torsdag den 18. juni 2015

Sankt Hans

Det er Anders Ands ”far”, salig Carl Barks der har tegnet Tusnelda her på kosten i fuld fart mod Bloksbjerg. Vi brænder selvfølgelig ikke hekse i Danmark længere, men man skal ikke lægge for meget i traditionerne, der for en stor dels vedkommende er en  sammenblanding af religion, hedenskab og påvirkninger udefra. Sankt Hans er imidlertid en smuk tradition, og så håber vi ellers vejret arter sig.

Redaktionen vejrer sommerluft og holder en kortere pause. Så her får I de sidste smagsprøver på nye CD’ere på biblioteket. Irske Paul Brady gav en stribe koncerter i Dublin i 2001, hvor en perlerække af gæstesolister var med, bl.a. Bonnie Raitt. Indie popmageren Mikal Cronin fra USA leverer stor lyd på sit fjerde album. (Lyt også til hans foregående albums. Biblioteket har dem!). Der er dømt dyb undergrunds countryrock, når amerikanske Steve Gunn og hans kumpaner filer strenge. Fra Massachuttes kommer singer/songwriter Heather Maloney med sine flotte og følelsesmættede sange. Der er masser af atmosfære over indie rockerne fra Oklahoma, der trækker på inspiration fra bl.a. Flaming Lips og Sigur Rós. Fra Sunderland er det Ian Black og hans soloprojekt Slug, der debuterer med inciterende rytmer og toner. Med referencer til bl.a. Joy Division og Bauhaus leverer The Soft Moon fra San Francisco deres retroagtige lydtapeter i new wave forklædning. Tidligere Red House Painters mand Mark Kozelek er i gang med sit nye soloprojekt, der har et lidt dystert præg over sig. Fra en fortid i New Zealandske Mint Chicks genstartede amerikaneren Ruban Neilson sin karriere i eksperimentalbandet Unknown Mortal Orchestra med pæn kunstnerisk succes. Vi slutter med solid blues i bedste Chicago tradition gennemført med kærlighed til denne genres kendetegn.

God sommer!

/Benny

Lyt til playlisten her:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar