fredag den 28. februar 2014

Marts

Marts måned eller Thors måned, som den hed i meget gamle dage er den måned hvor sneen smelter. Den er også ekstremernes måned rent vejrmæssigt, idet den laveste temperatur nogensinde blev målt til – 24 ¤C i 1942 og den højeste til + 22,2 ¤C i 1990! Musik kan også være præget af ekstremer rent genremæssigt, og dette udvalg af nye CD’ere og vinyler, der bliver tilgængelige i marts spænder meget vidt. Lyt selv!

Engelske Daniel Avery udsendte sit første soloalbum i oktober sidste år. Electronica med inspiration fra Chemical Brothers og Underworld. Fra North Carolina kommer The Avett Brothers med rødder i bluegrass og folk, men med en klanglig glidende kobling til rock. Producer er ingen ringere end Rick Rubin. Fra England kommer Cocos Lovers med deres 3. album. Musikken er en fascinerende blanding af new folk med et stænk af afrikanske rytmer og en stemning af laid back americana. Legendariske folksinger Nick Drake nåede i sit korte liv (han blev 26 år) kun at indspille 3 plader. Disse har i dag kultstatus og har alle opnået maximum rating i Allmusic Guide, hvilket er usædvanligt. På sort vinyl foreligger her hans første LP (kan også lånes på CD). Med næsten en halv snes udgivelser bag sig, er Patty Griffin fra Maine ikke just ny i faget. Hun laver nogle forbandet flotte sange, og jeg kommer til at tænke lidt på måske gode gamle Emmylou Harris når jeg hører dem. På dette udspil medvirker Robert Plant på et par numre. Hiss Golden Messenger ligeledes fra North Carolina er hovedsageligt et tomands projekt, der meget originalt giver folk og country genren et touch af psykedelika. Jason Isbell var sanger og guitarist i outlaw bandet Drive-By Truckers, inden han i 2007 påbegyndte en solokarriere. Dette er hans sjette udspil med sydstatsrock af høj klasse. New Yorker soul/funk bandet Dap Kings med Sharon Jones som frontfigur har en lang historie bag sig, bl.a. som backing til Amy Winehouse. Her leverer de pure soul uden de store dikkedarer. Hvis der er nogen, der kan huske det fine amerikanske band Pavement, vil de også kunne nikke genkendende til navnet Stephen Malkmus. Det er blevet til seks flotte soloudgivelser, hvoraf den sidste her har lo-fi karakter. Fra Canada kommer trioen MonkeyJunk med deres sofistikerede bluesrock, der af amerikanske anmeldere blev nævnt som et af de bedste 10 albums indenfor sin genre sidste år. For metalfolket har vi denne gang Pelican fra Chicago.
Et rent instrumentalt udspil, flot komponeret og struktureret i genren ”art metal”. Danske post-grungere Surfact har genindspillet de bedste numre fra deres tre albums, nu i akustiske versioner. Et farligt projekt, men det holder fremragende! Fra Chicago kommer guitarist Dave Riley og mundharpespiller Bob Corritore, der her på pladen demonstrerer deres kærlighed til den ægte Chicago blues med dens rå og uspolerede lyd, og kors hvor det swinger!

Glem ikke musikken! Og husk så på, at der er fire Tycho Brahes-dage i marts, nemlig d. 1., 4., 14. og 15!

/Benny

Lyt til playlisten her:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar