må der gerne danses! Indie folk sanger og sangskriver Samuel Beam er hovedmanden bag Iron & Wine, der leverer lækker og afslappet kompositions folk. Norske Kaizers Orchestra er formodentlig kendt blandt et større publikum. Her afslutter de Violeta-trilogien. Grunge pionererne Mudhoney har udgivet et solidt album tro mod traditionerne. Her må der danses igen, for kors hvor det swinger når David Olney præsenterer sine udgaver af ægte ”Americana”. Mere Americana, men i mere nymodens klæder får vi fra honningstemmen Grant-Lee Phillips, bl.a. tidligere medlem af Dream Syndicate. Harper Simon er søn af, ja rigtigt gættet, Paul Simon. Slægtskabet kan høres i de iørefaldende popsange lige efter hjertet. Det skotske post-punk band Simple Minds fejrer en slags 34 års jubilæum med udgivelsen Celebrate. Så er der dømt fed 80’er stemning! Singer/songwriter Chip Taylor har en fantastisk karriere bag sig, både som musiker og sangskriver (han har bl.a. skrevet numrene ”Wild thing” og ”Angel of the morning”). Her er han totalt afslappet og nærmest reciterende i sine fine små ballader. For bluesfolket, purister undtaget, slutter vi af med jugoslaviske Ana Popovic. En kvindelig guitarist uden sidestykke med bund i blues, men med en ustyrlig lyst til at eksperimentere med genren.

Og dog! Jeg kan ikke helt styre mig for at I ikke lige skal have Chip Taylors to klassikere med her:

Juice Newton med ”Angel of the morning” og halvskæve Troggs’ legendariske version af ”Wild thing”. (Hvis naboen alligevel trænger til en lærestreg, kan der med fordel skrues op her!).

God sommer!

/Benny

Lyt til playlisten her:

Toner fra det forsvundne DDR

Det var efter Erich Honeckers overtagelse af magten i enhedspartiet SED i 1971 efter Walter Ulbricht, at der begyndte at blæse nye vinde over socialistparadiset DDR. Hidtil havde rockmusik været bandlyst og stemplet som dekadent vestlig forurening. Samtidig med at det blev muligt at købe cowboybukser, voksede der et selvstændigt musikmiljø op i DDR, som i starten fik lov til at udvikle sig relativt ubemærket i forhold til statsovervågningsapparatet. En af de mest populære rockgrupper var Klaus Renft Combo, grundlagt i Leipzig allerede i 1958, men først rigtigt aktive efter ”tøbruddet” i 1971. De spillede deres egen musik uden skelen til, hvad der var politisk korrekt og opnåede kultstatus blandt ungdommen. I 1975 gik det galt, da de skulle aflægge prøve for en ansat i kulturministeriet for at få forlænget deres spillelicens. STASI havde afsagt dommen, bandet var for radikalt i forhold til hvad regimet kunne tolerere og fru kammerat Oelschlägel fra ministeriet meddelte dem, at de ikke længere eksisterede! Deres musik var ikke blot uønsket, den eksisterede ikke længere! For at forstå dette vanvid må man se på konsekvenserne af beslutningen. Deres plader forsvandt øjeblikkeligt fra hylderne, de måtte ikke optræde, al omtale i bøger og blade blev redigeret væk. De havde simpelt hen aldrig eksisteret! Klaus Renft fattede ikke rigtigt, hvad der var foregået. Han havde aldrig ønsket at skade socialismens sag eller sit land, men blot givet udtryk for ungdommens stræben efter forandringer. Han var kosmopolit og uønsket i DDR og nåede vesten i 1975. Anderledes gik det for det andet populære band Karussell. De havde forstået budskabet og spillede en iørefaldende popmusik med tekster, der vanskeligt kunne forarge sindelagskontrollørerne og eksisterer den dag i dag.

DDR-tiden giver stof til forfærdende læsning. For overhovedet at prøve at forstå, hvad der foregik kan det anbefales at læse f.eks.:
Anna Funder: Stasiland
Guido Knopp: Goodbye DDR
Mikael Busch: Knud og Vera
Markus Wolf: Manden uden ansigt
Jesper Clemmensen: Flugtrute Østersøen

Musikinteresserede der vil gå i dybden vil kunne læse:
Mark Fenemore: Sex, thugs and rock ’n’ roll : teenage rebels in Cold-War East Germany 

Der kan lyttes til:
Das beste aus der DDR  (3 cd’ere med rock, pop og kult)
Die Partei hat immer Recht (Partipropagandasange og politiske viser)
Klaus Renft: Klaus Renft Combo Nr. 1

/Benny

Lyt til listen her: 

Forsythiaen blomstrer endelig!

Og det skete i uge 18. I samme uge røg der ny musik på hylderne i bibliotekets samling af CD’ere. Vi lægger ud med Autre Ne Veut som på trods af navnet er fra USA. Drømmende elektro med insisterende iørefaldende vokaler. Bombino stammer fra Niger og ryger genremæssigt i den store gryde med verdensmusik, men der er lidt mere bluesrock guitar med i lydbilledet end man normalt ville forvente. Engelske Bonobo leverer instrumental elektronisk trip hop med et anstrøg af jazzrytmer. Australske Crime & the City Solution havde deres storhedstid fra 1985-1990, hvor de udgav en perlerække af albums. Herefter har der på nær et enkelt album fra 1996 været stille omkring dem. Indtil nu, hvor de er genforenet og tilbage i fin form. Povl Dissing genfortolker sine mange klassiske viser, her akkompagneret af yngre Dissinger m.fl. i en mindeværdig live-optagelse fra Viborg Teater sidste år. Måske bedst kendt som Mick Jaggers eks-kæreste var der fra starten pænt fokus på Marianne Faithful. Men hun kunne sagtens selv, og her foreligger i deluxe genudgivelse hendes legendariske 1979 album. Svenskerne har en lang tradition for at udvikle gode, gedigne talenter indenfor pop/rock genren. Altid lytteværdig musik. Her er det Håkan Hellström. Der er dømt guitarrock, når talen falder på Eric Johnson fra Texas, der er blevet sammenlignet med bl.a. Johnny Winter og Stevie Ray Vaughan. Country legenden over dem alle, Willie Nelson er ikke til at stoppe. Iflg. musiksitet allmusic.com kan hans nyeste udgivelse ligge i nærheden af nr. 100! Han har flirtet med mange forskellige genrer, ikke altid lige vellykket, men denne gang er det evergreens fra den amerikanske sangskat der får en tur, og det tager de ingen skade af! Det engelske new wave band OMD havde deres storhedstid i 80’erne og lyden har egentlig ikke forandret sig her på deres sidste udspil. Ren 80’er nostalgi! Giver det overhovedet mening at udsende en enkelt opsamlings-cd med ”The boss”, dækkende perioden 1973-2012? For inkarnerede fans selvfølgelig ikke, men nye lyttere kan passende begynde her! Indie folk bandet Stornoway spiller ”moderne” folk med anderledes instrumentering og har vakt en del opsigt og omtale hos BBC i England. Mere afrikansk ”roots” musik, denne gang fra Niger – lige til at blive i godt humør af! Amerikanske Yeah Yeah Yeahs slutter af med deres storladne vokaler og deres ekkorockende congatromme lydtapet. Lyt til musikken på CD og husk at nyde foråret!

/Benny

Lyt til listen her:

Kom forår uge 16!

Tjah, helt forår blev det så ikke i første omgang, men her er i hvert fald lidt smagsprøver på bibliotekets nyindkøb fra uge 16. Vi lægger ud med Eric Clapton, som nok ikke behøver nærmere introduktion. J.J. Cale er gæst og lægger både vokal og guitar til denne lille perle af en ørehænger. Legendariske Nick Drakes tredje og sidste album fra 1972 er blevet genudgivet på sort vinyl. (Ikke tilgængeligt til hjemlån p.t., men vi har musikken på CD). Det ind imellem melodiske syre-bubblegum band Flaming Lips seneste udspil foreligger her. Fra Manchester kommer Hurts med deres storladne og melodramatiske pop ballader. The Men fra Brooklyn har udviklet deres musik fra det punkede hen imod det mere afvekslende og imødekommende her på deres fjerde album. Marnie Stern har rødder i punk og noise scenen og kan lyde som en moderne udgave af Nina Hagen! Suuns spiller mørk elektroartrock med dragende undertoner. Kurt Vile er svær at sætte i bås, hans musik er en blanding af technosynth og singer/songwriting. For bluesfolket skal vi præsentere Elmore James Jr. Søn af den legendariske slideguitarist Elmore James, der døde i 1963. For sammenligningens skyld afslutter farmand himself denne playlist. Støt dit lokale musikbibliotek ved at låne vores musik på CD!

/Benny

Lyt til listen her:

Godt nyt!!

Ja, der er godt nyt til de tilbageværende fans af de små sølvfarvede blanke skiver! Vi lægger ud med Devon Allman, søn af Gregg Allman fra legendariske Allman Brothers. Sønnike følger i fars fodspor med en solid gang bluesbaseret rock. Adam Ant fra post-punk gruppen Adam and the Ants, der huserede i senhalvfjerdserne har efter en pause på 18 år (!) udsendt et nyt album, der er helt på højde med hans første solo-album ”Friend or foe” fra 1982. Anmelderne var ved at tabe pusten over Nick Caves nyeste udspil. Hør selv hvorfor! Texas guitarikonet Gary Clark Jr., der er blevet sammenlignet med Jimi Hendrix, spiller blues så det er fristende lige at give den en tand til på lydstyrken. Far alene hjemme musik! Darwin Deez fra Brooklyn står for en gang lo-fi, indie solskinspop, der af mange er blevet sammenlignet med ligeledes amerikanske Beck. Folk baserede Tim Easton spiller smuk akustisk ”Americana” på den dér laid back-agtige måde. Sadcore sangerinden Ester Maria debuterer med et flot og overraskende vitalt album, der lover godt for fremtiden. Fra Oxford lyder der fra Foals overvejende lette og melodiøse toner af absolut dansevenlig karakter. Etta James har sunget blues, gospel og soul i en menneskealder, hun døde i 2012. Her er hun i en typisk genudgivelse i 70’er stil, dvs. i det soul-funkede hjørne. Fra den tyske electronica scene kommer Paul Kalkbrenner med sin late-night techno, der render om hjørner med vores sanser. Danske Luth debuterer med en flot og gennemarbejdet pop plade af international tilsnit. Fra Nashville kommer Night Beds med den følsomme singer/songwriter Winston Yellen som frontfigur og inviterer os indenfor i et univers fyldt med hjerte og smerte. Chris Stamey leverer små fine kammerpop ballader med udsøgt orkestrering. De canadiske tvillinger Tegan and Sara springer ud som fuldblods pop-tøser på deres syvende album, nok til nogens forundring, men det er ærlig musik der er godt skruet sammen. Bag Unknown Mortal Orchestra står Ruban Nielson fra Oregon, der med sin backing fremmaner funkede takes med wah-wah guitar og skæve beats. Vi lader gode gamle Richard Thompson slutte af med et for ham typisk udspil i den solide og genkendelige stil.

/Benny

Lyt til listen her:

Kvindernes Internationale Kampdag 2013

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag i dag kommer der her en playliste med sange som alle handler om eller bliver sunget af stærke kvinder. Der er både kendte og mindre kendte sange iblandt. F.eks. har jeg medtaget både The Runaways (som fik en sikker plads på listen), Hole, Cyndi Lauper og Tracy Chapman. Men man kan også lytte til b.la. Le Tigre som er kendt for at tage fat på emner inden for feminisme og det homoseksuelle miljø. Derudover har jeg valgt Martha Wainwright som med Bloody Mother Fucking Asshole får afløb for nogle følelser. I New Romantic tager Laura Marling fat på kærligheden i en akustisk smuk sang. Skru godt op for lyden og syng med!

God 8. marts til alle som ønsker ligestilling blandt kønnene!

/Nina

Lyt til listen her:

Warren Zevon in memoriam

I år er det 10 år siden den amerikanske musiker Warren Zevon døde af kræft kun 56 år gammel, nærmere bestemt d. 07.09.2003. Han var født i Chicago, men flyttede senere til Los Angeles, hvor han slog sine folder i midthalvfjerdserne som sangskriver og musiker i kredsen omkring den såkaldte L.A.’s Mellow Mafia med prominente navne som Eagles, Jackson Browne, Bob Seger, Fleetwood Mac m.fl. Warren udgav flere albums i eget navn, uden dog at opnå så stor kommerciel succes som andre i Mellow-kredsen. Hans sange og musik var aldrig mainstream, dertil var de lidt for skæve og uregerlige, men til gengæld altid præget af forløsende humor, vid og følelser. I senhalvfjerdserne havde Warren kæmpet med alkohol- og misbrugsproblemer, men havde fået nedkæmpet sine dæmoner så meget at han følte sig klar til en længere turné. Det var første gang, han turnerede med et egentligt rockband eftersom hans musik i det væsentlige var mere akustisk orienteret. Ud over hans faste backingguitarist David Landau, bestod bandet af nogle ret ukendte musikere fra Boulder i Colorado. Turnéen var en succes fra starten og blev afsluttet med nogle dages optræden på det berømte Roxy Theatre i Hollywood. (Dér hvor John Lennon hang ud på sine enorme drukture under sin ”the lost weekend” periode). Turnéen var allerede blevet legendarisk og havde fået navnet ”The dog ate the part we didn’t like tour”, og der spekuleres den dag i dag over hvad det egentlig betyder. De fem aftener på Roxy resulterede i et live album ”Stand in the fire”, som blev udgivet i slutningen af 1980. Det fandtes i mange år kun på LP og blev et samlerobjekt, indtil det langt om længe blev genudgivet i 2007 på CD, remastered og med fire bonus tracks. Døm selv, om bonus tracks’ne tilføjer det oprindelige sæt noget ekstra. Warren Zevon har kun optrådt én gang i Danmark og det var på Roskilde i 1983. Han var på fredag aften på Canopy scenen og var ”hovedretten” mellem Simple Minds og Sneakers. Arrangørerne troede fejlagtigt, at Zevon kom med et band, men det gjorde han ikke! Han kom med sig selv og et grand piano! Resultatet var selvfølgelig katastrofalt og Zevon blev buh’et ud. Synd og skam, at han ikke havde drengene fra Boulder med den aften. Så havde Roskilde med garanti fået en ekstra af sine mindeværdige koncerter!

/Benny

Lyt til listen her: