Ten Years After – Remastered.

Biblioteket har lige købt det legendariske bluesrock-band Ten Years After’s 3 første albums. Det drejer sig om deres debut LP fra 1967 Ten Years After,  live-albummet Undead fra 1968 og Stonedhenge fra 1969.

Ten Years After var fra England, men blev verdenskendte for deres optræden på Woodstock festivalen i 1969 med nummeret I’m going home i en helt forrygende udgave.
Det var superguitaristen Alvin Lee der trak det store læs, godt bakket op af keyboardmanden Chick Churchill, bassist  Leo Lyons og trommeslager Ric Lee. Musikken var rå uforfalsket blues-rock for fuld skrue, men også mere stille og reflekterende numre som f.eks. ”I can’t keep from crying sometimes”.

Bandet stoppede i 1976 efter at havde udgivet en halv snes albums af svingende kvalitet. Det blev til en enkelt ”reunion” i 1988 og et enkelt helt nyt album i 1989, men derefter var det definitivt slut og Alvin Lee døde 6. marts  2013.

De 3 CD’ere er remastered og hver udgivet med en ekstra CD med bonusmateriale, ligesom det er muligt at lytte til numrene i både mono og stereo! (Lyt f.eks. til stereoeffekten på ”Speed kills”. Stereo var relativt nyt dengang!).

God fornøjelse!

Lyt til Ten years after

Lyt til Undead

Lyt til Stonedhenge

Er sommeren slut?

Forhåbentlig ikke helt endnu, men det går lidt stærkt. C.V. Jørgensen udtrykker det meget godt i
nummeret Sæsonen er slut fra klassiker-albummet  ”Tidens tern”. Vi fortsætter med nyheder på hylderne, som synes vi, nok er værd at lægge ører til, selvom grillkullene er ved at være brændt ud.

• Dr. Dre er på gaden med sit første album i 16 år og ifølge ham selv også det sidste. (Der er desværre ikke noget lydspor til en smagsprøve).

• Amerikanske Giant Sand har en stribe af kvalitetsplader bag sig. Nu ikke længere med karismatiske Chris Cacavas i front, men til gengæld med flere danske sidemænd m/k.

• Go Go Berlin er nu ude med deres andet album, som mange har ventet på. Belønningen er der i form af en rigtig god tur i overhalingsbanen. Læs evt. om Go Go Berlin i Gaffas august nummer.

• Fra arkiverne kommer Michael Head og The Strands fra Liverpool med denne udgivelse, oprindeligt fra 1997. Folk/rock af en sjælden intens og velinstrumenteret slags.

• Jonah Blacksmith er fra Thy og er godt i gang med at etablere deres navn indenfor alternativ folk med et længselsfuldt og kærligt islæt af Americana.

• Her kommer så en født klassiker, Joy Divisions ”Substance” med indspilninger fra perioden 1977-1980. Her i lækker remastered vinyl med de originale bilag.

• Fra Brooklyn, men med sydstatslyd kommer The Lone Bellow med deres soulfyldte og følelsesladede pop-ballader med rødder i Americana.

• Fra Canada kommer projektet Mas Ysa, som mest består af musiknomaden Thomas Arsenault, hvis studier har resulteret i en både dansabel, men også melankolsk folketone indsat i techno-rammer.

• Dannet i 2002 i Chelmsford, England er Mawkin  for længst af anmeldere blevet udråbt til et af de mest lovende og spændende nye bands indenfor den traditionsrige engelske folk-scene.

• Ashley Monroe viser på sit andet udspil en usvigelig sikker fornemmelse for country, når den er bedst. Flot vokalarbejde og perfekt instrumentering. Superflot! Hun arbejder også med lidt mere eksperimenterende Pistol Annies.

• Fra New York kommer electronica duoen  Ratatat. De har udsendt en række inciterende og funky instrumentalrytmer med Mike Stroud som lydmager og Evan Mast som producer.

• Fra Nashville kommer kvintetten SteelDrivers der med deres flotte håndtering af akustiske instrumenter viderefører bluegrass traditionen på fornemste vis.

• Rasmus Walter behøver nok ikke nogen nærmere præsentation, så her får vi fra en glad aften i Vega i København et udvalg af hans sangskrivertalenter.

Lyt til smagsprøver på spotify;

Højrøvet og klokkeklar gadepoesi anbefales.

Man tager to slidte englændere (den ene skal være fra Nottingham), og udstyrer dem med en trommemaskine og en bærbar computer. De skal helst være sure på the establishment, og bruge nogle ord og vendinger der ikke ville gå an i den etablerede presse. Så får man en konstellation der kunne minde om under-underklassens svar på Pet Shop Boys.

De hedder Sleaford Mods og har en arrig, social indignation over alt hvad der ikke lige passer i deres verdensbillede. Sådan er det jo altid: man skælder ud på det man ikke selv har.
Disse to gutter gør det bar ikke uden ironi, humor og charme. Hvis man kan holde ud at høre på det.
I længden er de monotone beats måske trættende, og forsangeren Jason Williams kan godt blive  lidt for vrængende i lidt for lang tid. Det er ikke alt der er guld, men lyt en gang til numre som Mcflurry eller My Jampandy. Det er charmerende socialrealisme tilsat nordengelsk vrængeri.

Nyt musikalsk kræs.

Vi har i løbet af sommeren fået lidt nye CD’ere på hylderne. I kan lytte til smagsprøverne og så håber vi selvfølgelig, at noget af det vil vække Jeres interesse.

• Lukas Grahams længe ventede andet album er nu udkommet, indspillet i Los Angeles og velproduceret til mindste detalje.

• Engelske Kid Wave debuterer med et drømmeagtigt guitarbaseret album med gode melodier og fint vokalarbejde.

• Den amerikanske pop duo She & Him er gået i lag med klassikerne på deres nye album. Sød nostalgi til de små timer.

• På vinyl kommer århusianske Ulvetimen med deres debut med sange på dansk med et underfundigt udtryk bakket op af flot musik.

• Neil Young er ude i ekstremerne i sin jagt på miljøsyndere. En hel plade dedikeret som en bandbulle mod et amerikansk firma med navnet Monsanto. For meget? Døm selv! (Jeg har ikke kunnet skaffe tracks fra albummet, så I får i stedet noget ældre Young som efter min mening er mere den ægte vare).

• Gill Landry giver den med ægte Americana, rigtigt el-orgel og ballader der kræser om den svære kærlighed.

• For bluesfolket er der først danske The Blues Overdrive, hvis nye album er blevet rost til skyerne og har været ugens album i engelske The Blues Show og australske BluesBeat Radio. Duke Robillard er gæstesolist på nogle af numrene. Leo Welch har helt sin egen stil og sound, som er en blanding af traditionel delta tilsat noget hillbilly.

• Der er stadig liv i The Chemical Brothers, men kendere må tage diskussionen om hvor stort beatet er hos De Kemiske Brødre nu om stunder!

• Fra London kommer 25 årige Lianne La Havas, multiinstrumentalist og folk/soul sanger med sange, som efter sigende skulle have begejstret selveste Prince!

• Rammstein fans bør lytte til sanger Till Lindemann, der her sammen med den svenske metalproducer Peter Tägtgren har begået et album, der deler anmelderne. Teksterne er et kapitel for sig, så er alle advaret!!!

• Australske Tame Impala har vi et par plader med i forvejen. Deres let psykedeliske toner med gennemarbejdet vokalarbejde flyder ugenert gennem æteren.

• Til sidst skal vi have en smagsprøve på århusianske Go Go Berlin, hvis nyligt udgivne album har været værd af vente på. Vi har ikke fået det endnu på biblioteket, men jeg glæder mig allerede nu til at høre mere, når det kommer.

Lyt til smagsprøver på spotify;

Svedig guitar anbefales!

Så sidder man her og sveder på kontoret. Udenfor synger fuglene ikke længere. De er fløjet nordpå til koldere himmelstrøg. Gid jeg havde vinger, så jeg kunne følge med dem op og få lidt frost. Bare i 5 minutter.

