mandag den 10. september 2012

Viva Las Vegas

Billede lånt fra Wikipedia

Nogen der nogensinde har hørt om Doc Pomus? Nå ikke, men han hed i virkeligheden også Jerome Solon Felder, født i N.Y. 1925 og komponist til en enestående række af ørehængende popmelodier, strækkende sig over fire årtier! En lille polioramt og handicappet mand, født af jødiske forældre med rødder i Kaukasus. Af indlysende årsager ikke selv i stand til at stå i rampelyset, men med et formidabelt talent for at skrue en god melodi sammen, som andre så kunne få fornøjelsen af at udføre. Hans musik er blevet fortolket af allehånde kunstnere fra Elvis Presley til Dead Kennedys! Det siger noget om musikkens kvaliteter. Han følte sig bl.a. på grund af sit handicap på banelængde med de sorte amerikanere og mange af hans sange er blevet fortolket af sorte musikere. Han er den eneste ikke-sorte amerikaner, der har modtaget ”Rhythm and Blues Foundation Pioneer Award”. Han har æresplads i både ”Songwriters Hall of Fame” og ”Rock and Roll Hall of Fame”. Han døde i 1991 af kræft, på det nærmeste med sin elskede cigar hængende i mundvigen.

Musikken her på playlisten er kendt stof, men lyt til den igen, og tænk så på at det er den samme mand der har komponeret det her udvalgte repertoire.

Lån evt. på biblioteket cd’en: Till the night is gone : a tribute to Doc Pomus. (Rhino 8122-71878-2).

Hardcore fans er nødt til at læse: Alex Halberstadt: Lonely avenue : the unlikely life and times of Doc Pomus. (2007).




Lyt til listen her:


/Benny

mandag den 3. september 2012

Irsk musik


… er ikke bare irsk musik. De fleste tænker balladesang a la The Dubliners, når de hører ordene ”irsk musik”. Det er heller ikke helt forkert, men det er kun en del af den (traditionelle) irske musik. Den irske instrumentale musik er primært lavet som dansemusik og har inspireret nyere irsk musik som f.eks. bruges af Riverdance-ensemblet.

I anledning af den irske festival i København (første weekend i november), har jeg lavet en playliste med både gammel og nyere irsk musik. Næsten alle musikere og bands på listen har optrådt eller skal optræde på den irske festival i København.

Irland har også fostret rigtig mange rockgrupper og dem vil jeg berøre på en senere playliste.

Lyt til listen her :







/Mich

torsdag den 23. august 2012

Twin Peaks

Hørsholm Bibliotek har købt den amerikanske kult-tv-serie fra 90’erne, Twin Peaks. Serien består af 29 afsnit og biblioteket har dem alle fordelt på 3 dvd-sæt. 

Så tag en weekend fri og sæt dig til rette foran tv’et, så venter dig flere timers intens underholdning i selskab med en af tv-historiens mest originale dramaer med et miks af krimi, gyser, melodrama og soap under temaet, at intet er, som det synes at være.

Serien er fra 1990 og instrueret af David Lynch og når navne som Agent Cooper, Laura Palmer og citater som ’a damn good cup of coffee’ nævnes, så er vi nok mange, der mere eller mindre mindes seriens besynderlige stemning og univers.  

Twin Peaks udspiller sig i og omkring byen North Bend tæt på den canadiske grænse. Byen har øjensynligt stået stille siden midten af 50’erne, faktisk er det kun bilmodellerne, der afslører, at vi befinder os i 1989, det år historien udspiller sig i. Til denne mystiske by ankommer FBI-agent Dale Cooper, spillet af Kyle Maclachan, da den lokale sherif, Harry Truman, for at være på den sikre side har bedt FBI om hjælp til en dødsattest. Laura Palmer, byens dygtige og tilbedte skønhedsdronning, er fundet død. Da Cooper ønsker en obduktion af Laura, starter en lavine af intriger. Det viser sig, at Laura har ført et excentrisk dobbeltliv, der kan vælte byens matador og hans net af interesser. Ydermere har fire af byens teenagere begyndt deres egen opklaring. Cooper er i knibe, men får hjælp af skovens ånder og en god kop kaffe.

Mere røber vi ikke her. Resten skal opleves. Og til forskel fra dengang serien havde præmiere på tv, kan du med bibliotekets eksemplarer se det hele ud i en køre og bevare den mystiske stemning, serien skaber og hensætter dig i. Det gør ikke oplevelsen ringere, skulle vi hilse og sige.

God fornøjelse

/Lars

tirsdag den 21. august 2012

Don’t mess with Austin


Everything’s bigger in Texas er en anerkendt amerikansk joke om texanernes særlig høje cigarføring. Bøfferne er større, Stetson’erne bredere og colts’ne aldrig under 45 caliber. Der er mange fordomme om Texas og historiens gang - en ikke helt ukendt præsident blev myrdet dér og en anden præsident af nyere dato opnåede at blive en af de upopulæreste nogensinde. Det har ikke altid været nemt for USA’s største stat at få lone-star flaget med i det stuerene selskab.

Men nu er det musik, det skal handle om. Hovedstaden hedder som bekendt Austin og er en meget moderne amerikansk storby med gode restauranter, spændende butikker, smarte hoteller og grønne åndehuller og en afslappet attitude, en by hvor USA møder Europa på den her ”her er faneme højt til loftet” måde. Byen er kendt for sit musikmiljø og de mange spillesteder. Her afholdes festivaller på stribe, hvor især South by Southwest har vundet international bevågenhed. Nævnes skal også The Continental Club, hvor navne som ZZ Top (selvom de er fra Houston) har slået deres akkorder. Lokale navne kan høres på Shady’s Grove, og The Volstead Lounge byder på intim stemning med musik af og for unge der godt kan tåle, at der spilles højt!

Rent musikalsk spænder playlisten over mange ukendte navne i Danmark. Genremæssigt over rock, blues, bluegrass, country og den særlige tex-mex, hvilket nok kan ses som et resultat af statens geografiske beliggenhed i forhold til omgivelserne. Første gang jeg selv stiftede bekendtskab med musikken fra denne del af USA, var da jeg med nogen benovelse hørte det legendariske syreband 13th Floor Elevators med den ligeså legendariske forsanger Roky Erickson, der sloges med dæmoner i et omfang, som desværre holdt ham væk fra scenen i mange år.

God fornøjelse!

Lyt til listen her: 






Biblioteket har smagsprøver på musikken. Lyt f.eks. til:
The Texas Mavericks: Who are these masked men?
Tish Hinojosa: A heart wide open
Johnny Winter: The progressive blues experiment
Texas Tornados: Live from Austin TX
Chris Sandoval: Pioneer of tejano music
Los Lobos: Tin can trust
Samplerne: Don’t mess with Austin, 15 Tex-Mex conjunto classics og Borderlands 

/Benny

torsdag den 9. august 2012

Filmmusikkens guldalder 1965 - 1975


Denne playliste er inspireret af den franske dokumentarfilm L'âge d'or de la musique de film - 1965-1975 som for nylig er blevet vist på DR Kultur. 

Filmen indeholder korte interviews med ”guldalder-komponister” som Lalo Schifrin, Quincy Jones, John Barry, Michel Legrand og Peter Thomas. Der snakkes om komposition af musik til film i almindelighed samt nogle af deres mere kendte temaer i særdeleshed. 

Yngre filmkomponister som David Holmes har tydeligvis ladet sig inspirere af guldalderen - ligesom periodens film og TV også har fået flere remakes (f.eks. Mission Impossible og Oceans Eleven osv.). Til George Clooneys instruktørdebut ”Confessions of a Dangerous Mind” brugte man musik af den tyske filmkomponist Peter Thomas som var komponeret til ”Edgar Wallace” – helt tilbage fra 1960.

Klik på linket nedenfor for at lytte til playlisten på Spotify:

Lyt til listen her:





/Manfred

mandag den 2. juli 2012

The Darjeeling Limited

Jeg er stor fan af Wes Anderson som står bag geniale film som Rushmore (1998), The Royal Tenenbaums (2001), The Life Aquatic with Steve Zissou (2004) og den stop-motion animerede Fantastic Mr. Fox (2009). Hans film bærer præg af en form for akavethed og  humor som sammen med rigtig mange detaljer både i de fysiske omgivelser og hos selve personerne udgør grundlaget for handlingen. Alle personer har altid nogle helt bestemte karaktertræk som beskrives i mindste detalje og det er netop dette der gør Wes Andersons film så gode. Det er nemlig sammenstødet mellem hans karakterer som afgøres af, hvem og hvad de er og hvordan de reagerer i en bestemt situation. Det samme gælder for denne film fra 2007 The Darjeeling Limited.

Den handler om tre brødre Francis, Peter og Jack som mødes på et tog (The Darjeeling Limited) i Indien. De har ikke set hinanden siden deres far blev begravet. Den ældste bror, Francis, har planlagt rejsen på forhånd som skal kulminere i en genforening med deres mor, der leder et kloster ved foden af Himalaya. Hans skjulte motiv med rejsen er dog, at det skal være en spirituel selverkendelsesrejse for dem alle tre.

Undervejs på rejsen følger vi med i, hvordan deres indbyrdes forhold bliver testet. Farens død og moderens "flugt" har påvirket dem alle og de har et anstrengt forhold til hinanden. Når den ene fortæller en hemmelighed til en anden bliver den konsekvent fortalt videre til den tredje. Det hele er til tider meget pinagtigt at følge med i, men det er samtidig også charmen ved denne film.

Filmen præges også af et gensyn med skuespillere som Wes Anderson ynder at bruge i næsten alle sine film, men som i denne film ikke spiller hovedrollen. F.eks. kan du glæde dig over små scener med Bill Murray, Anjelica Houston og Natalie Portman.

Det er ikke min yndlings Wes Anderson film, men den kan helt klart anbefales! Derudover glæder jeg mig utroligt meget til hans nye film Moonrise Kingdom som kommer i danske biografer til september.

/Nina

torsdag den 26. april 2012

Tidsrejse med humor og fart på!

Time Bandits af Terry Gilliam 


Jeg synes, det er vigtigt at fremhæve film, som måske ikke er blandt de mest kendte film her i Danmark. Her på bloggen vil vi gerne både sætte fokus på nye udgivelser (især inden for dokumentargenren og tv-serier) men vi prøver også, at anbefale film som ikke ligner alle andre film, dem som man ikke kan læse anmeldelser af i alle større aviser.


Vi har rigtig mange film her på biblioteket som ikke er helt nye, men som bestemt ikke bør glemmes og som sagtens kan ses eller genses mange gange. Èn af dem er Time Bandits fra 1981. Jeg så den første gang som ca. 14-årig, elskede den omgående og har set den flere gange som voksen også.


Genren er en blanding af eventyr, komedie og familiefilm (siger IMDb) men jeg synes, det er svært at sætte et bestemt label på denne film. Hvis jeg skulle beskrive den, ville det være noget i retning af en crazy historisk tidsrejsefilm som man griner af - på den gode måde. Terry Gilliam som er producer og instruktør er kendt for bl.a. at være en del af Monty Python hvor han både skrev og var med i sketches, men er nok mest kendt for at blande sin egen kunst med animationer i Monty Pythons skøre åbningssekvens og ind imellem sketches. Han har derudover instrueret film som Brazil (1985), The Adventures of Baron Munchausen (1988), The Fisher King (1991) og 12 Monkeys (1995). Og det er især humoren og det skøre fra Monty Python og The Adventures of Baron Munchausen som også mærkes i Time Bandits.


Handling: Kevin kommer ved en fejltagelse med en gruppe af dværge (og tyveknægte) ud på jagt efter en skat som de leder efter ved at bruge et helt specielt kort som kan føre dem rundt i tid. Vi besøger f.eks. Kong Agamemnon (spillet af Sean Connery), Napoleon Bonaparte og Robin Hood (som spilles suverænt af John Cleese). Til sidst skal Den Onde bekæmpes, og mere vil jeg ikke røbe. Filmen skal simpelthen bare ses.


Hvis du kan lide eventyr og sort humor er denne film klart noget for dig, om du så er 10, 35, eller 65. Klik på billedet for at reservere filmen fra biblioteket.


/Nina