onsdag den 15. januar 2014

Laaang januar!

Januar er en lang og kold og dyr måned, der nogle gange kan synes uendelig. Det er meget godt med udsalg, men når man nu har brugt alle pengene på julegaver…? Nå, men så skal det gøre godt med lidt god musik til de lange mørke aftener. Her er lidt smagsprøver på de første nyanskaffelser i det nye år. Vi lægger ud med århusianske Annette Bjergfeldt, som her på sit 3. album synger på modersmålet. Flot album! Det er ikke hver dag, det kan lade sig gøre at høre Nick Cave live, så i stedet kan man lytte til denne live-CD, optaget sidste år på radiostationen KCRW i Californien. På vinyl foreligger nu 3 af Eric Claptons midthalvfjerdser plader, så nye unge lyttere kan passende starte her. Chris Eckman fra tidligere Walkabouts har udgivet et storslået ”roadtrip” album af høj klasse i bedste stil med Springsteens klassiske Nebraska fra 1982. Marie Fredriksson fra hedengangne Roxette har overvundet sin sygdom og synes igen at være i fin form på dette flotte, typisk svenske popalbum. Fra Portland, Oregon kommer instrumentalbandet Grails, hvis lag-på-lag inciterende let psykedeliske univers virker stærkt dragende. Efter en pause på 17 (!) år er Mazzy Star (She hangs brightly) tilbage på deres oprindelige spor med en samling lette og sfæriske drømmeagtige popsange. Techno nouveau af banebrydende kvalitet, skrev de engelske anmeldere om Teeth of the Sea. Døm selv! Vi slutter af med new folk sangerinden Ruth Theodore, som blev rost til skyerne af ”The Guardian” for sit debut-album fra i sommers.

God fornøjelse, og husk det er gratis at låne musik på biblioteket!

/Benny

Lyt til playlisten her:




Ingen kommentarer:

Send en kommentar