onsdag den 14. maj 2014

Kom maj, du søde milde…

Kendt som en af de smukkeste danske forårssange…og så alligevel har den i virkeligheden tyske rødder! Det er ingen ringere end Mozart, der har skrevet musikken. Den indgår i sidstesatsen i Mozarts klaverkoncert nr. 27 i B-dur. I øvrigt hans sidste af slagsen, uropført i Wien den 4. marts 1791, hvor det samtidig var mesterens sidste offentlige optræden.

Vi har fået endnu lidt ny musik på hylderne, og her er der mulighed for at smuglytte lidt til noget af det. Vi lægger ud med norske Atlanter, der har fået kælenavnet Norges ”vidde-bluesband” med deres blå og medrivende toner. Bobby Bare Jr. (ja, rigtigt gættet, søn af DEN Bobby Bare) går ikke direkte i farens fodspor, men giver sine sange et selvstændigt udtryk, dog med et umiskendeligt touch af Americana. Carlene Carter hører til den berømte Carter Family, datter af June Carter og hendes første mand Carl Smith. Hun har fået god country ind med modermælken og det kan høres. Malachai er engelske og giver elektronisk trip-hop psykedeliske overtoner.  Den danske trio med det finurlige navn Pligten Kalder debuterer med dette forunderlige album på tværs af tidens strømninger. Leon Russell er stadig i live og kan høres fit for fight på dette nye album, hvor han finpudser sit måske musikalske testamente. SOHN består hovedsageligt af produceren Christopher Taylor, der har opnået en del opmærksomhed omkring sin soul-innovative electronica. Don Williams afslutter med en gang solid og vellydende country af den allerbedste slags. Det er for øvrigt i dag helt legalt at indrømme, at man faktisk godt kan lide at lytte til god country, og det er et faktum, at genren nyder større respekt i USA end nogensinde.

/Benny

Lyt til playlisten her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar