fredag den 30. december 2011

Downton Abbey

Downton Abbey er en tv-serie og et klassisk britisk kostumedrama som foregår i årene 1912-14 og i årene 1916-1919. Manuskriptet er skrevet af Julian Fellowes som fik en Oscar for manuskriptet til Gosford Park. Downton Abbey er som Gosford Park - bare uden kriminalgåden og i adskillige flere afsnit.

På godset Downton Abbey bor familien Crawley, Jarlen og grevinden af Grantham, hans rige amerikanske hustru og deres 3 døtre. Godset kan kun arves af et mandligt medlem af familien og derfor har man arrangeret at den ældste datter Mary skal giftes med sin fætter for at bevare både gods og den amerikanske formue i familien.
Serien starter med at familien får besked om at fætteren og hans far er omkommet på Titanic. Det udløser et nyt problem og man finder en ny fætter som er fra Manchester af alle steder.
Downton Abbey er, ligesom BBC-dramaet Upstairs Downstairs, om livet blandt tjenestefolk og herskab med kærlighed, spænding, søskendejalousi og intriger.

Der kræves en hel armé af forskellige slags tjenere for at tage hånd om familien og huset. Man stryger aviserne for herskabet (for at de ikke skulle få tryksværte på hænderne), der tændes op i alle pejse, der laves mad, der poleres sølv og hjælpes med herskabets tøj og påklædning.
Der er klasseforskelle men også blandt tjenestefolket er der en meget nøje hakkeorden. Julian Fellowes vægter ligeligt opmærksomheden på herskab og tjenestefolk.

Huset spiller en meget stor rolle i serien. Det regulerede liv på godset kræver diskretion og det er lige diskretion der karakteriserer fortællingen trods sladder og intriger under overfladen

Serien er et kostumedrama men fanger en tidsånd - den tidlige modernitet. Der er den spirende kvindefrigørelse, den sociale bevægelighed, socialismens fremvækst. Man kører i bil og man får telefon.
De tre søstre som i begyndelsen er ved at kede sig til døde kommer alle til at tilegne sig den nye tidsånd på forskellige måder.

Af de fremragende skuespillerpræstationer kan bl.a. Dame Maggie Smith som jarlens mor fremhæves. Ingen kan som hun sige sine dræbende replikker så skarpt og formfuldendt.
Persongalleriet er interessant og man bliver suget ind i den verden Julian Fellowes, som også hedder Julian Alexander Kitchener-Fellowes, Baron Fellowes of West Stafford har kreeret. Han kender personlig til denne verden da han som barn besøgte slægtninge på forskellige gods.

Og hører du dem som gerne vil se Downton Abbey i virkeligheden så hedder godset eller slottet, Highclere Castle og ligger i Hampshire.

Andre lignende serier er Brideshead Revisited, Herskab og tjenestefolk og den danske Matador.

Agnete


Ingen kommentarer:

Send en kommentar