En selvforglemmende stund med astronauten Bob, og de 5 syre-samuraier.

Mine ører hyler, og jeg ser dobbelt. Kroppen værker som efter en god gang tærsk, og mest af alt har jeg lyst til at sparke en af mine venner lige i r.... for at have lokket mig i fordærv. Hvorfor? Fordi han synes jeg går for lidt ud, og derfor købte en koncertbillet til mig igår. Så husker jeg ikke så meget mere.

Bortset fra at koncerten blev afviklet  på spillestedet Stengade i København. På plakaten var den amerikanske enmandshær og astral-blues musiker Bob Log som opvarmning, og de 5 psykedeliske samuraier i det japanske syreband Acid Mother Temple. Og så husker jeg ikke så meget mere.

Bortset fra at stedet var fyldt helt op da vi kom. Det var Bob Log der sad alene på scenen med pilothjelm og skovhuggerskjorte. Han lignede en ranglet bonderøv der lige var landet på Mars. Han spillede en skarp, metallisk hårdtpumpet blues med sin guitar, og havde en rå nasal og vrængende stemme. Han kunne sådan set have sunget Maos lille røde bagfra, eller efterårs kataloget fra hedengangne Daells Varehus fra 1978, for  var ingen der kunne høre hvad han sang. Men det virkede.Og så husker jeg ikke mere.

En stille stund med Bob Log.

Bortset fra at efter Bob Log var der en meget kort pause. Den var fuld af langhårede japanere der slæbte gear op på scenen. Da de have rigget det hele til, startede de et veritabel lydbølge-båret LSD trip. De var ikke bare dygtige musikere (trommeslageren og den ene af de to bassister var verdensklasse), de havde også et kompositorisk overskud, der smed tankerne hen mod tidlig Pink Floyd og Sonic Youth. Og så husker jeg slet ikke mere.

En stille stund med de 5 samuraier.

Skulle de komme forbi dig på et tidspunkt, så gå til koncert med dem. Det er selvforglemmende.