Hvis jeg skal svede, skal andre også svede! Derfor vil jeg anbefale to svedige udgivelser af to svedige grupper;

Den ene er guitaristen Bill Frisell med hans  eminente blues/rock/jazz udspil fra 1998, Gone, just like a train. Jeg stødte ind i den for et par år siden, og jeg husker at det var mig der kom mest til skade. Alene åbningsnummeret, Blues for Los Angeles, er en rå og syret tour de force gennem en 'guitaristisk' dystopi. Som at lytte til forfatteren Cormac McCarthy spille banjo.

Den anden udgivelse er det besynderlige band, The Greg Foat Group, og deres The Dancers at the End of Time. Jeg hørte nummeret Riff for Raff på P8-jazz, og faldt straks for det melodiøse groove, der gør nummeret til en svedig ørehænger (som om her ikke er varmt nok i forvejen!). Resten af udgivelsen fulgte lystigt med. Klik på logoet, og lyt løs:

Der er intet nyt under solen på disse udgivelser, men det de gør, gør de cool. Og det er lige det jeg har brug for, nu jeg ikke kan flyve.

/Michael

Lyt til Bill Frisell Gone, just like a train her:

Lyt til The Greg Foat Group The Dancers at End of Time:

Av, for en smutter..!

Det hænder selvfølgelig for os alle sammen. Vi begår fejl engang imellem! Det startede med en SMS fra min søn på Roskilde Festivalen. Han havde hørt The War on Drugs onsdag aften på Arena og det havde været virkeligt stort. Så kvitterede Kim Skotte fra Politiken med seks hjerter i sin anmeldelse af samme koncert. Fedt, tænkte jeg. Dem har vi selvfølgelig i bibliotekets CD-samling. Troede jeg! Det viste sig nemlig ikke at være tilfældet. I uge 16 sidste år fik vi tilbudt deres fjedre album ”Lost in the dream”. Det blev senere årets næstbedste album ved en afstemning i den engelske avis The Guardian. I det hele taget masser af rosende anmeldelser og 4½ stjerne i allmusic.com. Hvordan det har kunnet forbigå vores opmærksomhed er ganske enkelt ikke til at give et fornuftigt svar på. Det er en smutter af format!

Lyt indtil videre til ”Lost in the dream” på playlisten og vi kan selvfølgelig skaffe CD’en fra et andet bibliotek, ligesom vi kan skaffe de 2 foregående CD’ere med bandet. ”Wagonwheel blues” (2008) og ”Slave ambient” (2011).

/Benny

Lyt til playlisten her:

Sommer nu!!!

Sommerluft var der ikke meget af i første omgang, så mens vi venter får I så lige endnu en omgang smagsprøver på nye CD’ere. Vi synes der er mange gode ting imellem, selv om genrerne spænder vidt. Så endnu engang: Fat mod! Nu må det snart være sommer!

Fra Nordirland kommer denne hårdtslående trio med  kraftfuld, men også melodisk britpop. Kun på vinyl møder vi Broadcast, der med en blanding af indietronica og psykedelica maler interessante pop collager. Det er mildest talt vanskeligt at lave opsamling med Eric Clapton. Hermed foreligger endnu et forsøg med denne trippel CD med undertitlerne Studio, Live og Blues. Kan man blande old school country med Americana og twiste det med lidt electronica? Tjah…amerikaneren Daughn Gibson gør forsøget og det lyder i hvert fald anderledes! Fra Idaho kommer Eilen Jewell til gengæld og leverer den ægte vare! Oh, my lost highway! Den ægte vare leveres sandelig også af P S 12. Glad dansk pop med traditionsbevidste rødder. Der er 60’er soul over den helt igennem hvide sanger og mundharpespiller Tad Robinson fra New York. En af de helt gamle pionerer indenfor politiske protestsange m.m., Buffy Sainte-Marie er still going strong. Budskabet har ikke ændret sig synderligt, men det har det musikalske udtryk til gengæld. Imponerende! Chris Smither har udsendt en perlerække af smukke guitar albums med rødder i Americana, her er et af dem udsendt i 2012. Fra Georgia kommer sangerinden og sangskriversken  MacKenzie Scott med sine flotte folk-rock ballader stærkt inspireret af bl.a. P J Harvey. Serbiske Ana Popovic lukker med intet mindre end en duet med sin far Milton Popovic. Så flot kan det gøres!

/Benny

Lyt til playlisten her: