Øv, det lakker mod enden med de dejlige løse fridage her i foråret. Nu er det pinse og så Grundlovsdag, men heldigvis nærmer den gode danske sommer sig. Så her er lidt smagsprøver på god musik til de kommende lange sommeraftener.
Den kontroversielle walliser Julian Cope er her dokumenteret med en ”best of”, dækkende perioden 1999-2014. Eric og Leigh er brødrene Gibson der spiller uforfalsket bluegrass af den bedste slags. Beth Hart har vi tidligere stiftet bekendtskab med og hun skuffer bestemt heller ikke denne gang. Hvilken stemme! Jes Holtsø (Ja, det er Børge fra Olsen Banden) og erfarne Morten Wittrock er gået sammen om dette solide soul- og bluesinspirerede album med en skyldig tanke til salig Peter Thorup. Wizz Jones er en fornem repræsentant for den bedste del af den engelske folk scene, bl.a. sekunderet af Sandy Jones og John Renbourn. Udvalget her dækker helt fra 1964 til 2014. Det er et par skrappe søstre, Rebecca og Megan Lowell der danner kernen i dette roots sydstatsband. Platinsælgende Londondrenge med smægtende poprytmer, det er svært ikke at rykke fødderne til. Gode gamle Sebastian all by himself med koncertoptagelser fra sidste år. Så smukt og enkelt kan det gøres! Nick Cave møder P J Harvey er der blevet sagt om denne engelske singer/songwriters røgfyldte midnatsballader. Liverpool pigetrio mixer halvskæve popharmonier med innovativt vokalarbejde. Indie pop med et touch af folk leveres af Stornoway fra Oxford. Dwight Yoakam har stille og roligt flyttet sig fra den rene country til det mere rockede, hvor det ind imellem ovenikøbet lyder lidt à la selveste Bruce Springsteen.
/Benny
Lyt til playlisten her:
Blues legenden B. B. King (Riley B. King) er død i Las Vegas i en alder af 89 år efter længere tids sygdom. Født i 1925 i Mississippi-deltaet tilbragte King sin barndom og ungdom i sharecropper miljøet, hvor han også sang gospel i en af de lokale kirker. Efter at have modtaget koncentreret guitarundervisning af sin fætter Bukka White i Memphis, slog han sig ned her i 1948 med sin kone Martha. Her gjorde han karriere på radiostationen WDIA, hvor han også fik kælenavnet ”Blues Boy” som så blev til B. B. Han begyndte at indspille plader allerede i 1949, men det er fra midten af 50’erne, et større publikum får ørerne op for hans talenter. Der er også her, hans berømte guitar ”Lucille” kommer ind i billedet. Det geniale ved Kings musik er bredden i det musikalske udtryk. Selvfølgelig blues, men også R & B, gospel og en snert af jazz giver genklang hos et bredt publikum. Teknisk set var han ikke en unik guitarist og det var derfor typisk for ham også at have en effektiv harmonisk backup. Han følger med tiden og udgiver i 70’erne nogle albums, som også rock-folket kan finde på at sætte på grammofonen. Han turnerer flittigt og er også i Danmark flere gange. Det bliver til noget i retning af 43 studie LP’er, 16 live-albums og 138 singler! En imponerende produktion hvor der selvfølgelig er både højdepunkter og mere rutineprægede øjeblikke imellem. (Jeg vil anbefale sitet www. allmusic.com for en mere overskuelig rating af udgivelserne). Jeg har valgt perioden sidst i 50’erne til playlisten her og, som et synes jeg fremragende eksempel på hans alsidighed, hans gæsteoptræden hos U2 fra 1989.
Biblioteket har godt og vel et dusin CD’ere med B.B. King og flere vil kunne skaffes.
Der findes endnu ikke biografier på dansk om ”King of the Blues”, men 6 på engelsk hvoraf den nyeste er fra 2005.
/Benny
Lyt til playlisten her:
De røde faner er blegnet noget efterhånden, og 1. maj er ikke hvad den har været. Arbejdernes internationale kampdag fejres i dag primært af meget unge mennesker i Fælledparken under indtagelse af enorme mængder alkoholiske drikke! Men hvem har i øvrigt set en rigtig arbejder for nylig? En bryggeriarbejder eller en skibsværftsarbejder f.eks.? Nej, vel? De findes nemlig ikke længere.
Efter den obligatoriske Internationale, kan vi lytte til smagsprøver på nye CD’ere her i starten på måneden. Marc Almond fra tidligere Soft Cell har en fin solokarriere bag sig, hvor han har forsøgt sig ud i grænseoverskridende musikalske genrer. Fra Saskatoon, Canada kommer neo-folk bandet The Deep Dark Woods med et lettere anstrøg af Americana. Multiinstrumentalist, sangskriver og producer Duke Garwood er englænder, men har klart en fascination af det store land på den anden side af Atlanten. Den Grammy belønnede producer af (bl.a. Eminem) giver her sit bud på, hvordan en god popsang skal skæres med assistance af bl.a. Lana del Ray. Det er på vinyl, vi skal stifte bekendtskab med Marie Keys nyeste udspil. Lækker pop hele vejen igennem. På bluesplademærket Rounder demonstrerer Pokey LaFarge en skøn sammenkogt ret bestående af bl.a. western swing, ragtime og jug band. Velbekomme! Der er blevet rynket lidt på næsen af Ringos solobedrifter gennem tiderne. Hans nyeste er der ingen grund til at rynke af! Canadiske singer/songwriter Ron Sexsmith er et overset navn herhjemme. Synd og skam for han skriver aldeles fremragende sange. Giv ham en chance, for hvornår har man sidst hørt en hyldestsang til en Sankt Bernhardshund! Engelske Swervedriver kørere derudaf i bedste 90’er stil med solid shoegaze. Ulige Numre med supersangskriver Carl Emil Petersen i front cementerer deres position med deres andet udspil. Flot! Med Vinnie Whos nye udspil er den traditionelle diskodans afløst af mere langhårede rytmer, hvilket absolut ikke er så ringe endda. For bluesfolket kommer Bonamassas hyldest til de gamle mestre Muddy Waters og Howlin’ Wolf. Robben Ford svigter selvfølgelig aldrig sit stampublikum, heller ikke denne gang. Robin Trower er en af de helt store guitar legender, næsten i liga med Jimi Hendrix. Lyt hvorfor! I jazz hjørnet synger Sinne Eeg evergreens, blot akkompagneret af Thomas Fonnesbæk på bas. Tove Ditlevsen har fået en renæssance, og hvad er mere naturligt end at sætte musik til nogle af hendes digte, her fremført af Cathrine Legardh. Vi slutter af med David Sanborn og hans altid smægtende fusionsjazz og så den dér sax!
/Benny
Lyt til playlisten her:
