Mordet på det høje C.

Tonedøv, rytmeblind og stenrig. Det lyder som et mareridt, eller en horror-film for musikelskere. Og det er det også.

Florence Forster Jenkins  (1868-1944) var datter af en advokat. Hun var stenrig, så hun købte sig lov til at sprede sin hæslige røst over operaer som Tryllefløjten og Flagermusen.

Nu er det ikke for at hænge en afdød stakkel ud. Det må være frygteligt at elske musik så meget, at man mishandler alt fra Mozart til Strauss, så det lyder som en kat på en kogeplade. Men det er underholdende at lytte til. På samme måde som det kan være underholdende at se youtube-videoer med folk, der er dumme nok til at hoppe ud fra et hustag med en indkøbspose fra det lokale supermarked  i den tro, at l..... holder. Det gør det sådan cirka aldrig.

Lyt og døm selv. Hvis det får dig til at slappe af, er der noget galt.

Nationalskjald og gavflab fylder rundt.

Er vi fødte dilletanter
Er vi skæbnens ironi
Og fanger vi toget
Eller triller det bare lige forbi
- Fra sangen Sct. Emetri af Gasolin.

Han var en af de første musikalske stemmer jeg virkeligt lagde mærke til. Min storebror havde købt et kassettebånd med Gasolins Gas 5. Jeg var for ung til virkeligt at forstå hvad det egentlig var han sang om, men jeg følte mig velkommen i det rum der blev skabt hver gang jeg hørte det. Jeg kunne mærke at ordene betød noget, og jeg glædede mig til at blive gammel nok til at kunne forstå det til fulde. For jeg kunne se på min storebror, at det var en rar fornemmelse.

Det er naturligvis Kim Larsen jeg taler om. Han fylder 70 år i dag. Og selvom jeg anerkender, at han med resten af bandet Gasolin, var havnet i et band han ikke kunne være foruden, så var det hans stemme der startede min musikalske bevidsthed. En bevidsthed der er blevet udvidet med en evighed af musik fra alle tider og alle verdener.


Tillykke til Kim.

Lyt til Gas 5

En selvforglemmende stund med astronauten Bob, og de 5 syre-samuraier.

Mine ører hyler, og jeg ser dobbelt. Kroppen værker som efter en god gang tærsk, og mest af alt har jeg lyst til at sparke en af mine venner lige i r.... for at have lokket mig i fordærv. Hvorfor? Fordi han synes jeg går for lidt ud, og derfor købte en koncertbillet til mig igår. Så husker jeg ikke så meget mere.

Bortset fra at koncerten blev afviklet  på spillestedet Stengade i København. På plakaten var den amerikanske enmandshær og astral-blues musiker Bob Log som opvarmning, og de 5 psykedeliske samuraier i det japanske syreband Acid Mother Temple. Og så husker jeg ikke så meget mere.

Bortset fra at stedet var fyldt helt op da vi kom. Det var Bob Log der sad alene på scenen med pilothjelm og skovhuggerskjorte. Han lignede en ranglet bonderøv der lige var landet på Mars. Han spillede en skarp, metallisk hårdtpumpet blues med sin guitar, og havde en rå nasal og vrængende stemme. Han kunne sådan set have sunget Maos lille røde bagfra, eller efterårs kataloget fra hedengangne Daells Varehus fra 1978, for  var ingen der kunne høre hvad han sang. Men det virkede.Og så husker jeg ikke mere.

En stille stund med Bob Log.

Bortset fra at efter Bob Log var der en meget kort pause. Den var fuld af langhårede japanere der slæbte gear op på scenen. Da de have rigget det hele til, startede de et veritabel lydbølge-båret LSD trip. De var ikke bare dygtige musikere (trommeslageren og den ene af de to bassister var verdensklasse), de havde også et kompositorisk overskud, der smed tankerne hen mod tidlig Pink Floyd og Sonic Youth. Og så husker jeg slet ikke mere.

En stille stund med de 5 samuraier.

Skulle de komme forbi dig på et tidspunkt, så gå til koncert med dem. Det er selvforglemmende.

Ten Years After – Remastered.

Biblioteket har lige købt det legendariske bluesrock-band Ten Years After’s 3 første albums. Det drejer sig om deres debut LP fra 1967 Ten Years After,  live-albummet Undead fra 1968 og Stonedhenge fra 1969.

Ten Years After var fra England, men blev verdenskendte for deres optræden på Woodstock festivalen i 1969 med nummeret I’m going home i en helt forrygende udgave.
Det var superguitaristen Alvin Lee der trak det store læs, godt bakket op af keyboardmanden Chick Churchill, bassist  Leo Lyons og trommeslager Ric Lee. Musikken var rå uforfalsket blues-rock for fuld skrue, men også mere stille og reflekterende numre som f.eks. ”I can’t keep from crying sometimes”.

Bandet stoppede i 1976 efter at havde udgivet en halv snes albums af svingende kvalitet. Det blev til en enkelt ”reunion” i 1988 og et enkelt helt nyt album i 1989, men derefter var det definitivt slut og Alvin Lee døde 6. marts  2013.

De 3 CD’ere er remastered og hver udgivet med en ekstra CD med bonusmateriale, ligesom det er muligt at lytte til numrene i både mono og stereo! (Lyt f.eks. til stereoeffekten på ”Speed kills”. Stereo var relativt nyt dengang!).

God fornøjelse!

Lyt til Ten years after

Lyt til Undead

Lyt til Stonedhenge

Er sommeren slut?

Forhåbentlig ikke helt endnu, men det går lidt stærkt. C.V. Jørgensen udtrykker det meget godt i
nummeret Sæsonen er slut fra klassiker-albummet  ”Tidens tern”. Vi fortsætter med nyheder på hylderne, som synes vi, nok er værd at lægge ører til, selvom grillkullene er ved at være brændt ud.

• Dr. Dre er på gaden med sit første album i 16 år og ifølge ham selv også det sidste. (Der er desværre ikke noget lydspor til en smagsprøve).

• Amerikanske Giant Sand har en stribe af kvalitetsplader bag sig. Nu ikke længere med karismatiske Chris Cacavas i front, men til gengæld med flere danske sidemænd m/k.

• Go Go Berlin er nu ude med deres andet album, som mange har ventet på. Belønningen er der i form af en rigtig god tur i overhalingsbanen. Læs evt. om Go Go Berlin i Gaffas august nummer.

• Fra arkiverne kommer Michael Head og The Strands fra Liverpool med denne udgivelse, oprindeligt fra 1997. Folk/rock af en sjælden intens og velinstrumenteret slags.

• Jonah Blacksmith er fra Thy og er godt i gang med at etablere deres navn indenfor alternativ folk med et længselsfuldt og kærligt islæt af Americana.

• Her kommer så en født klassiker, Joy Divisions ”Substance” med indspilninger fra perioden 1977-1980. Her i lækker remastered vinyl med de originale bilag.

• Fra Brooklyn, men med sydstatslyd kommer The Lone Bellow med deres soulfyldte og følelsesladede pop-ballader med rødder i Americana.

• Fra Canada kommer projektet Mas Ysa, som mest består af musiknomaden Thomas Arsenault, hvis studier har resulteret i en både dansabel, men også melankolsk folketone indsat i techno-rammer.

• Dannet i 2002 i Chelmsford, England er Mawkin  for længst af anmeldere blevet udråbt til et af de mest lovende og spændende nye bands indenfor den traditionsrige engelske folk-scene.

• Ashley Monroe viser på sit andet udspil en usvigelig sikker fornemmelse for country, når den er bedst. Flot vokalarbejde og perfekt instrumentering. Superflot! Hun arbejder også med lidt mere eksperimenterende Pistol Annies.

• Fra New York kommer electronica duoen  Ratatat. De har udsendt en række inciterende og funky instrumentalrytmer med Mike Stroud som lydmager og Evan Mast som producer.

• Fra Nashville kommer kvintetten SteelDrivers der med deres flotte håndtering af akustiske instrumenter viderefører bluegrass traditionen på fornemste vis.

• Rasmus Walter behøver nok ikke nogen nærmere præsentation, så her får vi fra en glad aften i Vega i København et udvalg af hans sangskrivertalenter.

Lyt til smagsprøver på spotify;

Højrøvet og klokkeklar gadepoesi anbefales.

Man tager to slidte englændere (den ene skal være fra Nottingham), og udstyrer dem med en trommemaskine og en bærbar computer. De skal helst være sure på the establishment, og bruge nogle ord og vendinger der ikke ville gå an i den etablerede presse. Så får man en konstellation der kunne minde om under-underklassens svar på Pet Shop Boys.

De hedder Sleaford Mods og har en arrig, social indignation over alt hvad der ikke lige passer i deres verdensbillede. Sådan er det jo altid: man skælder ud på det man ikke selv har.
Disse to gutter gør det bar ikke uden ironi, humor og charme. Hvis man kan holde ud at høre på det.
I længden er de monotone beats måske trættende, og forsangeren Jason Williams kan godt blive  lidt for vrængende i lidt for lang tid. Det er ikke alt der er guld, men lyt en gang til numre som Mcflurry eller My Jampandy. Det er charmerende socialrealisme tilsat nordengelsk vrængeri.

Nyt musikalsk kræs.

Vi har i løbet af sommeren fået lidt nye CD’ere på hylderne. I kan lytte til smagsprøverne og så håber vi selvfølgelig, at noget af det vil vække Jeres interesse.

• Lukas Grahams længe ventede andet album er nu udkommet, indspillet i Los Angeles og velproduceret til mindste detalje.

• Engelske Kid Wave debuterer med et drømmeagtigt guitarbaseret album med gode melodier og fint vokalarbejde.

• Den amerikanske pop duo She & Him er gået i lag med klassikerne på deres nye album. Sød nostalgi til de små timer.

• På vinyl kommer århusianske Ulvetimen med deres debut med sange på dansk med et underfundigt udtryk bakket op af flot musik.

• Neil Young er ude i ekstremerne i sin jagt på miljøsyndere. En hel plade dedikeret som en bandbulle mod et amerikansk firma med navnet Monsanto. For meget? Døm selv! (Jeg har ikke kunnet skaffe tracks fra albummet, så I får i stedet noget ældre Young som efter min mening er mere den ægte vare).

• Gill Landry giver den med ægte Americana, rigtigt el-orgel og ballader der kræser om den svære kærlighed.

• For bluesfolket er der først danske The Blues Overdrive, hvis nye album er blevet rost til skyerne og har været ugens album i engelske The Blues Show og australske BluesBeat Radio. Duke Robillard er gæstesolist på nogle af numrene. Leo Welch har helt sin egen stil og sound, som er en blanding af traditionel delta tilsat noget hillbilly.

• Der er stadig liv i The Chemical Brothers, men kendere må tage diskussionen om hvor stort beatet er hos De Kemiske Brødre nu om stunder!

• Fra London kommer 25 årige Lianne La Havas, multiinstrumentalist og folk/soul sanger med sange, som efter sigende skulle have begejstret selveste Prince!

• Rammstein fans bør lytte til sanger Till Lindemann, der her sammen med den svenske metalproducer Peter Tägtgren har begået et album, der deler anmelderne. Teksterne er et kapitel for sig, så er alle advaret!!!

• Australske Tame Impala har vi et par plader med i forvejen. Deres let psykedeliske toner med gennemarbejdet vokalarbejde flyder ugenert gennem æteren.

• Til sidst skal vi have en smagsprøve på århusianske Go Go Berlin, hvis nyligt udgivne album har været værd af vente på. Vi har ikke fået det endnu på biblioteket, men jeg glæder mig allerede nu til at høre mere, når det kommer.

Lyt til smagsprøver på spotify;

Svedig guitar anbefales!

Så sidder man her og sveder på kontoret. Udenfor synger fuglene ikke længere. De er fløjet nordpå til koldere himmelstrøg. Gid jeg havde vinger, så jeg kunne følge med dem op og få lidt frost. Bare i 5 minutter.

Hvis jeg skal svede, skal andre også svede! Derfor vil jeg anbefale to svedige udgivelser af to svedige grupper;

Den ene er guitaristen Bill Frisell med hans  eminente blues/rock/jazz udspil fra 1998, Gone, just like a train. Jeg stødte ind i den for et par år siden, og jeg husker at det var mig der kom mest til skade. Alene åbningsnummeret, Blues for Los Angeles, er en rå og syret tour de force gennem en 'guitaristisk' dystopi. Som at lytte til forfatteren Cormac McCarthy spille banjo.

Den anden udgivelse er det besynderlige band, The Greg Foat Group, og deres The Dancers at the End of Time. Jeg hørte nummeret Riff for Raff på P8-jazz, og faldt straks for det melodiøse groove, der gør nummeret til en svedig ørehænger (som om her ikke er varmt nok i forvejen!). Resten af udgivelsen fulgte lystigt med. Klik på logoet, og lyt løs:

Der er intet nyt under solen på disse udgivelser, men det de gør, gør de cool. Og det er lige det jeg har brug for, nu jeg ikke kan flyve.

/Michael

Lyt til Bill Frisell Gone, just like a train her:

Lyt til The Greg Foat Group The Dancers at End of Time:

Av, for en smutter..!

Det hænder selvfølgelig for os alle sammen. Vi begår fejl engang imellem! Det startede med en SMS fra min søn på Roskilde Festivalen. Han havde hørt The War on Drugs onsdag aften på Arena og det havde været virkeligt stort. Så kvitterede Kim Skotte fra Politiken med seks hjerter i sin anmeldelse af samme koncert. Fedt, tænkte jeg. Dem har vi selvfølgelig i bibliotekets CD-samling. Troede jeg! Det viste sig nemlig ikke at være tilfældet. I uge 16 sidste år fik vi tilbudt deres fjedre album ”Lost in the dream”. Det blev senere årets næstbedste album ved en afstemning i den engelske avis The Guardian. I det hele taget masser af rosende anmeldelser og 4½ stjerne i allmusic.com. Hvordan det har kunnet forbigå vores opmærksomhed er ganske enkelt ikke til at give et fornuftigt svar på. Det er en smutter af format!

Lyt indtil videre til ”Lost in the dream” på playlisten og vi kan selvfølgelig skaffe CD’en fra et andet bibliotek, ligesom vi kan skaffe de 2 foregående CD’ere med bandet. ”Wagonwheel blues” (2008) og ”Slave ambient” (2011).

/Benny

Lyt til playlisten her:

Sommer nu!!!

Sommerluft var der ikke meget af i første omgang, så mens vi venter får I så lige endnu en omgang smagsprøver på nye CD’ere. Vi synes der er mange gode ting imellem, selv om genrerne spænder vidt. Så endnu engang: Fat mod! Nu må det snart være sommer!

Fra Nordirland kommer denne hårdtslående trio med  kraftfuld, men også melodisk britpop. Kun på vinyl møder vi Broadcast, der med en blanding af indietronica og psykedelica maler interessante pop collager. Det er mildest talt vanskeligt at lave opsamling med Eric Clapton. Hermed foreligger endnu et forsøg med denne trippel CD med undertitlerne Studio, Live og Blues. Kan man blande old school country med Americana og twiste det med lidt electronica? Tjah…amerikaneren Daughn Gibson gør forsøget og det lyder i hvert fald anderledes! Fra Idaho kommer Eilen Jewell til gengæld og leverer den ægte vare! Oh, my lost highway! Den ægte vare leveres sandelig også af P S 12. Glad dansk pop med traditionsbevidste rødder. Der er 60’er soul over den helt igennem hvide sanger og mundharpespiller Tad Robinson fra New York. En af de helt gamle pionerer indenfor politiske protestsange m.m., Buffy Sainte-Marie er still going strong. Budskabet har ikke ændret sig synderligt, men det har det musikalske udtryk til gengæld. Imponerende! Chris Smither har udsendt en perlerække af smukke guitar albums med rødder i Americana, her er et af dem udsendt i 2012. Fra Georgia kommer sangerinden og sangskriversken  MacKenzie Scott med sine flotte folk-rock ballader stærkt inspireret af bl.a. P J Harvey. Serbiske Ana Popovic lukker med intet mindre end en duet med sin far Milton Popovic. Så flot kan det gøres!

