Perler fra den danske rockhistorie
Det er en ordentlig mundfuld, det her! 40 klassiske danske rockalbums fra perioden 1965 til 1978, genudgivet på 30 cd’ere med tre bonus-cd’ere med rare outtakes, obskure singler og alternative optagelser af kendte sange. Alle i originale covers og med udførlige oplysninger om indspilningsdata, krydret med forfatteren Klaus Lynggaards fine skildringer af periodens tidstypiske og karakteristiske strømninger. Hørt med nutidens ører er det måske ikke hele samlingen der holder vand, men adskillige albums lyder så friske, som var de lige kommet ud af vinylpressen!
Tag med på en musikalsk rejse strækkende sig over 13 år af dansk rocks spændvidde, startende fra dengang en lærlingeløn var på ca. 75,- kr. om ugen og en spritny lp var billigere i Sverige (ca. 30,- dkr.). Så kunne man også drikke guldøl på båden og købe billige smøger med hjem!
Indflydelsen fra det store udland lod sig bl.a. høre hos folkbandet Cy, Maia og Robert (Peter, Paul & Mary) og hos solide Beefeaters med Peter Thorup og Delta Blues Band (det europæiske blues-boom inspireret af den elektriske Chicago-blues). Men manges ører blafrede, da de første gang hørte Steppeulvene på grammofonen. Der blev sunget på dansk for første gang og tekstuniverset var så syret, at det vel egentlig ikke kom bag på nogen, at frontfiguren Eik Skaløe senere forsvandt i Indien. Der var stor opmærksomhed, både herhjemme og i det store U.S.A. omkring Savage Rose. Brødrene Koppels formidable musikalitet og unikke Annisettes sang var af en så international støbning, at det medførte det første egentlige gennembrud på verdensplan for et dansk rockband. Den lidt mere psykedeliske del af musikscenen bød på bands som Hurdy Gurdy, Young Flowers, Midnight Sun og Day of Phoenix, hvor især det instrumentale og improvisatoriske kom i forgrunden, eksemplificeret ved superguitaristerne Claus Bøhling og Peer Frost. Ache spillede med deres gennemkomponerede og storladne symfoniske musik i en liga for sig. Ellers var de ”store” bands i en årrække Burnin’ Red Ivanhoe, Alrune Rod og Culpeper’s Orchard, som vi hørte tynde i bl.a. den gamle Studenterforeningen tæt ved Rådhuspladsen. Lidt udenfor det hele blev Skousen og Ingemanns ”Herfra hvor vi står” lidt af en landeplage. Der er vel næppe nogen, der i løftet stemning ikke kan bræge med på omkvædet til titelsangen. Så bliver det nok ikke meget mere stenet! Fra samme år (1971) kom der så mere fart over feltet med udgivelsen af Gasolin’s første album. Alene omslaget taget fra et Tintin album var iøjefaldende. Musikken var enkel og iørefaldende og teksterne et forvarsel om en vis hr. Larsens senere uomtvistelige sangskrivertalent. Her var et stort band i støbeskeen. I starten af 70’erne opstår begrebet ”politisk” (underforstået venstreorienteret!) musik. Røde Mor er det største salgsnummer med kontant rockmusik ledsaget af meget paroleagtige tekster. Det er også på denne tid vi møder de første støtteplader for en god sags tjeneste: Christiania-pladen og Nej tak til atomkraft. Fælles for disse udgivelser er, at alt hvad der kunne krybe og gå af koryfæer indenfor den danske rockscene medvirker, hvilket legitimerer selve indholdet overfor et bredere publikum. Musikscenen er præget af rent københavneri, eneste undtagelse er århusianske Gnags, der går deres egne veje. Vi er ved at nå til vejs ende, men kommer selvfølgelig ikke udenom lige også at skulle nævne Sebastian, hvis musik også tiltalte et stort kvindeligt publikum (inklusiv min kone!). Som eksponent for ”den nye tid” med musikalsk opbrud i punk og new wave bevægelserne kommer C.V. Jørgensen ind med sit ”ganske lille band” og spiller sin ganske egen og underfundige musik. Årstallet er 1977.
Nye (unge) lyttere kan få tilfredsstillet deres arkæologiske lyster her og ind imellem få sig et billigt grin, og gamle fjolser som undertegnede, der har hørt det meste, kan få lov til helt legalt at svømme hen i nostalgiens blide farvande.
Benny
