tirsdag den 27. december 2011

Modern Family: sæson 1

I dag er ”kernefamilie” et begreb, som for nogle kan virke gammeldags og for andre måske endda helt ukendt. Familier består i dag mere og mere sjældent af et sæt forældre og deres børn og så lever de lykkeligt til deres dages ende. Nej, folk bliver skilt, finder nye partnere, får nye børn og skal have det hele til at hænge sammen. Også selvom man måske ikke synes lige godt om alle medlemmer af familien. Modern family handler om netop det; den moderne familie.


Vi starter med at blive introduceret til hele familien. Den består af patriarken Jay Pritchett som for nyligt har giftet sig med den unge, sexede Gloria fra Colombia som har sønnen Manny. Phil og Claire Dunphy med deres 3 børn Haley, Alex og Luke. Mitchell og hans partner Cameron med deres adopterede datter Lily. Jay Pritchett er far til Claire og Mitchell som i starten har meget svært ved at acceptere deres fars nye, unge kærlighed (Gloria er yngre end Claire!).


Serien indledes med at vi ser, hvilke vanskeligheder Jay har med sin og Glorias aldersforskel, Phil og Claire prøver at forstå deres ældste datters forhold til kæresten og Mitchell og Cameron forsøger at finde den helt rigtige måde at fortælle resten af familien, at de har adopteret en lille pige fra Vietnam. På mange måder handler serien om accept. Ønsket om, at blive accepteret og styrken til at acceptere hinandens forskelligheder både hvad angår kultur og sexualitet. Alle skuespillerne spiller deres rolle rigtig godt, og alle kan få grinet frem på den ene eller anden måde, selv børnene er castet utroligt godt. Især når det gælder homo-parret Mitchell og Cameron smøres der tykt på med clichéerne, men det udføres på en måde som ikke er banal men bare utroligt morsom.


Mit yndlingsafsnit fra første sæson er helt klart Valentines Day afsnittet, hvor Phil og Claire beslutter at lave rollespil. De mødes på en bar, hvor de som Clive Bixby og Julianna flirter med hinanden. Uden at sige for meget, kan jeg afsløre at afsnittet bl.a. indeholder en scene, hvor Claire’s frakke sidder fast i rulletrappen alt imens hun prøver at skjule, at hun ikke har en trevl på kroppen indenunder.


Serien benytter sig af mockumentary stilen som er blevet ret populær, og som vi også kender fra f.eks. serierne The Office og Parks and Recreation. Det vil sige, hele serien er bygget op som en form for dokumentar, hvor man føler, man følger personerne med et kamera og af og til interviewes de og taler direkte til os.


Afsnittene er ikke særligt lange (ca. 30 min.) og hvert afsnit kan ses for sig selv, men det er helt klart sjovere at se dem, når man kender de forskellige personligheder og ting der er sket i tidligere afsnit. Men det er sådan set også nemt at komme til at bruge en eller to dage på at køre Modern Family maraton i sin sofa. Men pas på, det kan godt være du dør af grin!


/Nina

Ingen kommentarer:

Send en kommentar