/Benny

Lyt til playlisten her:

Sankt Hans

Det er Anders Ands ”far”, salig Carl Barks der har tegnet Tusnelda her på kosten i fuld fart mod Bloksbjerg. Vi brænder selvfølgelig ikke hekse i Danmark længere, men man skal ikke lægge for meget i traditionerne, der for en stor dels vedkommende er en  sammenblanding af religion, hedenskab og påvirkninger udefra. Sankt Hans er imidlertid en smuk tradition, og så håber vi ellers vejret arter sig.

Redaktionen vejrer sommerluft og holder en kortere pause. Så her får I de sidste smagsprøver på nye CD’ere på biblioteket. Irske Paul Brady gav en stribe koncerter i Dublin i 2001, hvor en perlerække af gæstesolister var med, bl.a. Bonnie Raitt. Indie popmageren Mikal Cronin fra USA leverer stor lyd på sit fjerde album. (Lyt også til hans foregående albums. Biblioteket har dem!). Der er dømt dyb undergrunds countryrock, når amerikanske Steve Gunn og hans kumpaner filer strenge. Fra Massachuttes kommer singer/songwriter Heather Maloney med sine flotte og følelsesmættede sange. Der er masser af atmosfære over indie rockerne fra Oklahoma, der trækker på inspiration fra bl.a. Flaming Lips og Sigur Rós. Fra Sunderland er det Ian Black og hans soloprojekt Slug, der debuterer med inciterende rytmer og toner. Med referencer til bl.a. Joy Division og Bauhaus leverer The Soft Moon fra San Francisco deres retroagtige lydtapeter i new wave forklædning. Tidligere Red House Painters mand Mark Kozelek er i gang med sit nye soloprojekt, der har et lidt dystert præg over sig. Fra en fortid i New Zealandske Mint Chicks genstartede amerikaneren Ruban Neilson sin karriere i eksperimentalbandet Unknown Mortal Orchestra med pæn kunstnerisk succes. Vi slutter med solid blues i bedste Chicago tradition gennemført med kærlighed til denne genres kendetegn.

God sommer!

/Benny

Lyt til playlisten her:

Grundlovsdag

Det er som bekendt grundlovsdag d. 5. juni. Det er det tætteste vi kommer på en slags nationaldag i Danmark. Dagen var oprindelig en festdag til fejring af demokratiets fredelige indførelse  i 1849 med daværende kong Frederik d. Syvendes stiltiende accept af enevældens ophør. Siden blev loven ændret i 1915, hvor kvinderne fik valgret, og sidenhen igen i 1953 med ændringerne i arvefølgen for kongehuset som den væsentligste ændring. I dag er dagen præget af partipolitiske aktiviteter med taler og møder landet rundt, og selvfølgelig lige nu især af enorme mængder mere eller mindre veltillavet valgflæsk! Nyd dagen, og os fædre bliver forhåbentligt  mindet om, at det også er fars dag!

Musikelskere kan få en forsmag på en stak nye CD’ere her fra starten af juni. Fra London kommer Django Django med indietronic med vægt på vokalarbejdet. Det alternative funk metalband fra San Francisco har været på banen siden 1985 og har overlevet, selv om der går lidt længe mellem udgivelserne. Kultbandet The Killers måtte sige farvel til deres karismatiske frontfigur Brandon Flowers i 2010. Dette er hans andet soloudspil. Fra Toronto, Canada kommer trioen med den store lyd med rødder i folk, men med et moderne udtryk i formen. Produceren Mike Simonetti står bag electronica projektet her sammen med sangerinde Elizabeth Wight som reciterer en Bruce Springsteen klassiker (hvad han så ellers måtte synes om det!). Jackson Scott fra USA gør det i neo-psychedelia, som efter sigende skulle kunne gøre Syd Barrett (ex. Pink Floyd) lykkelig! Svenskerne kan bare det dér med at lave stor musik med et internationalt anstrøg. Vi lukker med en gang hudløs smuk delta-blues, ovenikøbet udført af en canadier!

/Benny

Lyt til playlisten her: 

God pinse!

Øv, det lakker mod enden med de dejlige løse fridage her i foråret. Nu er det pinse og så Grundlovsdag, men heldigvis nærmer den gode danske sommer sig. Så her er lidt smagsprøver på god musik til de kommende lange sommeraftener.

Den kontroversielle walliser Julian Cope er her dokumenteret med en ”best of”, dækkende perioden 1999-2014. Eric og Leigh er brødrene Gibson der spiller uforfalsket bluegrass af den bedste slags. Beth Hart har vi tidligere stiftet bekendtskab med og hun skuffer bestemt heller ikke denne gang. Hvilken stemme! Jes Holtsø (Ja, det er Børge fra Olsen Banden) og erfarne Morten Wittrock er gået sammen om dette solide soul- og bluesinspirerede album med en skyldig tanke til salig Peter Thorup. Wizz Jones er en fornem repræsentant for den bedste del af den engelske folk scene, bl.a. sekunderet af Sandy Jones og John Renbourn. Udvalget her dækker helt fra 1964 til 2014. Det er et par skrappe søstre, Rebecca og Megan Lowell der danner kernen i dette roots sydstatsband. Platinsælgende Londondrenge med smægtende poprytmer, det er svært ikke at rykke fødderne til. Gode gamle Sebastian all by himself med koncertoptagelser fra sidste år. Så smukt og enkelt kan det gøres! Nick Cave møder P J Harvey er der blevet sagt om denne engelske singer/songwriters røgfyldte midnatsballader. Liverpool pigetrio mixer halvskæve popharmonier med innovativt vokalarbejde. Indie pop med et touch af folk leveres af Stornoway fra Oxford. Dwight Yoakam har stille og roligt flyttet sig fra den rene country til det mere rockede, hvor det ind imellem ovenikøbet lyder lidt à la selveste Bruce Springsteen.

/Benny

Lyt til playlisten her:

B. B. King in memoriam

Blues legenden B. B. King (Riley B. King) er død i Las Vegas i en alder af 89 år efter længere tids sygdom. Født i 1925 i Mississippi-deltaet tilbragte King sin barndom og ungdom i sharecropper miljøet, hvor han også sang gospel i en af de lokale kirker. Efter at have modtaget koncentreret guitarundervisning af sin fætter Bukka White i Memphis, slog han sig ned her i 1948 med sin kone Martha. Her gjorde han karriere på radiostationen WDIA, hvor han også fik kælenavnet ”Blues Boy” som så blev til B. B. Han begyndte at indspille plader allerede i 1949, men det er fra midten af 50’erne, et større publikum får ørerne op for hans talenter. Der er også her, hans berømte guitar ”Lucille” kommer ind i billedet. Det geniale ved Kings musik er bredden i det musikalske udtryk. Selvfølgelig blues, men også R & B, gospel og en snert af jazz giver genklang hos et bredt publikum. Teknisk set var han ikke en unik guitarist og det var derfor typisk for ham også at have en effektiv harmonisk backup. Han følger med tiden og udgiver i 70’erne nogle albums, som også rock-folket kan finde på at sætte på grammofonen. Han turnerer flittigt og er også i Danmark flere gange. Det bliver til noget i retning af 43 studie LP’er, 16 live-albums og 138 singler! En imponerende produktion hvor der selvfølgelig er både højdepunkter og mere rutineprægede øjeblikke imellem. (Jeg vil anbefale sitet www. allmusic.com for en mere overskuelig rating af udgivelserne). Jeg har valgt perioden sidst i 50’erne til playlisten her og, som et synes jeg fremragende eksempel på hans alsidighed, hans gæsteoptræden hos U2 fra 1989.

Biblioteket har godt og vel et dusin CD’ere med B.B. King og flere vil kunne skaffes.
Der findes endnu ikke biografier på dansk om ”King of the Blues”, men 6 på engelsk hvoraf den nyeste er fra 2005.

/Benny

Lyt til playlisten her:

Maj

De røde faner er blegnet noget efterhånden, og 1. maj er ikke hvad den har været. Arbejdernes internationale kampdag fejres i dag primært af meget unge mennesker i Fælledparken under indtagelse af enorme mængder alkoholiske drikke! Men hvem har i øvrigt set en rigtig arbejder for nylig? En bryggeriarbejder eller en skibsværftsarbejder f.eks.? Nej, vel? De findes nemlig ikke længere.

Efter den obligatoriske Internationale, kan vi lytte til smagsprøver på nye CD’ere her i starten på måneden. Marc Almond fra tidligere Soft Cell har en fin solokarriere bag sig, hvor han har forsøgt sig ud i grænseoverskridende musikalske genrer. Fra Saskatoon, Canada kommer neo-folk bandet The Deep Dark Woods med et lettere anstrøg af Americana. Multiinstrumentalist, sangskriver og producer Duke Garwood er englænder, men har klart en fascination af det store land på den anden side af Atlanten. Den Grammy belønnede producer af (bl.a. Eminem) giver her sit bud på, hvordan en god popsang skal skæres med assistance af bl.a. Lana del Ray. Det er på vinyl, vi skal stifte bekendtskab med Marie Keys nyeste udspil. Lækker pop hele vejen igennem. På bluesplademærket Rounder demonstrerer Pokey LaFarge en skøn sammenkogt ret bestående af bl.a. western swing, ragtime og jug band. Velbekomme! Der er blevet rynket lidt på næsen af Ringos solobedrifter gennem tiderne. Hans nyeste er der ingen grund til at rynke af! Canadiske singer/songwriter Ron Sexsmith er et overset navn herhjemme. Synd og skam for han skriver aldeles fremragende sange. Giv ham en chance, for hvornår har man sidst hørt en hyldestsang til en Sankt Bernhardshund!  Engelske Swervedriver kørere derudaf i bedste 90’er stil med solid shoegaze.  Ulige Numre med supersangskriver Carl Emil Petersen i front cementerer deres position med deres andet udspil. Flot! Med Vinnie Whos nye udspil er den traditionelle diskodans afløst af mere langhårede rytmer, hvilket absolut ikke er så ringe endda. For bluesfolket kommer Bonamassas hyldest til de gamle mestre Muddy Waters og Howlin’ Wolf. Robben Ford svigter selvfølgelig aldrig sit stampublikum, heller ikke denne gang.  Robin Trower er en af de helt store guitar legender, næsten i liga med Jimi Hendrix. Lyt hvorfor! I jazz hjørnet synger Sinne Eeg evergreens, blot akkompagneret af Thomas Fonnesbæk på bas. Tove Ditlevsen har fået en renæssance, og hvad er mere naturligt end at sætte musik til nogle af hendes digte, her fremført af Cathrine Legardh. Vi slutter af med David Sanborn og hans altid smægtende fusionsjazz og så den dér sax!

/Benny

Lyt til playlisten her:

Fåremåned

Fåremåned eller græsmåned er den gamle nordiske betegnelse for april måned. Her kom fårene og kreaturerne igen på græs efter den lange vintertid. Ifølge folketroen kan der i øvrigt siges om april:

April er en god bryllupsmåned. Hvis april begynder godt vil den ende skidt. Aprils vejr og unge piger er ikke til at stole på. April regn gavner både bonden, præst og degn. Svaler i april varsler en lun sommer.

Lad os i det mindste håbe på vi får det sidste, så mens vi venter kan vi passende lytte til lidt god musik. Vi lægger ud med The Cribs, engelsk brødretrio med aner i punken. Bag navnet Ghostpoet gemmer sig soft rapperen Obaro Ejimiwe, der bl.a. får hjælp fra Paul Smith fra Maximo Park. J. J. Grey & Mofro er et sydstats jam-band, der gør det ud i rock/soul/funk og blues. Jefferson Airplanes legendariske og karismatiske guitarist Jorma Kaukonen er blevet en ældre herre og har ikke længere så travlt, deraf også navnet på hans sidste udspil. Spændende toner lyder der fra new wave sangerinden Julie Campbell fra Manchester her på hendes 2. udgivelse på kvalitetsmærket Warp.  Der er fest og fart over drømmepop bandet Lower Dens fra Baltimore. Of Montreal fra Georgia ledes af Kevin Barnes, der har flyttet bandets lyd fra smal indie til lyttebar elektro-pop. Morten Remars fortid i Back to Back fornægter sig ikke. Fine pop ballader med iørefaldende vokalharmonier. Amerikanske The Sonics har haft en bemærkelsesværdig karriere. Udgav 3 ret vilde rock ’n’roll albums i perioden 1965-66. Herefter næsten 50 års pause, kun afbrudt af et par enkelte ikke-anmelderroste  udgivelser. Så et brag af et comeback hvor de er tilbage til rødderne. Sufjan Stevens fra Detroit tager os med på sin Dylan inspirerede USA rejse med sine fine og følsomme sange. Det er danske Turboweekends 4. album med udgangspunkt i flot elektronica, men nu også med guitar. 5 stjerner sagde Gaffa. Fra Chicago kommer Ryley Walker med sin folk-inspirerede og meget velinstrumenterede musik, der svæver blidt af sted over vandene. Vi har et ældre album fra oktober sidste år. Jeg kan se, det endnu ikke har været lånt ud. Kom så op af hullerne, folkens! God fornøjelse!

/Benny

Lyt til playlisten her:

Til minde om Jørgen

Jørgen Ingmann er gået bort i en alder af 89 år. Han var i sin aktive musikalske karriere en af Danmarks bedste guitarister, inspireret af amerikaneren Les Paul (ham der har lagt navn til en berømt guitar af samme navn). Han startede sin musikalske løbebane i 40’erne og var med i Svend Asmussens populære orkester. Med udgangspunkt i den lette jazz udvikler Jørgen Ingmann i løbet af 50’erne sin spillestil. I 1955 danner han par både privat og musikalsk med Grethe, som han optræder med på diverse scener og i fjernsynet. Kulminationen sker i 1963, hvor det sympatiske par vinder det internationale Melodi Grand Prix med ”Dansevise”, skrevet af ligeledes talentfulde Sejr Volmer-Sørensen og Otto Francker. Det var en rigtig vindersang med sin enkle og smukke vokal og ligeledes elegante guitarspil. To år forinden havde han i sit eget lydstudie indspillet instrumentalnummeret ”Apache”, som på et tidspunkt lå som nummer 2 på amerikanske Billboard. Jørgen og Grethe fortsatte deres musikalske samarbejde frem til 1975, hvor deres veje skiltes. I perioden havde de dyrket alle mulige genrer fra pop til børnesange, altid med stor arbejdsomhed og nogen gange af simpel nødvendighed. Kommercielt var årene ikke altid succesfulde, og da Jørgen til en vis grad led lidt af sceneskræk, blev de offentlige optrædener neddroslet og han trak sig helt fra rampelyset i 1984. Jørgen Ingmanns guitarspil var unikt med sin særlige twanky lyd, som især Hank Marvin fra The Shadows tog til sig. Men tiden med superguitarister som Jimi Hendrix og Eric Clapton trak i en anden retning musikalsk i forhold til hvor Jørgen og Grethe stod. De havnede lidt i musikalsk ingenmandsland og havde med deres unikke talenter fortjent væsentligt mere stjernedrys. Lyt til udvalget her på listen og bliv overrasket over, hvor god musikken er!

/Benny

Lyt til playlisten her:

Sort sol

Den 20. marts indtræffer en af astronomiens helt store begivenheder. Den totale solformørkelse. Man skal desværre til Færøerne eller Svalbard for at opleve den totale formørkelse, mens vi i Danmark må nøjes med at se ca. 80 % af solen forsvinde. Tusmørke og stilhed sænker sig over landet fra kl. ca. 9.40 – 12.00. Den næste solformørkelse indtræffer i 2021, men her er kun 25 % af solen dækket, og vi skal helt hen til år 2142 for at se en lignende solformørkelse i Danmark!  Husk for Guds skyld solfilter eller specialbriller hvis det skulle være klart vejr på fredag!

Danmarks legendariske punk-band Sort Sol er dokumenteret på et CD-boxsæt på 11 cd’ere. Det kan lånes på biblioteket. Uden sammenligning i øvrigt er danske Alcoholic Faith Mission i gang med deres 7. udgivelse. Elektronisk drømmepop af høj klasse. Med base i Sverige spiller multinationale Blues Pills deres retro bluesrock med et psykedelisk touch.  The Dodos er en duo fra San Francisco der med god percussion som bund afleverer deres energiske klange. Tidligere Oasis mand, storebror Noel er her ude med sit andet solo udspil, som unægtelig smager lidt af…Oasis!  Fra Chicago leverer Liam Hayes retro pop/rock af den mere uskyldige slags.  Mere retro pop og new wave også fra Chicago får vi fra OK Go.  Australske Pond leverer energisk ny-psykedelisk pop på alle tangenterne.  Efter en pause på 35 (!) år spiller legendariske engelske The Pop Group ud med deres 3. album. Post punk med politiske overtoner! Tidligere Imperiet forsanger Joakim Thåstrøm er ikke blevet mildere med årene, men hans dystre og minimalistiske musik i samspil med underfundige tekster gør dybt indtryk. Englænderen Steven Wilson fra Porcupine Tree spiller yderst progressiv musik, som nok taler en del til lytterens indre skævehat! Det er blues og folk af en helt egen støbning, disse hill-billies med det opfindsomme navn leverer.

God fornøjelse med musikken!

/Benny

Lyt til playlisten her:

Marts

Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag. Datoen blev vedtaget på kvindekongressen i København i 1910 under lederskab af Nina Bang, senere verdens første kvindelige minister. Allerede 5 år senere fik kvinderne lige valgret med mænd. Som mand skal jeg ikke gøre mig klog på, hvor vi står i dag, men jeg ved da, at jeg både respekterer min kone og betragter hende som min ligeværdige! Desværre står det grelt til i andre dele af verden som Politiken kunne referere til den anden dag (03.03.2015). Her udtalte en indisk mand til BBC, der havde deltaget i en gruppevoldtægt i 2012, hvor offeret døde følgende: ”En pige er meget mere ansvarlig for voldtægt end en dreng…Hun skulle ikke have kæmpet imod, men ladet voldtægten ske. Så ville de have ladet hende gå, når de var færdige”. Yderligere kommentarer er vist overflødige!

Vi mænd snupper lejligheden til at lytte til lidt musik, så her er smagsprøver på nye CD’ere. Fra Toronto kommer house duoen Art Department med deres elektroniske lydværksted.  Et af de store britiske bands fra 90’erne og 00’erne er stadig i live, og det lyder til at gå ganske godt. Fra Los Angeles med rødder i Cambodia lyder der sære poppsykedeliske toner, som ikke er hørt på den lokale grillbar før! Den tidligere trommeslager i Fleet Foxes, Josh Tillman viderefører de flotte takter med sin kærlighed til Gram Parsons. Sangerinde, sangskriver og multiinstrumentalist Rhiannon Giddens er sød musik i mine ører, hverken mere eller mindre, omend lyden af en 8 cylindret under hjelmen ville have fuldendt oplevelsen! Bag navnet Jib Kidder gemmer multielektronikeren og lydcollagemageren Sean Craig-Schuster sig. Fra San Diego kommer power trioen JOY med guitarorienteret psykedelica. Også fra Vestkysten kommer singer/songwriter Jessica Pratt med sin introverse acid folk. Punch Brothers’ rødder ligger i bluegrass, country, folk og jazz og får herefter et crossover iblandet rock! Rumer består af sangerinden Sarah Joyce, der synger smægtende popsange med et godt øje til bl.a. Karen Carpenter. Supertramp har aldrig lydt bedre her i remastered deluxe edition. John Mooney har hevet country blues guitaren ned fra væggen og giver respekt til en af delta blues’ens store mestre: Son House.

/Benny

Lyt til playlisten her: 

Efter den 15. februar 2015

Vi skal selvfølgelig videre, men det var godt nok en underlig fornemmelse at gå efter morgenbrød om søndagen. Ingen sagde noget, men på en eller anden måde kunne man læse afmagten i folks ansigter. Der er allerede sagt og skrevet meget om denne skændige og fuldstændig meningsløse handling, så vi nøjes med at sende vores tanker og medfølelse til ofrenes efterladte.

Musik er en del af den vestlige verdens kulturgrundlag, så vi forsætter med at købe musik ind. Her er smagsprøver fra nye CD’ere fra februar.

Another day, another time er en dobbelt CD med koncertoptagelser fra Town Hall i New York i 2013. Musikken er en hyldest til Coen brødrenes film ”Inside Llewyn Davis”. Punch Brothers er et blandt mange kompetente navne i dette overflødighedshorn af country, americana og bluegrass. BC Camplight består mest af Brian Christinzio fra New Jersey, der med sin personlige singer/songwriter stil inviterer os indenfor i sit univers.  Bag Bored Nothing står australieren Fergus Miller, der er fascineret af 90’ernes indie rock. Tidligere frontmand i britpop bandet Supergrass udgiver sit andet soloalbum med sædvanlig sans for den gode melodi. Engelske Benjamin Garrett er drivkraften bag dette sofistikerede electronica album.  Også fra Australien kommer Helen Croome med Gossling og synger dejlige popsange med ”aussie” lyd. King Crimson blev betegnet som Englands progressive band nr. 1 gennem en årrække, godt hjulpet på vej af Robert Fripps innovative guitarspil. Hermed 2 femstjernede genudgivelser i remastered versioner. Fra Cleveland stammer Natalie Prass, hvis melodiske lyrik går lige i øregangene. Alle gode gange tre: Sally Seltmann har været i centrum på den australske indiescene i 90’erne og 00’erne. Nu er hun helt sin egen. Endnu et legendarisk britisk band i genudgivelse med indspilninger fra 1975-1981 i deres jazz/rock fusionsperiode. Peter Viskinde har engang sagt, at han var ligeglad med anmeldelser. Nuvel, her er tale om solidt pop håndværk, som mange vil sætte pris på. Vi lukker med Popa, der giver sin egen fortolkning af en af blues’ens  absolutte klassikere.

/Benny

Lyt til playlisten her:

Fastelavn

Fastelavn og karneval er beslægtede fester. Med rødder mange hundrede år tilbage markerer de overgangen fra vinter til forår. Det skulle fejres  og at klæde sig ud og slå til Søren har alle dage været en yndet fornøjelse. Løssluppenhed var en del af fastelavnstiden i perioder, hvor der ellers ikke var meget andet end strenge regler fra religionen og hårdt arbejde at se frem til. I dag er det mest børnenes fest med tøndeslagning, udklædning, fastelavnsris og alt det andet, der hører sig til. Og ikke mindst stakkels forældre, der skal hjælpe ungerne med at finde den rette udklædning!

Decideret fastelavnsmusik er der ikke megen tradition for, ud over ”Fastelavn er mit navn…”, så i stedet kan I lytte til nogle smagsprøver fra nye CD’ere på biblioteket. Mike Auldridge døde i december 2012, nok som kongen af Dobro guitaren (speciel resonnans guitar). Æret være hans minde. Fra ”down under” kommer singer/songwriter Courtney Barnett med sine lavmælte lo-fi fortællinger. Echo & the Bunnymen er virkelig på banen igen, her med et helt nyt album med tydelig Echo lyd i opdateret udførelse. Fra Richmond, Virginia kommer et af USA's mest omdiskuterede heavy bands med en EP, som er et langt opus. Den tidligere leder af Black Belles er gået solo, her godt hjulpet og produceret af selveste Jack White. Marilyn Manson skuffer sjældent, om end chokeffekten måske har lagt sig en smule. Det besynderlige fænomen Panda Bear (alene navnet!) er kendt for sin stærkt eksperimenterende indie-tronic sound. Quiet Spring kan vi desværre ikke lytte til, men de er pære danske og anført af guitaristen Morten Aron fra Spids Nøgenhat. Så selvfølgelig på vinyl skal vi en tur tilbage til country rockens storhedstid omkring år Woodstock. Danmarks legendariske kult-band nr. 1 har fået genudgivet deres første og eneste LP ”Hip” nu her 48 år efter den udkom første gang. Denne gang med diverse bonusmaterialer af historisk interesse. Vi slutter af med Trigger Hippy, supergruppe fra Nashville med bl.a. Joan Osborne, der gir den en solid gang rock med bund i både soul og blues. 

/Benny

Lyt til playlisten her:

Godt nytår!

En lidt forsinket nytårshilsen fra redaktionen. Året er i gang og knap havde tømmermændene lagt sig, før vi blev vidner til et ufatteligt scenarie i Paris. Måtte alle gode kræfter stå sammen mod disse mørkemænd og deres forkvaklede verdensbillede. Måtte alle gode kræfter også stå sammen om at afvise forvrøvlede forklaringer om, at disse mørkemænd skulle være vor tids ungdomsoprørere! Der er sgu da forskel på at prædike ”Make love not war” og så myrde løs blandt uskyldige mennesker!

Nå, men det er jo en musikklumme, så vi kaster os over lidt nyheder der er ved at lande på biblioteket her i løbet af januar. Fra Californien kommer The Belle Brigade, som er blevet omtalt som det sene Fleetwood Macs arvtagere. Tjah…måske! ”Nothing has changed” hedder Bowies opsamlingsalbum, der dækker et halvt århundredes produktion. Nye lyttere kan starte her. Depeche Mode har et stort og trofast publikum og minsandten om ikke bandet turnerer flittigt, denne gang i Berlin i november 2013. Echo & The Bunnymen turnerer også, selvom man måske skulle tro det var løgn! Live i London, juni 2014. Ex Cops fra Brooklyn består af Brian Harding og Amalie Brun, der begge har andre projekter bag sig. Her med en omgang iørefaldende synth-pop. Mads Langer lancerer en EP med smålækkerier, mens vi venter på et større udspil. Kan der udgives seriøs musik med den 79 årige Jerry Lee Lewis? Svaret er ja! Især når han backes op af folk som Robbie Robertson, Neil Young, Keith Richards m.fl. Abba på amerikansk med country rødder i Nashville??? Lyt til kvartetten Little Big Town! Fra Australien kommer Ne Obliviscaris (Latin: Glem ikke) med en blanding af dødsmetal, jazz og symfoniske rockklange! Americana trioen Puss n Boots med Norah Jones går rent ind hos mig med hyldestsangen til den ikoniske amerikanerbil (Pontiac) GTO. Fra Alabama kommer søstrene Laura og Lydia med deres friske neo-folk rytmer med et touch af country, produceret af T Bone Burnett. Her kommer så chancen for at lære legendariske Simon & Garfunkel at kende. I alt 12 cd’ere frisk fra pressen med alt, hvad de har udgivet i perioden 1964-2008. Texas sangerinden Sunny Sweeney gir den gas med sin lige-ud-af-landevejen countryrock, som samtidig er noget så sjældent som en hyldest til den amerikanske arbejderklasse! Vi lukker og slukker med Doug Tuttle fra New England, der har forladt kult-bandet Mmoss og nu er på egne veje, godt nok lidt inspireret af The Byrds.

/Benny

Lyt til playlisten her