Lissabon er efterhånden en af de europæiske storbyer ”man” er nødt til at besøge på et tidspunkt. Den har undergået en stor forvandling i løbet af de 30 år, der er gået siden jeg var der første gang, godt hjulpet på vej af støttemidler fra EU. Det er portugiserne velundt. De er flinke og rare mennesker og byder på en by propfyldt med kultur på alle planer. Det vrimler med museer, udstillinger og kunst og byens historie som tidligere magtcentrum for det portugisiske kolonirige manifesterer sig ved storladen arkitektur, kæmpemæssige pladser, smukke parker og en sand vrimmel af barer, cafèer og restauranter. Sydøst for borgen Castelo de Sao Jorge i centrum af den gamle bydel ligger det gamle arbejder- og havnekvarter Alfama. Det er her fado-musikken har sin base. Her vrimler det med små listige spillesteder, og der er sågar et fado-museum.
Fado kan spores tilbage til 1820’erne og er en speciel portugisisk musikform, bestående af sang plus akkompagnement af én eller to guitarer. Fado betyder noget i retning af ”skæbne” med en absolut melankolsk undertone. Længslen efter det uopnåelige og smerten ved ikke at kunne opnå det sande og eviggyldige gennemsyrer stemningen i disse sange. En af de helt store fado fortolkere var Amalia Rodrigues (1920-1999), der gennem sin lange karriere fik sat fado på det verdensmusikalske landkort. Hun blev en stor stjerne internationalt og nærmest forgudet i sit hjemland. Det er hende, man kan lytte til på playlisten. I øvrigt kom fado i november 2011 på UNESCO’s immaterielle kulturarvsliste.
Skulle turen gå til Lissabon, kan følgende spillesteder anbefales (ikke kendt som turistfælder!): Café Luso (Rodrigues’ stamspillested), Clube deFado, Parreirinha de Alfama, Sr. Fado og Senhor Vinho.
/Benny
Lyt til playlisten her:
September har vist sig fra sin smukkeste side, så vi lægger ud med et lille ode til denne måned i form af Kurt Weills klassiske September Song, her i en smægtende udførelse af Bryan Ferry.
På nyhedshylden har vi fra Irland Adebisi Shank med deres tredje udspil, der vel bedst kan få betegnelsen electrofunk. Svenskerne ligger altid på lur med noget nyt og anderledes. Bandets tredje udgivelse fik betegnelsen ”A low-key album, tentative, vibrant and absolutely wonderful” i den svenske udgave af Gaffa. The Courteeners leverer solid og iørefaldende britpop i bedste tradition. Amerikanske Merchandise leverer god og stor rock med klassiske guitarrundgange og forførende vokalarbejde. Fra USA kommer også Morgan Delt med en slags moderne opdateret psykedelisk rock med et, skal vi kalde det stærkt varieret lydbillede. De canadiske pornografer har en lang og fin musikalsk karriere bag sig og den fortsætter her med deres seneste udspil. Folkrock med flotte vokalharmonier leverer amerikanske The pierces. Noget mere råt lyder det fra garagedrengen Ty Segall, der så vidt vides denne gang har brugt mere end tre dage på at indspille sit nye album. Danske Suspekt giver den lummergas med deres mangfoldige oplevelser fra intimsfæren. Trentemøller leverer på vinyl et remix af sit seneste album ”Lost” fra 2013. Skotske James Yorkston har vi tidligere stiftet bekendtskab med. Solidt singer/songwriter arbejde. Til slut en skæring fra salig Johnny Winters sidste album inden han døde. Det er Dr. John, der leverer vokalerne.
/Benny
Lyt til playlisten her:
Biblioteket er åbnet igen efter en større ombygning og vi glæder os alle til at vise Jer, der kommer her alle herlighederne! Det står selvfølgelig enhver frit for at synes, hvad man vil, men ét er sikkert … tilgængeligheden er blevet større med den udvidede åbningstid, og i den betjente tid vil vi gøre alt for at I skal føle Jer mere end velkomne! For musikfolket er vi specielt glade for, at vi har fået et særligt hjørne på 1. sal til musikken. Her står noder og bøger om musik og selvfølgelig vore store samling af cd’ere. Det er også blevet muligt at lytte til musik. Magelige lænestole og et smart højttalersystem gør at man kan fordybe sig til musikken uden at forstyrre andre besøgende. Der er selvbetjening og anlægget består af en cd-afspiller og en grammofon så man også kan smuglytte til vores endnu spæde samling af vinylplader. Der er også en opslagstavle med aktuelle musikplakater og det er tilladt at sætte borger til borger annoncer op, der har noget med musik at gøre. Vi synes selv, det er blevet et rart hjørne og håber I vil tage godt imod det.
Mens vi har haft lukket har vi selvfølgelig stadig købt ny musik, så her er smagsprøver fra de sidste tre ugers indkøb.
Playlisten indeholder musik af (i rækkefølge): Bindu, Tom Petty, The Phantom Band, Spoon, Cold Specks, Tina Dickow, Christian Hjelm, Luluc, Manic Street Preachers, Naja Rosa, Mirel Wagner, White Ocean Benjamin Booker, Comet Gain, Marie Fisker, Freddy and the Phantoms, The Gaslight Anthem, The John Steel Singers.
/Benny
Lyt til playlisten her:
Så blev det da lige sommer! Og hurra for det. Før vi går på sommerferie slutter vi af med lidt nyheder på hylderne. Doven sommerstemning er der over Billie Holidays version af George Gershwins klassiker.
Engelske Archie Bronson Outfit giver den omdrejninger med deres bluesprægede psykodelica her på deres fjerde udspil. Fra Ohio kommer duoen The Black Keys med intense og følsomme blå ballader. Uopslidelige The Doors’ compilation fra 1972 her i remastered udgave er et suverænt genhør værdigt. Fra hinsidan kommer søstrene Söderberg , sangere i First Aid Kit med deres americana inspirerede folkrock. På sort vinyl kommer fra USA trioen Future Islands med indie-tronic toner af new wave oprindelse. Ligeledes amerikanske Jolie Holland har vi et par andre titler med. En følsom singer/songwriter ”dreaming of a gentler past”. Stemningsfyldt og ambitiøst kaldte anmelderen på lydtapet.net danske Lake Francis, der kombinerer støjrock og indie-folk. Det er nogle år siden, at alle skulle være ”unplugged”. Her er det R.E.M. med optagelser fra MTV i 1991 og 2001. Amerikanske Rascal Flatts er ikke bange for at give deres glade country stil et pop crossover. Acid-folk og singer/songwriter Sharon Van Etten er her ude med sit fjerde album. Neil Young har været en tur i kælderen og spiller alle instrumenter selv. Det er coverversioner med et minimalistisk udtryk, ”en uhørt samling af genopdagede sange fra fortiden…”, som der står på Youngs hjemmeside. Vi slutter af med en gang solid guitar blues af Waliseren Kim Simmonds, der af flere er blevet betegnet som en af den engelske bluesscenes skabere.
God sommer og så ses vi i kulturhuset Trommen i september.
/Benny
Lyt til playlisten her:
Den 10. juni er det 10 år siden den legendariske komponist, arrangør og musiker Ray Charles døde i sit overdådige hjem i Beverly Hills i Californien. Han havde haft et karriereforløb, der strakte sig over mere end 50 år og regnes for den moderne souls grandfather. Blind som seksårig og sort i Georgia og tilmed tidligt forældreløs så det ellers alt andet end lovende ud for stakkels Ray, men han havde et formidabelt talent og en jernvilje til at komme videre. Især i 50’erne begyndte det med flere hits indenfor R&B, et musikalsk genrebegreb opfundet af den legendariske journalist og senere producer Jerry Wexler fra Atlantic Records. Tidligere opererede man med det lidet flatterende begreb ”Race records”, der stammede helt tilbage fra 20’erne. Det betød i realiteten, at sorte musikere forventedes at lave musik for andre sorte, samtidig med at det hvide købestærke publikum pr. definition gik uden om genren. Det lykkedes dog for Ray Charles at gennembryde denne barriere, selv om en stor del af hans musik var rettet mod sorte som ren brugsmusik, dvs. dansemusik til røgfyldte stopfyldte lokaler lørdag aften. Mange mener, at Ray Charles’ stærkeste periode, rent musikalsk ligger i perioden 1955-1965, altså en overgangsperiode hvor han også får et hvidt publikum som begejstrede lyttere. Der sker ovenikøbet det helt usædvanlige, at Ray Charles kaster sig over country & western genren og overlever også dette kamikaze tiltag. I slutningen af 60’erne og langt ind i 70’erne bliver musikken mere pop mainstream, og han udgiver en strøm af Lp’er uden de helt store hits. Han er dog stadig en meget eftertragtet mand på scenen, på grund af sin store professionalisme og karismatiske fremtoning. Han forbliver aktiv resten af sit liv, men puritanere vil nok rynke på næsen af hans musikalske medvirken på diverse Pepsi reklamer og andre ikke markant skelsættende kunstneriske bedrifter. Det skal dog ikke rokke ved, at vi her har haft at gøre med en stor musikalsk personlighed på linje med Elvis Presley og Aretha Franklin, der ligeledes afsøgte brede musikalske græsgange.
Skulle man få lyst til at dykke ned i denne fantastiske musikalske karriere har biblioteket over 10 forskellige CD’ere, der dækker hele hans produktive periode.
Mandens liv som selvfølgelig var mere kompliceret end denne lille notits lader ane, kan man læse om i biografien (ikke oversat til dansk): Michael Lydon: Ray Charles : man and music. 435 sider, 1999. Et must er den fremragende biografisk baserede film ”Ray” fra 2004. Filmen har fokus på perioden 1955-1965 og indbragte skuespilleren Jamie Foxx en Oscar året efter.
/Benny
Lyt til playlisten her:
Landmændene er forhåbentlig glade…muligvis også et par haveejere, men for os bymennesker, der har længtes efter at sidde på en café udendørs og nyde en kølig forfriskning, har det været en våd og halvkold affære indtil nu. Nå, men de fleste ved at musik skaber glæde, så i stedet for at brokke os over vejret, kan vi tilbringe noget tid indendørs med at lytte til noget god ny musik. Alternativt gøre som i Grethe og Jørgen Ingmanns lille søde hit fra 1957.
Fra Esbjerg kommer Mads Björn med sit andet udspil, der ligger i fin forlængelse af hans meget roste debut. Fin 80’er lyd der kan danses til! En perlerække af kendte og mindre kendte kunstnere har givet deres fortolkninger af Jackson Brownes klassikere på denne flotte dobbelt-cd. Katrine Ottosen har været i Woodstock og har på 3 dage indspillet denne mini-cd med flot vokal og gode melodier i centrum. Støj-rockerne Cloud Nothings kører derudaf , denne gang i en mere melodiøs og struktureret form, der burde kunne give dem mange nye lyttere. Rodney Crowell står for progressiv country, eller Americana om man vil, måske kendt for sit samarbejde med selveste Emmylou Harris. Eels er gamle kendinge og let genkendelige på deres trofaste ”kælder” sound. Fra Houston, Texas skal vi høre Robert Ellis, en ung singer/songwriter med et følsomt udtryk med bund i områdets musikalske traditioner. Tidligere medlem af The Felice Brothers, Simone Felice udsender sit andet album med en serie af dybfølte og stille ballader af høj standard. Fra de uendelige store finske skove saver Finntroll sig igennem det ene stykke metal efter det andet, og det går temmelig stærkt. Sangerinden Beth Hart giver en forrygende koncert i Amsterdam med sin tro følgesvend, guitardrengen Joe Bonamassa. Det var sidste år, og man skulle have været der! Sortseeren Micah P. Hinson er kommet sig efter i trafikuheld i Spanien, men det har ikke gjort hans humør meget bedre. Det her er formidabel Americana i en liga for sig. Fra Minneapolis kommer The Hold Steady med deres respektfulde indie-rock med en snert af 70’erne. Hurray for the Riff Raff er fra New Orleans og er både forfriskende nye og samtidig tro mod deres rødder I folk og blues. Sturgill Simpson er blevet sammenlignet med Waylon Jennings, altså i hans 70’er periode, men han er selvfølgelig helt sin egen. Vi slutter af med britiske Smoke Fairies, der dyrker deres originale og smukke folk ballader.
Det var alt for uge 20. Redaktionen holder en lille pause, mens vi forbereder os på at flytte tilbage til Kulturhuset Trommen i august. Her glæder vi os til at genåbne med fuld musik, så at sige.
/Benny
Lyt til playlisten her:
Kendt som en af de smukkeste danske forårssange…og så alligevel har den i virkeligheden tyske rødder! Det er ingen ringere end Mozart, der har skrevet musikken. Den indgår i sidstesatsen i Mozarts klaverkoncert nr. 27 i B-dur. I øvrigt hans sidste af slagsen, uropført i Wien den 4. marts 1791, hvor det samtidig var mesterens sidste offentlige optræden.
Vi har fået endnu lidt ny musik på hylderne, og her er der mulighed for at smuglytte lidt til noget af det. Vi lægger ud med norske Atlanter, der har fået kælenavnet Norges ”vidde-bluesband” med deres blå og medrivende toner. Bobby Bare Jr. (ja, rigtigt gættet, søn af DEN Bobby Bare) går ikke direkte i farens fodspor, men giver sine sange et selvstændigt udtryk, dog med et umiskendeligt touch af Americana. Carlene Carter hører til den berømte Carter Family, datter af June Carter og hendes første mand Carl Smith. Hun har fået god country ind med modermælken og det kan høres. Malachai er engelske og giver elektronisk trip-hop psykedeliske overtoner. Den danske trio med det finurlige navn Pligten Kalder debuterer med dette forunderlige album på tværs af tidens strømninger. Leon Russell er stadig i live og kan høres fit for fight på dette nye album, hvor han finpudser sit måske musikalske testamente. SOHN består hovedsageligt af produceren Christopher Taylor, der har opnået en del opmærksomhed omkring sin soul-innovative electronica. Don Williams afslutter med en gang solid og vellydende country af den allerbedste slags. Det er for øvrigt i dag helt legalt at indrømme, at man faktisk godt kan lide at lytte til god country, og det er et faktum, at genren nyder større respekt i USA end nogensinde.
/Benny
Lyt til playlisten her:
