onsdag den 13. februar 2013

Saunders ferry lane…


…var et stort hit for ”outlaw country movement” sangerinden Sammi Smith i 1971. Lyt til hendes engleblide og melankolske røst og hendes måske mere kendte medsøstre på compilationen ”Country soul sisters”. Fra uge 06 i bunken af nyheder er Dropkick Murphys nyeste udgivelse endnu et godt eksempel på glad keltisk punkrock, der ville gøre sig på enhver god irsk pub. Og så er bandet oven i købet amerikansk! Fabelagtige Fallulah virker lidt mere afdæmpet og knap så folkloristisk på sit andet album. Til gengæld er der en undertone af dramatisk sensitivitet, der virker dragende på lytteren. Lord Huron er et indieband fra Los Angeles og her er deres første langspiller. Storladen musik med et umiskendeligt stænk af west-coast. Steve Lukather er en af de gamle guitardrenge, nok bedst kendt for sit mangeårige spil med amerikanske Toto. Han skulle angiveligt give 2 koncerter i DK i foråret, i Gjethuset Frederiksværk d 22.03.2013 og Fermaten i Herning dagen efter. Svenske Mariam Wallentin lægger navn til dette fremragende band, der som sædvanligt lyder alt andet end svensk! Det er hendes soloudspil og det er rigtigt interessant! Tyskeren Hendrik Weber, bedre kendt som Pantha du Prince er her i en co-produktion med norske lydmagere i et minimalistisk klangeksperiment, der vil gøre sig bedst hen på de små timer. Peter Sommers såkaldte ”skilsmissealbum” er formentlig noget af det bedste han har lavet, meget mere er der ikke at sige om det! Som titlen på VETOs nye EP antyder, er der noget nyt i luften. Igen en meget fin lille samling helstøbte sange. Irske Villagers med Conor j O’Brien leverer i bedste tradition en perlerække af velklingende og hørevenlige singer-songwriter  melodier på et meget flot album. Vi slutter af med et lille kuldechok. Yndere af Vivaldis ”De fire årstider” bør muligvis overveje at stå af her, eller tag chancen og lyt med på Max Richters ”genkomposition” af denne klassiker, som oven i købet Deutsche Grammophon har stået for udgivelsen af!

/Benny

Lyt til listen her:

torsdag den 7. februar 2013

The man in black


”I wear the black for the poor and the beaten down, livin’ in the hopeless, hungry side of town”. Johnny Cash havde social samvittighed, det lagde han aldrig skjul på. Han kom fra fattige forhold i Syden og glemte aldrig siden sine rødder. Mange af hans sange er barske, melankolske og nærmest sørgelige, men der har heldigvis også været plads til humor og ironi. Hans status som stjerne på den amerikanske countryhimmel har affødt stor respekt fra mange musikere, og han har som andre store musikere formået at komme videre til andre genrer som blues, rockabilly, folk og gospel. Hans egne indspilninger taler for sig selv, men han er også blevet fortolket vidt og bredt af andre musikere, der umiddelbart på ingen måde har rødder i country-genren. Der er kommet et utal af hyldestplader med hans sange i diverse fortolkninger, nogle af dem endda meget bredt fortolket. Nogle vil måske mene, at der ligefrem kan være tale om overgreb! Lyt selv til udvalget her, og skulle det være mere af slagsen står biblioteket til rådighed.

Train of love : a tribute to Johnny Cash. (CD) 2005.

Johnny’s blues : a tribute to Johnny Cash (CD) 2003.

Kindred spirits : a tribute to the songs of Johnny Cash (CD) 2002.

Dressed in black : a tribute to Johnny Cash (CD) 2002.

Se og lyt til DVD’en: ”A tribute to Johnny Cash” som indeholder uforlignelige live-optagelser fra Manhattan Center, New York 1999.

Se eller gense den Oscarbelønnede film ”Walk the line” fra 2005 der omhandler de første omtumlede år af Johnny Cash’s karriere og privatliv.

Er man til læsestof, er der på dansk kommet biografien: Cash : en selvbiografi (2005).

/Benny

Lyt til listen her:


tirsdag den 29. januar 2013

Crossroads


Den legendariske Delta blues guitarist Robert Leroy Johnson nåede i sit korte liv (f. 8. maj 1911 – d. 16. august 1938) at skrive og indspille 29 sange i perioden 1936-1937.

Mens han levede opnåede han ringe opmærksomhed, og han hutlede sig igennem som musiker ved at spille på gadehjørner, diverse juke joints og ind imellem til halballer. Hans indspilninger solgte ikke synderligt i hans samtid, og det var først da de blev genudgivet på LP i 1961 at et større publikum fik ørerne åbnet for hans musikalske kvaliteter. Som mange andre store kunstnere har han posthumt senere opnået stor anerkendelse og har været en inspirationskilde for store navne som Eric Clapton, Rolling Stones, Fleetwood Mac og mange andre. Hans korte liv var omgærdet af en del mystik, og en af myterne går på, at han skulle have solgt sin sjæl til Djævelen ”at the crossroads”, hvor interstate 61 og 49 krydser hinanden i Clarksdale, Mississippi.

Jeg har sat et program sammen, hvor det er andre kunstnere der spiller hans musik, men lyt også til originalerne, der kan lånes på biblioteket.

/Benny

Lyt til playlisten her:


fredag den 30. november 2012

Cover Songs

Lissie | Covered up with flowers
Nogle gange er kopien bedre end originalen. Sådan er det også med nogle sange. Man kan dog ikke ligefrem kalde dem kopier, for de fleste kunstnere formår at lave en version af sangen, som bliver helt deres egen.

Jeg har forsøgt at samle en række af mine yndlings sange som er cover numre. Det vil sige numre som oprindeligt er skrevet og sunget af en person eller et band men som en anden kunstner også har indspillet eller optrådt med til en koncert.

Mange af numrene er sikkert kendt af de fleste, men jeg har også valgt nogle mere ukendte kunstnere. Bl.a. kan jeg nævne Lissie med den mere rockede liveversion af Pursuit of Happiness som oprindeligt bliver sunget i en hip hop version af Kid Cudi. Det er sjovt nok det nummer de fleste kender hende for og hun har udgivet et helt album kun med covernumre.  Fransk/israelske Yael Naim som er mere kendt i USA pga. en sang som var med i en Apple reklame giver os sin version af Britney Spears sangen Toxic. Jazzede Madeleine Peyroux synger den smukke sang Between the bars som oprindeligt blev sunget af den alt for tidligt afdøde Elliott Smith. En af mine favoritter er dog Lucy Wainwright Roche's version af Simon & Garfunkel's smukke sang America. Jeg ville gerne have haft First Aid Kits version af sangen med som jeg hørte til deres seneste koncert, men desværre er den ikke tilgængelig på Spotify. Den kan ses lige her:





Overordnet er denne playliste en af de mere rolige. Så lav dig en kop kaffe eller te og nyd den mens du slapper af eller læser en god bog.

Hvad er dit yndlings covernummer?

Nina

Lyt til listen her:






onsdag den 7. november 2012

Uge 41


Så dykker vi endnu engang ned i bunken med nye CD’ere på biblioteket. Tori Amos har udgivet sit 13. album som ligger i fin forlængelse af det forrige med ”klassisk” instrumentering og fine storladne sange. Seattle bandet Band of Horses kaster ikke ligefrem om sig med nyudgivelser, men deres fjerde album skuffer bestemt heller ikke. Flotte rockperler i godt tempo og fint afstemt opsætning. Brønderslev-kvartetten The Blue Van har væltet mange musikfestivaller med deres ligefremme energi-rock. Måske ikke ligefrem nyskabende, men absolut holdbart. Den amerikanske sangerinde Angela Correa har lagt navn til bandet med de smukke og overvældende sange af en nærmest hypnotisk intensitet. Marie Fisker leverer et flot nyt album med en international lyd der fortjener opmærksomhed langt ud over landets grænser. Green Day leverer som sædvanligt en solid gang poppunk uden de store dikkedarer. Holy Other er et ambient/electronica projekt der kræver noget af sin lytter. Duer ikke som baggrundsmusik til opvasken! Gentlemanrapperen L.O.C. udgiver efterfølgeren til hans meget roste Prestige, paranoia, persona vol. 1. No Doubt har udsendt et nærmest comebackagtigt album der bestemt ikke vil skuffe deres fans. Bundsolid pop med rødder i traditionen. Sex Pistols legendariske Never mind the bollocks… er blevet støvet af og har fået tilføjet diverse bonus-tracks samt live-optagelser. Hør eller genhør dette stykke punkhistorie. Tedeschi Trucks Band skal man desværre rejse langt for at høre live, idet de har base i U.S.A. Men lyt til dette brag af en live-plade og lad os så håbe, deres vej en dag falder forbi heromkring. Det er 24 år siden Tanita Tikaram bragede igennem med debuten Ancient Heart. Siden er det gået lidt op og ned, men det lugter lidt af et comeback for hende med det bedste album i lang tid. Vi slutter af med Two Gallants fra San Francisco, der leverer hardrock á la Americana med tryk på!

Og så lige en rigtig god nyhed! Den tåbelige karenstid på nye CD’ere er langt om længe blevet ophævet, så fra nytår kan I låne den nye musik ligeså snart vi har den i hus. Tak til kulturministeren for dette enestående klarsyn!

Lyt til listen her:






/Benny

mandag den 8. oktober 2012

Hanna

Hanna er 16 år og bor sammen med sin far, Erik, i det nordlige Finland ude midt i vildnisset. Hun er blevet trænet siden hun var lille til at være en meget dygtig snigmorder. Grunden til det er, at hendes far meldte sig ud af en C.I.A.-gruppe med base i Tyskland dengang Hanna var spæd. Derefter gik de incognito i det arktiske Finland.

Marissa Wiegler, en leder fra C.I.A. vil slå Erik ihjel. Han har trænet Hanna til at slå Marissa Wiegler ihjel. Der er dog noget, vi ikke ved. Erik har en hemmelighed, som ikke må slippe ud...

Hanna har ikke været i kontakt med civilisationen og kender derfor ikke til moderne teknologi og kultur. Hun ved ikke, hvad musik er og har ikke hørt om elektricitet. Hendes liv har ikke lignet nogen anden teenagers liv. Men hun er klar til at tage kampen op mod Wiegler og hun ved, at det ikke er forbi, før én af dem er død. Det bliver en lang rejse med mange farer for den unge pige.

Filmen anbefales til dig, hvis du kan lide spænding, action og godt skuespil. Cate Blanchett er genial i rollen som Marissa Wiegler og Saoirse Ronan imponerer gang på gang i alle de roller hun påtager sig. Denne gang er ikke en undtagelse.

onsdag den 3. oktober 2012

Nyt fra uge 36

Biblioteket køber stadig musik på CD, omend i mindre omfang end tidligere. De digitale musiktjenester er attraktive for mange musikelskere og er et fleksibelt alternativ til CD-afspilleren. Vi får ny musik tilbudt på ugelister, så her er smagsprøver på noget af den nye musik, vi har købt i en tilfældig uge, altså her uge 36.

Bloc Party’s længe ventede fjerde album favner musikalsk meget bredt og har denne gang meget stærke islæt af regulær rock. Ry Cooder behøver vist ikke nærmere introduktion. Veteranen har denne gang viet et helt album til det amerikanske præsidentvalg, og der er vist ingen tvivl om, hvor hans sympatier ligger! Dntel er kunstnernavnet for amerikaneren James Scott Tamborello. Hans musik er projektorienteret elektropop med en bred vifte af programmerede lydeffekter. Electrospective er en sampler dækkende perioden 1963-2012 indenfor genrer som electronica, house, new wave og krautrock. Meget af indholdet er kendte sager, men nu i spændende edit-versioner. Uopslidelige Alanis Morissette skuffer garanteret ikke sine mange fans med dette nye album med gedigne popsange i flotte arrangementer. For metaldrengene er der mulighed for at stifte bekendtskab med amerikanske Periphery’s to albums, der må siges at være i den eksperimenterende og progressive ende af metalskalaen. Ariel Pink’s Haunted Graffiti er psykedelisk westcoastrock i en moderne og kompromisløs, men også lyttevenlig udgave. Emily Portman har etableret sig på den moderne engelske folk scene med sine let syrede ballader, som af The Observer blev betegnet som ”A remarkable and original debut”. Amerikanske Wild Nothing præsenterer deres fængende melodier i et univers med lækre synths, luftige guitarer og inciterende sange. Indiepop af høj klasse. Vi slutter med Brooklyn-kvartetten Yeasayer, der går deres egne veje indenfor den alternative dansemusik, der her får et let syret vrid med brug af alternative instrumenter og lyde.

God fornøjelse og Pokker ta’ karenstiden på CD’ere, der gør det umuligt for biblioteket at opfylde bibliotekslovens krav om aktualitet.

Lyt til listen her:





/Benny